At mestre professionelle samtaler kommer ikke af sig selv. Det kræver ny viden, bevidsthed om ens egen praksis og masser af træning. Det erfarede Lisa Marie Hoppe, personaleleder for S-tog Drift hos DSB, da hun for nylig gennemførte en professionel coachinguddannelse hos Mannaz. Med næsten 13 års ledererfaring – og ansvar for omkring 70 medarbejdere i en driftsorganisation præget af distanceledelse – gik hun ind i uddannelsen med både nysgerrighed og en vis skepsis.
For hvad lærer man egentlig på en coachinguddannelse?
Lisas vigtigste take aways:
Som leder har Lisa Marie Hoppe altid haft et stærkt ønske om at være tilgængelig, lyttende og støttende. Men uddannelsen gav hende noget mere end inspiration – den gav øget struktur.
Hvor hun tidligere kunne sidde tilbage efter en samtale og tænke “fik jeg nu rundet den ordentligt af?”, oplever hun i dag en bedre struktur og øget kvalitet i samtalerne.
“Det handler ikke om, at der er kommet mere substans i det, jeg siger. Det handler om, at samtalen er blevet mere virkningsfuld.”
Strukturen sikrer, at hun ved, hun kommer hele vejen rundt: en tydelig start, fokus undervejs og en ordentlig afslutning. Ikke fordi alle hendes samtaler skal følge en fast opskrift, men fordi hun nu har en mental ramme at læne sig op ad – og det frigiver ressourcer til nærvær og nysgerrighed.
”Ledelse stopper ikke – man lærer hele tiden nyt. Man bliver aldrig færdig med at øve sig.”
I systemisk coaching arbejder man med det, der kaldes ’rammesættende proceskompetence’, hvor coachen (eller lederen) holder retning og ramme uden at overtage indholdet. Samtidig arbejder man med “gamemaster-modellen”, der sikrer, at samtalen opleves tryg, fokuseret og med en klar gennemgående rød tråd.
I en hverdag præget af drift og effektivitet kan der være en stærk tilbøjelighed til hurtigt at finde løsningen. Her har den coachende tilgang gjort en mærkbar forskel for Lisa Marie Hoppe.
“Jeg øver mig i ikke at have travlt med løsningen. Vi skal nok nå frem til den – og derfor bliver samtalerne roligere og mere nærværende – og hvor jeg har fokus på at få medarbejderen til at hjælpe sig selv.”
I stedet for at servere svarene arbejder hun mere bevidst med spørgsmål, pauser og refleksion. Det skaber ikke bare bedre løsninger, men også større ejerskab hos medarbejderen og dermed mere holdbare resultater.
Det systemiske perspektiv lægger vægt på, at mennesker skaber mening og handler ud fra deres egne erfaringer og logikker. Pointen er derfor heller ikke at ’rette’ medarbejderen, men derimod sammen at undersøge, hvad der giver mening, og hvor der er plads til nye valg og muligheder.
Det lyder måske svært, men det handler kort sagt om at få nye metoder og konkrete værktøjer til at begå samtaler på nye – og til tider mere produktive – måder. Uddybes nedenfor.
Et af de værktøjer, Lisa Marie Hoppe har taget til sig fra uddannelsen, er arbejdet med nøgleord.
“Når man hører sine egne ord gentaget, sker der ofte noget. Det skaber refleksion – og nogle gange opdager man selv, at tingene måske ikke er helt, som man først troede. Og i den dialog bliver man som leder også meget klogere på, hvad der er på spil for medarbejderen.”
Nøgleord kan beskrives som små pejlemærker, der fungerer som ’forstørrelsesglas’ i samtalen: de hjælper både coach/leder og fokusperson/medarbejder med at holde fast i det væsentlige og undersøge bestemte ord. Det er et meget enkelt greb og derfor let at bruge i praksis.
Lisa Marie Hoppe beskriver, hvordan brugen af nøgleord skaber små forstyrrelser, der kan flytte samtalen i en mere bevidst og reflekteret retning. Sproget i samtalen er derfor afgørende, fordi den måde vi taler om udfordringer på, også er med til at forme den virkelighed, vi navigerer i.
Samtidig fortæller Lisa, hvordan hendes lytning er blevet skærpet. Ikke fordi hun er blevet mere nysgerrig på det enkelte menneske – det har hun altid været – men fordi hun i højere grad er nysgerrig på, hvordan medarbejderen selv skaber mening i situationen og selv finder frem til løsningerne.
Netop denne måde at arbejde med sprog, pauser og øget nysgerrighed har også haft en mere personlig effekt for Lisa – og i hendes ledelse.
Vil du udvikle dig som leder? Se vores lederkurser og uddannelser i ledelse
Noget af det vigtigste, coachinguddannelsen har givet Lisa Marie Hoppe, er en større tryghed i lederrollen. Trygheden i at kunne stå i en samtale uden at skulle præstere et svar med det samme.
“Det kræver disciplin ikke at komme med løsningen. Især når man faktisk tror, man ved, hvad der vil virke.”
I systemisk coaching er neutralitet ikke fravær af holdning, men en aktiv disciplin: at sætte egne antagelser ’i parentes’, så medarbejderens perspektiv kan udfolde sig, før lederen vurderer eller konkluderer. Det er med til at holde rummet åbent og gøre samtalen mere undersøgende end styrende.
Lisa beskriver, hvordan de nye coachingværktøjer har styrket hendes evne til at give plads, være mere til stede og lade medarbejderen tage større ansvar for sin egen udvikling. Det er ikke nemt, det kræver øvelse, men det er også her, hun ser den største effekt.
“I dag blander jeg mig mindre i selve opgaveløsningen, og det giver tid til at lede mere. Jeg oplever derfor også, at medarbejderne tager større ejerskab til både udfordringer og løsninger, og at samtalerne er blevet mere fokuseret.”
For Lisa Marie Hoppe er coaching ikke et separat værktøj, men en integreret del af hendes ledelsesstil, både i de korte kaffe-samtaler til de sværere dialoger om performance, fravær og udvikling.
Coaching er i sin grundform ikke en metode, man tager frem – men en måde at være i samtalen på. I systemisk coaching handler det om at møde den anden med nysgerrighed og mod til at stille spørgsmål, der åbner nye perspektiver, uden at konkludere for tidligt.
Lisa Marie Hoppe beskriver samtidig coaching som et spejl, man hele tiden holder op foran sig selv.
“Du bliver hele tiden konfronteret med, hvad du gør godt, og hvad du kan gøre bedre – og det gør, at man udvikler sig som leder. Du bliver måske ikke verdens bedste coach af ét kursus. Men hvis du tager nogle få, udvalgte værktøjer med dig og bruger dem bevidst, så kan det rykke rigtig meget i din ledelsespraksis.”
Én ting står klart: Ledelse er ikke et fag, man bliver færdig med.
Med nye forventninger, nye teknologier og medarbejdere, der stiller stadig større krav til kvaliteten i relationen, er kontinuerlig udvikling ikke et valg – men en nødvendighed.
“Gode intentioner er ikke nok. Man er nødt til hele tiden at udvikle sig,” slutter Lisa.
![]()
Få mere viden, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.