Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Sådan bliver det dig, de andre lytter til

5. august 2016 - Natasha Swerdloff, organisations- og proceskonsulent hos Mannaz

Hvad enten du er specialist, projektdeltager, projektleder eller leder, så har du brug for gennemslagskraft til at få dine budskaber igennem. Læs med, og få 7 gode råd til at styrke din gennemslagskraft.

Sådan bliver det dig, de andre lytter til - web Personlig gennemslagskraft er et emne, som har optaget mig længe. Jeg har nemlig igen og igen mødt utrolig dygtige mennesker, som desværre ikke kommer ud over rampen med deres budskaber. De kan have verdens bedste idé, men alligevel er det ofte en anden, som løber med idéen og tager al æren. Det er rigtig ærgerligt, og det er sikkert også frustrerende for personen, som ikke får budt ind og derfor føler sig forbigået. Hvorfor er det, at nogle er bedre til at blive hørt end andre? Det er der flere årsager til. Noget handler om kropssprog og stemmeføring – der er simpelthen ikke kraft nok bag budskabet. Andet handler om, at man spænder ben for sig selv med negative tanker. Personer, som ikke føler sig hørt, har ofte meget fokus på, hvad andre tænker og bliver derfor nervøse for at tage ordet: ”De andre vil nok ikke synes, at det er en særlig god idé”. Men haps, pludselig snupper en anden tanken og siger det højt, og så var det måske alligevel en god idé. Nu tænker du måske, hvad der så skal til for at trænge igennem? Det handler kort fortalt om at brænde igennem – i styregruppen, i projektgruppen og blandt interessenterne. Den gode nyhed er, at det kan du lære. Nogle af os skal bare øve os lidt mere end andre. Vi er nemlig alle født med helt unikke evner, men vi kan derudover tillære os nogle færdigheder. Her er de 7 vigtigste områder, du skal se på for at blive den, de andre lytter til.

1. Tydeligt kropssprog og klar stemmeføring

Kropssproget og stemmeføringen udgør langt den største del af vores kommunikation. Mennesker, der trænger igennem, er i stand til at bruge deres stemme og har ofte et tydeligt kropssprog. De signalerer, at de er værd at høre på. Dine tanker er fundamentet for dit kropssprog, og du kan spænde ben for dig selv, hvis du tvivler på, at din idé er god nok. Måske taler du også lidt tøvende? Med andre ord handler det om at opbygge tiltroen til egne idéer, fordi det vil give dig stærkere kropssprog og stemmeføring. Når du mærker tillid til dig selv og dine idéer, kan du øve dig på at levere et budskab med overbevisning. Det er ikke altid nemt, og det er en udfordring for mange. Men det kan læres, hvis man øver sig.

2. Vær velforberedt

Der ligger styrke i at være velforberedt. Så sørg for at kende detaljerne og pointerne godt. Tænk på, hvilke spørgsmål er oplagte, og øv dig på at svare på dem. Når du ved, at du kan dine ting, så skal der mere til at feje dig af banen, og du får modet til at byde ind med forslag og sige din mening højt.

3. Vær dig selv

Det eneste, som reelt forhindrer os i at være autentiske, er vores egne tanker: ”Vil de andre kunne lide mig, hvis jeg siger min mening?” Vi er simpelthen så bange for, at andre ikke kan lide os eller for at begå fejl. I virksomheder med nulfejlskultur vil medarbejdere ofte være nervøse for at vise omverdenen, hvad de tænker og mener. I forhold til at trænge igennem er det vigtigt, at du er dig selv. Det er nemlig langt mere troværdigt, end hvis man glider med strømmen, holder hovedet nede og taler andre efter munden. Dermed ikke sagt, at det er nemt, men når du opfører dig autentisk, vil du nemmere blive hørt.  

  "Det handler om at skabe tillid til dig som person".  

 

4. Tillid er nøglen

Projektledere har den særlige udfordring, at de ikke har personaleansvaret. Deres ressourcer er ofte allokeret fra linjeledelsen, og mange arbejder på flere projekter samtidigt. Mennesker er tit sådan indrettet, at de vil have en tendens til at gå mod det sjoveste projekt og den mest motiverende projektleder. Derfor handler det om at skabe tillid til dig som projektleder og skabe en forståelse for, hvad dit projekt handler om. Hvis det fundament er på plads, vil det nemlig være nemmere for dig at komme igennem med dine budskaber.

5. Det er ikke de andres skyld

Noget, jeg ofte møder på min vej, er personfnidder og konflikter på arbejdspladsen. Det kan være en dominerende kollega, som fylder meget, eller en kollega, som sjældent får leveret til tiden. På mine kurser og i coachingsessioner hører jeg, hvor meget energi der bliver brugt på disse typer af småkonflikter, og hvordan det påvirker arbejdslivet. Men den slags personer vil altid være der, og de må ikke blive forklaringen på, hvorfor man ikke siger eller gør, som man egentligt har lyst til. Igen er vores tanker en stor del af katalysatoren for vores gennemslagskraft.

6. Slå ørerne ud og lyt

Det kan virke paradoksalt, at du får lettere ved at blive hørt, hvis du lytter, men det mener jeg faktisk meget alvorligt. Når du evner at indleve dig i modpartens verden og være åben, selvom du ikke nødvendigvis er enig, så vil du få skabt en relation og en dialog med andre, som også vil hjælpe dig med at blive hørt.

7. Øv dig på at blive hørt

Hvis du ikke er født med en naturlig evne til at trænge igennem, skal du øve dig. Gennemslagskraft kan heldigvis læres, men det kræver, at du øver dig. Du kan enten tage på kursus eller få en person, du stoler på, til at give dig nogle konstruktive indspark, så du kan udvikle dig. Har du tendens til at tale lavt, så skru op for volumen, når du gerne vil høres. Forbered dine bedste argumenter, så de sidder på rygraden, og du viser, at du kan dine ting. Og bliv ved med at øve dig. Når du oplever, det virker, så vil det virke selvmotiverende.  

Kurser i gennemslagskraft