Mannaz A/S udnævner ny CEO

Bestyrelsen for Mannaz A/S har pr. 1. juni 2020 udpeget en ny CEO. Marianne Egelund Siig sætter en ambitiøs retning for udvikling af mennesker og organisationer.
·

Bestyrelsen for Mannaz A/S har pr. 1. juni 2020 udpeget en ny CEO. Marianne Egelund Siig sætter en ambitiøs retning for udvikling af mennesker og organisationer.

Midt i en Corona-krise præget af usikkerheder tiltræder Marianne Egelund Siig som administrerende direktør hos Mannaz.

Bestyrelsesformand Lilian Mogensen glæder sig til samarbejdet: ”Marianne Egelund Siig er den helt rigtige profil til at stå i spidsen for Mannaz. Vi glæder os til at byde Marianne velkommen og er sikre på, at hun med sin store erfaring og gode personlige værdier vil være til stor glæde for vores kunder, medarbejdere og associerede partnere over hele verden.”

Glæden er gensidig: ”Jeg er stolt og ydmyg over at træde ind og lede en af Danmarks største udbydere af kurser og uddannelse,” siger Marianne Egelund Siig. ”En organisation, som i over 45 år har været et fyrtårn indenfor kompetenceudvikling og forandringsprocesser.”

Digital satsning kommer stærkt i spil

”Det er et helt specielt tidspunkt at overtage ledelsen. Mannaz’ portefølje af stærke uddannelser sammen med den strategiske satsning på digitalisering og bæredygtig omstilling gør os dog godt rustet til at udvikle og rådgive organisationer og ledere i denne turbulente tid,” siger hun. ” Jeg glæder mig over at kunne indgå i et stærkt ledelsesteam og på et hold, der skaber værdi selv i den svære tid, vi står i.”

Lilian Mogensen fortsætter ”Mannaz har under krisen nydt godt af de senere års satsning på at levere over distancen. Mange kunder, både i kursus- og konsulentdelen af Mannaz’ forretning, har længe foretrukket digitale og virtuelle leverancer, hvilket har givet Mannaz en fordel, da krisen satte ind.”

Bæredygtighed, digital transformation og øget konkurrenceevne

En bemærkelsesværdig lederkarriere, både fra konsulentbranchen og fra lederstillinger i Nordea, er baggrunden for udnævnelsen af Marianne Egelund Siig, som i sin karriere har stået for fornyelse. Hun er optaget af at sætte nye standarder for ledelse, kompetence- og organisationsudvikling.

Marianne Egelund Siig har arbejdet sammen med anerkendte, internationale Business Schools og engageret sig i den offentlige debat om ledelse. I de seneste år har hun været én af de toneangivende stemmer omkring ledelse og diversitet, hvor hun er anerkendt som en førende rådgiver.

”Vi er dedikerede til at udvikle mennesker og organisationer i hele verden – indsatser, som øger konkurrenceevne, bæredygtighed og digital transformation,” siger Bestyrelsesformand Lilian Mogensen. ”Det kræver, at vi trækker på hele talentmassen og derfor er diversitet også et vigtigt emne for Mannaz.”

Rødder hos ingeniører og i STEM-fagene

”Mannaz’ værdigrundlag med mennesket i centrum har tiltrukket mig, og matcher den, jeg er og det, jeg står for. Og jeg ved, at vi med denne tilgang og Mannaz’ rødder hos ingeniører og i STEM-fagene kan bidrage og gøre en forskel i arbejdet med den bæredygtige og digitale transformation,” siger Marianne Egelund Siig. ” Jeg er sikker på, at Mannaz’ nordiske tilgang øger gennemslagskraften både i Norden og i Mannaz’ nuværende og fremtidige internationale markeder.

Det er et meningsfuldt arbejde, og jeg glæder mig til at møde medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, så vi i fællesskab kan tage de næste skridt. Det er Mannaz´ rejse, men også dén vigtige rejse mod bæredygtig og digital transformation, som alle organisationer, ledere og medarbejdere – ja, hele vores samfund står over for.”

Direktionen i Mannaz udvides

I forbindelse med tiltrædelse af ny Administrerende direktør i Mannaz A/S udvides direktionen med Mette Skøt som Kommerciel direktør. Direktionen består således af Marianne Egelund Siig (CEO), Martin Søgaard Nielsen (CFO) og Mette Skøt (CCO). Mette Skøt har ansvaret for konsulentforretningen i Danmark og globalt samt for den kommercielle strategi på tværs.

Her kan du downloade pressemeddelelsen og Marianne Egelund Siig’s CV.

Yderligere information? Kontakt venligst:

Lilian Mogensen
Bestyrelsesformand, Mannaz A/S
E-mail: lilian.mogensen@mannaz.com
Telefon: 4040 1260

Marianne Egelund Siig CEO Mannaz

Marianne Egelund Siig
CEO, Mannaz A/S
E-mail: mes@mannaz.com
Telefon: 6155 3975

The potential is people