Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Et kongeligt projekt

8. november 2012 - Heidi Fjelsted, Redaktør

Selvom ansvaret for restaureringen af Frederik VIII’s palæ var en drømmeopgave for Noah Boe-Whitehorn, var der tidspunkter, hvor projektet nærmede sig et mareridt. I denne artikel tager vi med Noah Boe-Whitehorn på rejse gennem restaureringen af Frederiks VIII’s palæ og får et indblik i hans læring på rejsen.

Hvad er en drømmeopgave for dig? Da Noah Boe-Whitehorn, der er restaureringsarkitekt, i 2006 fik tilbuddet om at restaurere Frederiks VIII’s palæ, var han ikke et sekund i tvivl om, at det var en sjælden drømmeopgave, han stod over for. Ikke så meget på grund af palæets kongelige beboere i form af kronprinsefamilien, men snarere fordi det var en unik mulighed for at arbejde med en historisk bygning i rokokostil med en spændende fortælling. Men er det at få en drømmeopgave også det samme som at sige, at noget vil være nemt? Slet ikke. Restaureringen af Frederik VIII’s palæ skulle vise sig at byde på mange udfordringer undervejs – og ikke kun på det tekniske plan. Noah Boe-Whitehorn måtte nemlig også se i øjnene, at han var nødt til at styrke sin værktøjskasse inden for projektledelse for at komme nemmere i mål.

Fra adelsboliger til kongehus

Tilbage til palæet: Frederik VIII’s palæ blev oprindeligt bygget til en adelsfamilie og var sammen med de tre andre palæer, som i dag udgør Amalienborg, bærende elementer i en ny bydel. Men det gik ikke helt som planlagt. Noah Boe-Whitehorn uddyber: ”Adelsfamilien gik fallit, og palæet gik tilbage til bygherren. Herefter fungerede palæet i mange år som kadetakademi, og det var først, da kongefamilien blev gjort hjemløse ved en stor brand, at palæerne gik fra at være adelsboliger til at være kongehus.” Oprindeligt blev palæet bygget på bare to år i 1750´erne. Til opgaven brugte man omkring 500 arbejdere. Til sammenligning blev årene fra 2004 til 2010 brugt alene til restaureringen, og det siger lidt om udviklingen inden for forbruget af mandetimer kontra hastighed. Selvom mange oplever de fire palæer som imponerende, er de på europæisk slotsplan meget beskedne. ”Palæerne er på størrelse med de royale sommerhuse i resten af Europa. Kongeslottet i Norge er på 20.000 kvadratmeter, og det i Sankt Petersborg er på 40.000 kvadratmeter. I det perspektiv virker de 4.500 kvadratmeter, som Frederiks VIII’s palæ rummer, pludselig ikke som så meget,” fortæller Noah Boe-Whitehorn.

Unoder i det gamle palæ

Da Noah Boe-Whitehorn gik i gang med opgaven, kunne han og sit team med det samme konstatere, at der var kommet nogle åbenlyse unoder ind i det gamle palæ. ”Der var nogle moderne køkkener fra 70´erne, som slet ikke passede ind, og der var noget underlig rørføring. Vi restaureringsarkitekter er forfærdelige metodiske, og vi udarbejder kæmpe rapporter, som dokumenterer hvert eneste led. På den måde kom vi også virkelig til at kende det gamle palæ. Vi gik nemlig grundigt til værks, og vi skrabede lagene af, til vi fandt det oprindelige. Men man må samtidig ikke glemme, at det også er meget dyrt at være grundig.” Der blev lagt en plan for restaureringen, som udgik fra nogle enkle grundlæggende principper. Noah Boe-Whitehorn: ”For det første ville vi holde os til den oprindelige rokokostil. For det andet ville vi genskabe den sen-empire, som slottet også er skabt i, og for det tredje ville vi skabe nogle tilføjelser fra vores egen tid, som vi kunne stå inde for.”

Der er altid overraskelser

Måske var de grundlæggende principper enkle, men hvordan fik Noah Boe-Whitehorn omsat det til et effektivt projekt? ”Det var naturligvis vigtigt at styre byggepladsen. Der var mellem 100-120 håndværkere, de fleste af dem specialhåndværkere, tilknyttet projektet. Palæet som sådan er traditionelt opbygget, så det var mere interiørdelen, som var svær. Vi vidste, at vi ikke bare kunne køre derudad på autopilot, for der kommer altid overraskelser, og vi havde ingen fejlmargin. Derfor stod jeg med et projekt, som jeg vidste ville byde på mange tilretninger og justeringer. Jeg valgte fra starten at bruge min nysgerrighed til at løfte og håndtere de mange forandringer.” Og hvad var det så for nogle overraskelser, som det gamle palæ gemte på? Noah Boe-Whitehorn uddyber: ”Vi fandt bl.a. et loft med våbenskjold, som, vi først troede, var originalt, men som viste sig at være en etårs bryllupsgave fra 1880. Lidt af en gave, må jeg sige. Restaurering af loftet var noget af en udfordring for stukkatøren, for der var dele som manglede. Heldigvis var de også dovne dengang, så det viste sig, at de manglende stykker var gemt neden under gulvet. På den måde lykkedes det os at restaurere loftet helt. Men at det loft fandtes, kunne vi umuligt have forudset.”

Tæt på katastrofen

Uforudsigeligheden viste sig at være en fast følgesvend til restaureringsprojektet. Præcis som forudset. ”Det var svært at være nøjagtig på omkostningerne, fordi der skete uventede ting. I sådan et palæ er udgifterne store, fordi tingene er store og komplekse. Fire måneder før vi skulle aflevere huset, stødte vi på den største overraskelse. Vi var ved at sætte stuk op i ankomstrummet, da håndværkerne oplevede, at ingen af skruerne bandt. Inde bag muren var det hele pilråddent. Også den mur, som holder altanen, hvor kongefamilien står og vinker. Det var ikke godt, slet ikke godt. Og det var værre endnu. Også murene i riddersalen var rådne, og hvordan skulle vi udbedre det uden at skade de forgyldte paneller? Det var alt sammen træværk og sindssygt kostbart. Hvis vi skulle rive det hele ned og bygge op igen, ville det koste 25-30 millioner, og vi ville ikke være i nærheden af at overholde tidsfristen.” Redningen kom i form af byfornyelse i 80´erne. Erfaringer herfra havde nemlig vist, at en kæmpe mikrobølgeovn kan slå både svamp og råd ihjel. Noah Boe-Whitehorn: ”Det var tæt på, men vi kom helskindet igennem affæren.”

Restaurering tilført en dosis SCRUM

Som ved de fleste projekter oplevede Noah Boe-Whitehorn, at han vidste mindst i starten. For at styrke det udgangspunkt gjorde han meget for at hæve vidensniveauet. Samtidig forsøgte han at udskyde så mange beslutninger som muligt. Han forklarer: ”Til trods for vores forarbejde tror jeg, at det er sjældent, at man accepterer så stor usikkerhed, som vi måtte. For at stille os bedre, stjal vi med arme og ben fra store it-projekter, hvor forudsætningerne også ændres konstant. Alligevel havde vi en helt anden virkelighed, da vi som arkitekter er låst fast i en byggeproces, som er etableret for 2000 år siden. Nu prøvede vi at kombinere tingene på en ny måde.” Noah Boe-Whitehorn tilførte SCRUM-projektledelse til byggeprocessen. ”Vi pakkede opgaverne ind i små selvstændige projekter. På den måde kunne vi være sikre på at være færdige med de enkeltstående projekter men ikke være sikre på at lave alt. De små projekter var afgrænset af økonomi, tid samt risici, og der var elementer, som blev sorteret fra.”

Glem ikke kommunikationen

Under en restaurering, som den på Frederik VIII’s palæ, skal håndværkerne udføre en kvalitet i deres arbejde, som man normalt ikke når. Den ambition stiller store krav til alle, forklarer Noah Boe-Whitehorn. Han fortsætter: ”I løbet af projektet stillede mange spørgsmålet: Hvem er det egentlig, som tager beslutning om hvad? Formelt set er kongehuset kun lejere. Staten er den reelle ejer, men vis mig den projektleder, som siger nej til kronprinsen? Det betød, at vi havde tre spillere i beslutningsprocessen. Det gjorde ikke kommunikationen nemmere.” Samtidig oplevede Noah Boe-Whitehorn, at kommunikationen til de forskellige håndværkere var kompliceret. ”Da jeg fik ansvaret for projektet, var jeg meget ung. Jeg lagde ud med at lede med magt, men jeg fandt med tiden ud af, at man kun kan tvinge folk så langt. Derfor sadlede jeg om. I stedet begyndte jeg at bruge en anerkende spørgeteknik. Kort fortalt handler det om at rose håndværkerne for det gode i stedet for at sætte gule sedler på det dårlige. Man præsenterer heller ikke en konklusion men laver i stedet et oplæg til diskussion, som handler om at finde fælderne og udfordringer ved en bestemt beslutning i fællesskab.”

Alle strabadserne er glemt

Da Noah Boe-Whitehorn ændrede sin ledelsesstil, var det ikke kun nyt for ham. Håndværkerne, som traditionelt kommer fra et stramt hierarki, var slet ikke vant til, at der blev talt sådan: ”Det var en stor ting for dem, at de blev opfordret til at være med til at tage beslutninger. Og at de skulle præsentere deres forslag på et fælles sprog, som også andre håndværkere kunne forstå. Alligevel oplevede de, at den ændrede stil styrkede projektet. Jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med en fantastisk samling håndværkere, som brænder for deres fag i en sjælden grad. Når man så kommer i mål, har man glemt alle strabadsere, og de ting der gik galt. Glemt er de dage, hvor jeg aldrig troede, vi blev færdige. Det eneste, man kan tænke på, er, hvor flot det hele er.”  

Noah Boe-Whitehorns gode råd til kommunikation i projektet:
 
1.   Spørg ikke om noget, hvis du ikke selv har viden på området.
2.   Spørg ikke bare for at spørge.
3.   Hav styr på din timing. Lad være med at spørge, når folk har allermest travlt.
4.   Spørg ikke, hvis du ikke interesserer dig for svaret eller ikke har tiden til at høre.

  streg1

Sådan kommer du videre

Har du kommentarer til forfatteren eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.