Personlig & faglig udvikling

6 gode råd til mere personlig power

Det positive ved personlig power er, at der ikke skal så meget til at blive bedre. Når du først indser, at det er dine egne tanker, som holder dig tilbage, går det hurtigt fremad. Læs med nedenfor, hvor du får en guide til at booste din personlige power.
·

Hånden på hjertet. Kan du sige din mening på en effektiv og konstruktiv måde? Uden at lyde en smule spids eller lidt usikker? Personlig power handler om at turde stå ved sig selv og sine holdninger. Og om at have modet til at sige fra og til – vel at mærke uden at tromle andre.

Personlig power er noget, mange af os gerne vil have mere af. Det er også en evne, vi behøver for at spille os selv på banen både på arbejdet og derhjemme. Vi hjælper dig på vej, med en 6-trins guide til at få mere personlig power:

1. Undersøg, hvornår du mangler power

Det første, du skal gøre, er at kigge på dig selv. Ikke for at finde fejl, men for at finde frem til de områder, hvor du ikke har den power, du gerne vil have. Øvelsen går ud på både at definere de situationer, hvor du faktisk har power, og de situationer hvor du ikke er helt tilfreds. Har du fx personlig power på forældremødet, men ikke når du sidder overfor chefen og skal fremlægge dit synspunkt? Eller er du flyvende på arbejdet, men mere usikker på hjemmefronten?

Typisk vil billedet være nuanceret, alt efter hvor du kan mærke, du har noget på spil. Vi er nemlig oftere usikre og holder os tilbage dér, hvor vi er bange for at miste noget. Det kan eksempelvis være at tabe kollegaernes respekt. Eller dine venners respekt. Nogle gange kan du være i tvivl om, hvor du har personlig power. I det tilfælde kan du spørge en person, du har tillid til, om hvornår han eller hun oplever, at du trænger igennem.

2. Tjek dine tanker

Når du har et overblik over, hvor du mangler personlig power, så skal du prøve at finde frem til, hvad forskellen er på den situation og den, hvor du faktisk har personlig power? Hvad er det, du tænker i situationerne med personlig power, som du ikke gør i de andre? Hvis du prøver at spørge en person med masser af power om, hvad personen tænkte, da vedkommende gik ind til chefen og bad om en lønforhøjelse, så vil svaret sikkert være: ”At jeg fortjente det!” Og hvis chefen var uenig, kunne hun jo bare sige nej. Omvendt ville tankerne spænde ben i den samme situation for en person uden masser af personlig power. Her ville tankerne snarere være: ”Åh nej, jeg bliver sikkert fyret, hvis jeg spørger”.

Personlig power handler om at have en positiv tilgang til tingene og om at tænke i positive scenarier. Du kan genkende forskellen til en reception, hvor personen, som tænker i positive scenarier, kaster sig ud i snak med fremmede, fordi indstillingen er, at selvfølgelig vil andre da gerne snakke med mig. Mens den med de negative forestillinger står alene og tøver.

3. Skræm ikke livet af dig selv

Du kan altså miste din personlige power ved at skræmme livet af dig selv med negative tanker. Det kan ske, når du forestiller dig dårlige eller negative ting om den situation, du er i. Tanker som: ”Mine kollegaer vil helt sikkert synes, mine ideer er dårlige”. Eller ”Jeg er sikkert rigtig dårlig til at lave den præsentation”.

Dine negative tanker maler dig op i et hjørne, hvor du begynder at begrænse dig selv ved at tie stille, virke usikker eller måske endda småsur. Den gode nyhed er, at en vigtig del af vejen til mere personlig power netop ligger i erkendelsen af, at du er ved at skræmme livet af dig selv. Og – mest interessant – du kan faktisk stoppe dit eget benspænderi ved at tænke mere positivt.

4. Bliv mere selvbevidst

Når du forstår, hvilken rolle dine tanker spiller, fører det til øget selvbevidsthed. Spørg dig selv, hvordan det er, du gør dig selv bange. Det kan hjælpe dig med at tænke over, hvordan du kan holde op med det igen. Brug eksempelvis tanker såsom: ”Hvad er det værste, der kan ske?” og ”Er det virkelig sandt, at jeg bliver fyret, hvis jeg beder om lønforhøjelse?”

Stop dig selv, og overvej sandsynligheden af dine negative forestillinger. Det handler om at forstå, hvad det gør ved dig, hvis du tror på de negative tanker, du selv har skabt. Du vil opdage, at det er dine egne overbevisninger, som holder dig tilbage.

5. Øv dig på det positive

Du kan øve dig i at fortælle dig selv, at det er i orden at sige fra eller til, så længe du gør det med respekt for andre. Der behøver ikke at komme alverdens negative konsekvenser tordnende ned fra himlen. En af de frustrationer, vi ofte har mødt, er den med en kollega, som taler meget højt og forstyrrende i et storrumskontor. Vores negative forestillinger kan her skabe et billede af, at personen nok bliver sur eller ked af det, hvis vi gør opmærksom på, hvor meget det forstyrrer.

Men hvis vi nu prøver at sige til vedkommende: ”Du har nok ikke tænkt over det, men når du taler i telefon, har jeg virkelig svært ved at koncentrere mig. Kunne du måske prøve at tale i mødelokalet?” Med den indgangsvinkel, oplever vi, at det mest sandsynlige scenarie er, at personen ikke selv er klar over, hvor meget det larmer. Kollegaen vil formentlig fremover forsøge at tage hensyn. For selvfølgelig har de fleste kolleger ikke intentioner om at forstyrre så mange som muligt.

6. Bed om feedback

Når du går i gang med at øve dig på at få mere personlig power, er det en rigtig god idé at bede om feedback. Har du en mentor eller en leder, du kan inddrage i dit ønske om at træne denne evne, så kan du bede om feedback over de næste måneder. På den måde får du holdt et spejl op og kan se, om du bliver bedre til at trænge igennem på en god måde.

Det positive ved personlig power er, at der ikke skal så meget til at blive bedre. Når du først indser, at det er dine egne tanker, som holder dig tilbage, går det hurtigt fremad. Den næste udfordring, som opstår, er, om du har metoderne til at sige fra? Du skal selvfølgelig finde frem til nogle metoder, som virker for dig. Men metoder uden selverkendelse virker ikke, fordi man hurtigt kommer til at virke falsk. I forhold til mere personlig power er selvindsigten nemlig helt afgørende.

Held og lykke med din personlige power!

 

Viden om
Bliv inspireret indenfor personlig & faglig udvikling
Personlig & faglig udvikling Sæt power på dine budskaber

Din evne til at opnå succes afhænger bl.a. af din gennemslagskraft. Det handler om at lære dig selv og din krop bedre at kende. Bliv inspireret til at skrue op for din personlige power.

Personlig & faglig udvikling Personlig power retter op på ubalancerne

At udvikle sin personlige gennemslagskraft har også en masse fordele på arbejdspladsen. I denne artikel fortæller en Senior Process Driver fra Lundbeck, hvordan personlige power har forbedret hendes arbejdsliv.

Personlig & faglig udvikling 6 gode råd til mere personlig power

Det positive ved personlig power er, at der ikke skal så meget til at blive bedre. Når du først indser, at det er dine egne tanker, som holder dig tilbage, går det hurtigt fremad. Læs med nedenfor, hvor du får en guide til at booste din personlige power.

The potential is people