4 tips til at ”resette” dit lederskab

16. marts 2018 - Del siden

Din sindstilstand er styrende for kvaliteten af dine resultater. Derfor bør du have fokus på at udvikle dine indre ledelseskvaliteter såsom empati, fokus og nærvær. Mentale teknikker til at ”resette” har været anvendt med gode resultater i årtusinder – så hvorfor ikke bruge dem i din ledelse? Læs med, og bliv inspireret til at finde tilbage til dit fokus og opnå indre ro i pressede situationer.

I en travl hverdag er det helt naturligt at blive stresset, irritabel og miste overblikket fra tid til anden. Når det sker, er det nemt at slå over på autopilot og måske komme til at reagere på en måde, der ikke er optimal. Som leder kan din evne til at genfinde fokus og balance i pressede situationer være afgørende for, at du får succes med det, du gerne vil, og at dine beslutninger er kvalificerede.

Det handler om at arbejde med dit personlige lederskab. Du skal gå et spadestik dybere ind i dig selv og dine reaktionsmønstre, hvilket du bl.a. gør ved at mestre teknikkerne til at ”resette” dig selv, som handler om at komme tilbage til en rolig og balanceret tilstand.

Fokus og nærvær er vigtige egenskaber at besidde som leder. For tallene taler deres tydelige sprog: Ifølge studier bruger vi i gennemsnit 47 procent af vores arbejdstid på at tænke på andre ting end den opgave, vi arbejder med. For eksempel har 7 ud af 10 ledere svært ved at bevare fokus i møder. Derfor er det som leder meget væsentligt at arbejde med andre aspekter end traditionel lederudvikling – du skal kigge indad: Hvad er det for et fundament, jeg bygger mit lederskab på? Hvad er mine personlige ledelseskvaliteter? Hvordan undgår jeg at miste fokus? Og hvordan kommer mine egne antagelser og reaktionsmønstre ikke til at stå i vejen for nye muligheder og godt samarbejde? Det handler om at bevare fokus og en rolig sindstilstand og derved opnå større klarhed og performance.

Mindtraining vinder indpas

Arbejdet med at ”resette” sig selv og bevare balancen i pressede situationer gør brug af teknikker, der har været kendt i årtusinder, koblet med de nyeste landvindinger inden for neuroscience og hjerneforskning. Det er elementer af mindfulness og meditationstræning, der gør os i stand til roligt at vende tilbage til fokus og ligevægt, når tankerne vandrer. Hvis vi ikke gør dette, mister vi vores mentale fodfæste. Og der er gode grunde til, at mental træning og meditation bruges af blandt andet topatleter og vinder mere og mere indpas i erhvervslivet.

Vores sindstilstand er styrende for kvaliteten af vores resultater. Den gode nyhed er, at vi heldigvis kan træne vores sind og vores muskel øverst oppe – hjernen. Når ledere træner og praktikserer mindfulness- og meditationsteknikker og arbejder med sig selv samt sit lederskab på den måde, forbedres både effektiviteten, produktiviteten og samarbejdskulturen. Og vi oplever i meget høj grad, at de ledere, der arbejder med det, oplever både stressreduktion og en højere grad af fokus og mental ligevægt.

Paradigmeskift i fremtidens ledelse

Teknikkerne har også vundet indpas blandt topledere fra LinkedIn, Ford, Google og Twitter. Der er tale om et paradigmeskift og en ny måde at anskue ledelse på.
For nogle år siden var coaching som begreb lidt grænseoverskridende, men det er det ikke længere. I dag er det mere og mere anerkendt, at ledere skal arbejde med deres menneskelige kapaciteter og ikke blot deres kompetencer. I dagens ledelseskontekst er det ikke nok at være effektiv og resultatorienteret som leder. Andre egenskaber efterspørges i lige så høj grad, for eksempel empati, kreativitet, fokus, integritet, modstandsdygtighed, emotionel intelligens og nærvær – de indre ledelseskvaliteter. Det handler ikke bare om at løbe hurtigere, men om at kunne navigere i kompleksitet og bevare overblikket. Og det kræver, at du som leder kan sætte endnu et led ind i ligningen og ”resette” dig selv til en fokuseret og balanceret sindstilstand.

4 tips til at ”resette” dit lederskab:

1. Øv dig i at være til stede
De fleste af os bruger en stor del af vores arbejdstid i møder, men alle har nok oplevet, at vi ofte har tankerne et andet sted. Måske er vi allerede ved mentalt at forberede næste møde eller tjekke mails. Hvis du træner din evne til fokuseret opmærksomhed, hjælper det dig til at være fuldt til stede og have mere effektive møder.

2. Undgå forstyrrelser og multitasking
Forskning har tydeligt bevist, at multitasking både sænker den samlede effektivitet og får os til lave flere fejl. Alligevel er det normalt, at vi prøver at læse på vores telefon, samtidig med at vi fører en samtale eller skifter mellem forskellige opgaver, når vi sidder foran computeren. Opmærksomhedstræning giver bedre impulskontrol, hvilket hjælper os med at opdage, når vi bliver forstyrret eller bliver “suget ind” i en anden opgave. Ved at opdage impulsen kan vi standse den og føre opmærksomheden tilbage til den opgave, som er mest vigtig.

3. Husk pausen!
En kort pause for at “resette” til en rolig sindstilstand, inden man går i gang med den næste opgave, kan forbedre effektivitet og mindske fejl. Stop op – og tag tre rolige, dybe vejrtrækninger. For eksempel praktiserer en del kirurger at holde en kort, fokuseret pause inden en vigtig operation, så alle kan samle tankerne, komme til ro mentalt og fokusere på opgaven – for fejl opstår typisk der, hvor personalet på grund af stress glemmer enkle og grundlæggende ting. Du kan give dig selv en pause eller måske eksperimentere med metoden på fællesmøder for at sikre, at alle er mentalt til stede, når mødet går i gang.

4. Kend dine reaktionsmønstre
Når du har indsigt i dine egne mønstre, kan du fange og standse uhensigtsmæssige reaktioner, inden de fanger dig. Prøv med denne øvelse:

  • Tænk på tre svære situationer, der opstod den seneste uge (fx en kollega der vrissede af dig, du fik en feedback, som var svær at tage imod, eller en pludselig ildebrand opstod, som du skulle slukke).
  • Skriv ned: Hvad var min første reaktion? Hvilke følelser fik jeg i det øjeblik, situationen indtraf? Hvilke tanker havde jeg? Hvordan valgte jeg bevidst eller ubevidst at reagere og handle?
  • Øv dig i at stoppe op, når situationen opstår, og mærk din egen følelsesmæssige og tankemæssige reaktion. Træk vejret, og fald til ro.
  • Overvej dernæst: Hvad vil være den mest hensigtsmæssige respons lige her?

 

Ledelse

Dit personlige lederskab

Selvindsigt er afgørende for, om du er en god leder. Lær dig selv og dine personlige ressourcer bedre at kende, så du opnår følgeskab, engagement og bedre relationer med dine medarbejdere.

2 dage 9.999 kr
Læs mere