Det er bare en historie. Sådan siger vi ofte til børn, der er blevet bange for uhyret i en skræmmende film eller bog. På den måde ønsker vi selvfølgelig at trøste dem og forsikre dem om, at skovtrolden eller øksemorderen ikke ligger på lur under deres seng, når de sover. Andre gange kan børn (og voksne) være lidt for optaget af fantasifulde helte, der flyver rundt i universet og udøver urealistiske heltegerninger, og vi kan igen få lyst til at sige:” Det er jo bare en historie”. På den måde vil vi sikre, at børnene lærer at kende forskel på den virkelige verden, og det som blot er fantasifuld pjank. Men måske er historier mere end blot fantasifulde “historier”. Måske er det et væld af viden om den menneskelige eksistens og en oase af information om, hvordan vi kan tackle livets problemer og udfordringer.
Fakta er det, at vi lever med og i historier det meste af vores liv; ja, nogle ville måske påstå, at de udgør hele vores liv. I 2010 da den amerikanske præsident Obamaskulle afholde sin “State of the Union”-tale til nationen måtte embedsapperatet flytte datoen nogle dage. Hvorfor? Simpelthen fordi der på samme tidspunkt var sæsonafslutning på den populære tv-serie Lost, og man vidste at millioner af amerikaner hellere ville se og opleve, hvordan det endte med deres tv-helte/skurke, end at de ville høre deres præsident fortælle om planerne for verdens mægtigste nation. I årevis havde tv-seerer fulgt denne fantasy-historie i fjernsynet, og selvom det ”bare” er en historie, så var figurerne i serien blevet til en del af manges liv. Derfor var det en håbløs kamp for Obama at vinde, og han gjorde sikkert klogt i at flytte sin tale til en anden dag, hvor folket havde tid til at lytte.
Det moderne menneske er blevet både storforbruger og skaber af historier i et hidtil uset omfang.Vi ser film, tv-serier, dokumentarer, realityshows på både internettet og i fjernsynet; vi læser bøger, blade og konsumerer nyheder døgnet rundt, både når vi spiser morgenmad i køkkenet og sidder i bilen på vej til arbejde. Vi er helte i historien, når vi spiller fantasifulde computerspil, hvor (særligt) de unge kan bruge oceaner at tid på, at finde et magisk sværd i World of Warcraft eller måske gennemføre den sidste bane i skydespillet Call of Duty. Vi lever og omgiver os med historier dagen lang.
I denne artikel vil vi se på, og komme med bud på, hvordan man kan bruge disse historier, vi alle lever, i den hjælpende samtale coaching. Historier kommer ikke ud af det blå, men er skabt af mennesker, og det er artiklens påstand, at den rigdom af viden og information, som du kan finde i historier af enhver slags, kan være en hjælpende drivkraft og metode i en coaching-samtale, der har som formål at hjælpe et menneske med en given problemstilling. I den narrative coaching tradition(tilgang) er det også historier, der er centrale i den hjælpende samtale. Men hvor narrativ coaching ofte har blik for fokuspersonens evne til at sætte sit eget problem ind i en fortælling(narrativ) og på den måde skabe nye, gerne bedre(brugbare), historier i sit liv, så har story-coaching også et blik for aktivt at bruge de historier, som allerede findes i litteraturen, myterne, film osv. På den måde kan denne metode ses som en forlængelse af den narrative coaching, der både har blik for evnen til at skabe nye og bedre narrativer, og at bruge eksisterende historier som en del af en coachingen. Målet er selvfølgelig at hjælpe fokuspersonen på bedste vis i samtalen, og med denne tilgang får coachen en bredere “værktøjskasse”.
I denne artikel vil vi forsøge at komme med en overordnet coachmodel, som du kan bruge som ramme for en hjælpende samtale. Derudover vil vi bruge Joseph Campbels Hero Cycle som inspiration til en spørgemodel, som kan bruges, når du aktivt benytter historier som et hjælpende redskab i coachingen. Til sidst vil vi også komme med en historiecase, som kan være med til at belyse, hvordan denne model kan bruges i praksis.
Først vil vi dog, ganske kort se på, hvorfor vi som mennesker “bruger”/fortæller historier, og hvorfor de kan være hjælpsomme i coaching.
Når en fokusperson kommer til en coach, er det i udgangspunktet fordi, der er et problem eller en udfordring, som der ønskes en løsning på. Ofte kan den løsning handle om, at få mulighed for at reflektere over muligheder og ønsker i fokuspersonens liv, men udgangspunktet er, at der er en tvivl, noget der nager eller et problem. Og her deler coachingen slægtskab med historien. For alle historier handler om problemer, og de forsøgte og ofte mislykkede forsøg på at løse dem. Ifølge Jonathan Gotshell i “The storytelling Animal – how story makes us human”, så er der en universel grammatik i historier, der på tværs af kulturer, alder og genre altid handler om mennesker med problemer. Fra falde-på-halen komedier, actionblæsende biljagter til de græske tragedier har de alle det til fælles, at de indeholder en hovedperson i et ofte alvorligt problem af en eller anden art. Vi er draget af historier, og jo flere og alvorligere problemer jo bedre. Ifølge J. Gotshell så kan man stille enhver historie op efter følgende simple model :
Enhver historie handler altså om et menneske med et problem, og vi følger så dramaet og den forsøgte løsning. Og her er det, at historier deler slægtsskab med coaching – som jo også har problemet og den forsøgte/ønskede løsning som centrum. Livet er jo ikke, som vi håber de fleste har erfaring med, ikke kun problemfyldt. I vores hverdag er der masser af stunder, som er aldeles udramatiske. For et eksempel sidder vi nu og skriver på vores computere og drikker en kop kaffe. Ingen problemer her, ingen udfordringer der skal overvindes og dermed heller ikke noget spændende at fortælle. Det er faktisk lidt kedeligt, men på en rar måde. Men når det handler om historier, ja så er det ikke godt stof.
I litteraturen har eksperimenterende forfattere gennem tiderne forsøgt sig med skrive historier, som ikke indeholdt nogen problemer eller drama og som har forsøgt at skildre livet som det også kan være, når en almindelig hverdag bare kører derud af. Denne genre er blevet kaldt hyperrealisme og kan for et eksempel beskrive en dag i en mands liv, hvor der ikke sker noget som helst. Det er måske et spændende eksperiment, men som Jonathan Gotshell skriver, så er der bare ikke nogen, der gider at læse det. Det er simpelthen for kedeligt og tager ikke højde for, at gode historier skal indeholde et godt problem. Som han skriver :” Hyperrealist fiction is valuable mainly for helping us see what fiction is by showing us what it isn’t. Hyperrealism fails for the same reason that pure wish fulfillment does. Both lack the key ingredient of story: the plot contrivance of trouble.”
På same måde kan man sige, at også en god coaching skal, som nævnt, have udgangspunkt i et problem. Ellers kommer samtalen til at mangle nerve, og den tilsigtede hjælp synes at fortone sig i tågerne. Hvis man som coach kan mærke, eller får på fornemmelsen, at samtalen ikke rigtigt har nogen nerve, så kan det være et godt tidspunkt i samtalen at tjekke med fokuspersonen, om man taler om det rigtige. Hvad er problemet, og er der overhovedet et problem kan være hjælpsomme spørgsmål, der kan give tiltrængte forstyrrelser og mulig fremdrift i samtalen. Og derfor kan det være hjælpsomt at bringe historier på banen, da de indeholde problemer, som fokuspersonen kan genkende sig selv i.
Så historier kan bruges i coaching, fordi de indeholder en rigdom af problemer, og der er stor sandsynlighed for, at coach og fokusperson i fællesskab kan finde inspiration og/eller viden i eksisterende historier. En af styrkerne ved at bruge historier i samtalen er, at de på én gang kan være både derude i verden på skærmen og i bøger og samtidig føles så utroligt tæt på vores levede liv. Dette giver for coachen muligheder for både at eksternalisere problemet via historier, som man kan gå på opdagelse i og se alle mulige perspektiver og løsninger i – samtidig med at fokuspersonen kan leve sig ind i de foretrukne og valgte historier. Ligesom i den narrative coaching er den eksternaliserende metode brugbar til at holde problemet ude af fokuspersonen og giver mulighed for, at man i fællesskab kan undersøge forskellige vinkler fra sikker afstand. Men man kan også leve sig ind i historierne, hvis det er det, som samtalen kalder på.
Udover at indeholde problemer er der også altid en mening i historier. Der er et budskab – noget der gerne vil fortælles. Mening er en indbygget komponent af enhver historie, som modtageren /fortolkeren vil forsøge at afkode. På samme måde kan vi sige, at en fokusperson (eller ethvert menneske) er i en stadig proces med at fortolke og finde mening i sit liv. I coachsamtalen er det problemet, som coach-fokusperson får afklaret i kontraktfasen, der skal forsøges at findes mening i. Ligesom vi er et historiefortællende/brugende væsen, således er vi i den grad også et meningssøgende væsen.
Vi søger mønstre og mening i alt. Det har været en evolutionær overlevelsesmekanisme som vi har haft succes med, som videnskabsjournalisten Michael Shermer skriver i “The Believing Brain – how we construct beliefs and reinforce them as truths”. Her beskriver han blandt andet, hvordan stenaldermennesket havde brug for at kunne se mønstre, hvis de ville overleve på den ofte farlige savanne. Hvis vi forestiller os en stenaldermand, der hører en raslen i det høje græs, så kan det betyde liv eller død, om han tror, det er en farlig tiger på lur, eller om det blot er vinden, der suser i græsset. Hvis han tror, at det er en farlig tiger, men det blot var vinden, ja så har han lavet en såkaldt Type 1 fejl i kognition. Han troede, at der var et meningsfyldt mønster (susen i græs = farlig tiger), som ikke var der. Hvis han derimod troede, at det blot var vinden, men der var en farlig tiger, ja så havde han misset et mønster og begået en Type2 fejl i kognition – hvor han troede noget var uvirkeligt men det var det ikke. Resultatet er så bare her, at han blev spist af tigeren. Derfor har det givet mening for os at kunne se mønstre og finde mening i de ting vi ser og hellere en gang for meget. Som Michael Shermer skriver: ” We are descendants of those who were most succesful at finding patterns. This process is called association learning and is fundamental to all animal behavior, from C. elegans to H. sapiens. I call this process patternicity, or the tendency to find meaningful patterns in both meaningful and meaningless noise.”
Dette understrenger hvor vigtigt det er for os mennesker at finde mening og i den hjælpende samtale kan historier, som har dette som deres dna, være en hjælpsom resurse
Et andet eksempel på meningsdannelse finder vi hos den amerikanske filosof Daniell Dennett. I hans bog “Consciousness explained” bruger han en slags psykoanalytisk festleg til at beskrive, hvor vigtigt det er for vores hjerne at finde mening. Legen går ud på at en person sendes ud at rummet med beskeden om, at han skal gætte en drøm, som en af de andre deltagere i rummet har haft. Han skal forsøge at finde ud af historien i denne drøm ved at stille deltagere spørgsmål. Han må spørge om hvad som helst, men deltagerne må kun svare ja eller nej. Når han (forsøgspersonen) så er gået ud af rummet så får deltagerne at vide, at de skal svare ja eller nej alt efter hvilket bogstav hans spørgsmål ender på. Hvis det ender på a-j ’ja’ så svares der ja, fra j-å nej. Der er altså ingen drøm men blot et rum fyldt af deltagere, der svarer tilfældig.Dette ved forsøgspersonen jo ikke, og han går straks i gang med at udspørge deltagerne om denne drøm, som en har haft. Og efter en 10-15 min. stopper facilitatoren legen og forsøgspersonen bedes fortælle, hvad drømmen gik ud på. Ofte kan det nemt lade sig gøre, da de (tilfældige)informationer pludselig bliver sat sammen til en slags sammenhængende historie. Daniell Denett skriver :” …the current expectations, concerns, obsessions, and worries of the victim will lead to framing questions or hypotheses whose content is guaranted to reflect those interests, and so a “story” will unfold in the perceptual system without an author.”
Indtil videre har vi set på problemer og mening som havde et slægtskab mellem coaching og historier. Det sidste vi vil se på er den legende tilgang, som brugen af historier kan tilbyde i en hjælpende samtale.
Som vi så i afsnit1, så kan det godt tænkes, at vi også fortæller/bruger historier af den simple årsag, at det er underholdning. Det er næring til vores sulte hjerne, der måske nyder at finde mening og mønstre i det den ser, mens den samtidig lærer fra andre menneskers erfaring. Når vi bringer historier ind i coaching, bringer man samtidig et legende element ind. Fokuspersonen får mulighed får at se sit eget liv(problem) i lyset af måske Batmans eventyr, Odyssus’ kvaler eller Den tapre tinsoldats perspektiv. Dette perspektivskift kan være den rette forstyrrelse, som samtalen har brug for, og det er vores erfaring, at den samtidig bibringer en legende stemning. Måske er det fordi, vi stadig som voksne tænker, at det er jo bare en historie og dermed for en stund kan se vores problem fra en ikke så alvorlig synsvinkel. Og når det nu alligevel bare er noget, vi leger i samtalen, kan det ofte give fokuspersonen mulighed for at tænke/reflektere mere frit og kreativt. Som i den narrative tradition kan man både lege med at holde problemet på afstand (eksternalisering), og man kan for en kort stund besøge forskellige karakterers perspektiver fra en film eller historie. Denne metode kender vi fra multivers-tanken i systemisk coaching og fra antropolog-feltet i Karl Tomms spørgemodel.
Der er et eller andet i historier som giver os en lyst til at lege med perspektiver. Måske er det, som tidligere nævnt, fordi vi som børn brugte masser af timer som helte, prinseser, trolde, cowboys, at vi får lyst til at lege,når vi indtager forskellige roller. De fleste voksne kender også til den legende stemning en udklædningsfest kan skabe, når voksne pludselig er iført heltekostumer og lignende. Denne legende stemning som ofte kommer med historierne kan give en hjælpende effekt i samtalen, og måske give fokuspersonen nye handlemuligheder. Eksternaliseren i den narrative coaching kan selvfølgelig også være legende og dermed opfylde samme formål, men det er vores erfaring, at de narrative teknikker ofte også bibeholder en seriøs og alvor stemning. Det kan skyldes, at der ofte tages udgangspunkt i fokuspersonens egen historie og ikke de historier, som vi lever i og med.
Med historier bliver der mere plads til leg i coaching. En leg der vel og mærke fordrer refleksion, og giver fokuspersonen mulighed for at se på sit problem på nye og måske mere ønskværdige måder. Og her er det, at vi ikke må glemme, hvad historier også er. Det er erfaringer, viden og information, som andre mennesker har tænkt og måske levet før os. Det er et væld af visdom som bare ligger og venter på at blive udfoldet og hjælpe fokuspersonen i coachingen. Og hvis vi tør antage, at vi mennesker minder om hinanden, og hvis vi tør sige, at vi godt kan spejle og lære af hinandens perspektiver – ja så er historierne gode at dykke ned i den hjælpende samtale.
Jeg vil afslutte dette afsnit med en pointe fra den franske filosof og tidligere udenrigsminister i Frankrig Luc Ferry, som peger på at før filosofien i det gamle Grækenland blev abstrakt og måske svær at forstå for mange mennesker – ja, så levede de samme filosofiske pointer i myterne og historierne. Han har særlig forkærlighed for den græske myte, når han skriver:
“The extraordinary linguistic afterlife of classical mythology is clearly of significance. There are deep-seated reasons for this singularphenomenon – no philosophical system, no world religion, not even the bible, can claim equivalent importance – whereby the canon of classical mythology, even where there is complete ignorance of its real sources, can claim so unshakeable a presence in our common culture. No doubt this is due in the first place to the fact that it proceeds from concrete stories rather than, as with philosophy, from abstract concepts.”
Overleverede historier som mennesker har givet hinanden for netop at kunne møde og løse de problemer, som vores menneskelige liv vil byde os hver for sig og sammen.
Historier tager udgangspunkt i vores liv.
I det følgende vil vi give et bud på, hvordan man kan bruge historier som et effektivt redskab i coaching. Der vil blive præsenteret et bud på en model, som du kan bruge som en ramme for en hjælpende samtale, men det er indledningsvis vigtigt at slå fast, at dette kun er en mulig fremgangmåde, og at historier kan bruges på alle mulige måder. Derudover er story-coaching også tænkt som en overordnet forståelse og derfor kan denne metode også bruges i forskellige coachretninger med forskellige teoretiske ophav. På den måde kan du altså både i systemisk coaching og evt. psykodynamisk coaching gøre brug af denne tilgang samtidig med, at du som coach er tro overfor din egen coachteori og forståelse. Hvordan man bruger historierne med fokuspersonen i samtalen, hvordan man vælger at spørge ind, og hvordan man bruger dette til at hjælpe kan afhængige af din personlige præference som coach.
Sådan kunne modellen se ud grafisk.
Som det ofte er tilfældet i hjælpesamtaler, så starter samtalen med at identificere fokuspersonens problem – og gøre løsningen af denne til omdrejningspunkt. Denne kontraktfase handler i story-coaching om at få fokuspersonen til at sætte ord og historier på sit problem og målet er mere at blive sporet ind på temaer/fornemmelser end det nødvendigvis er at have et krystalklart billede eller formulering af problemet. Som tidligere nævnt er mange tilgange mulige i denne ramme og derfor kan coachens åbningsspørgsmål have forskellige udtryk. Et muligt spørgsmål kunne for eksempel være: Hvad er du kommet for at fortælle i dag? Eller hvad er problemet? Disse spørgsmål tjener det overordnede ønske om, at tematisere og evt. identificere et problem eller ønske om udvikling. Kontraktfasen kan selvfølgelig genbesøges og genforhandles i løbet af den hjælpende samtale efter behov.
Efter at temaet for samtalen er identificeret begynder den egentlige story-coaching og coachens spørgsmål vil nu fokusere på at få talt historier, scener, plot etc. frem fra bøger, film, tegneserier, …..Kun fantasien sætter grænser, og pointen vil være, at alle problemer kan spejles i en eller anden historie, der allerede er skrevet, og som er blevet en del af vores fælles mytologiske landskab. I denne fase handler det om, at få stimuleret fokuspersonens fantasi og komme med bud på historier eller brudstykker fra historier, som der kan arbejdes med. Og når det er sagt, kan der i løbet af en sådan hjælpesamtale komme mange andre historieri spil. Men mulige spørgsmål i denne fase kunne være:
Når fokuspersonen kommer i tanke om en historie, som har noget at byde på i forhold til problemstillingen – begynder fasen, hvor coachen hjælper med udfolde historien/scenen. I denne første fase handler det mest om at blive i historien og altså ikke endnu forholde det til fokuspersonens problemstilling. Der kan også være tale om stemninger, enkelte ordudvekslinger fra en bog eller lignende. Men spørgsmålene kunne være:
Pointen i denne fase er at blive i historien og udfolde den sammen med fokuspersonen.
I denne fase kan coachen aktivt komme på banen med sine hypoteser og associationer fra historier. Det kan enten være, hvis fokuspersonen ikke selv har kunnet komme i tanke om noget, eller det kan simpelthen være et supplement til det, der allerede er talt frem. Men det er vigtigt, at coachen også kommer på banen og viser, at de historier vi lever med er fælles gods, som vi kan undersøge sammen. På den måde forskydes den “normale” position i coach/fokusperson forholdet, og der søges en fællesskabsstemning. Fra at være fokuspersonen, der konstant er i centrum giver denne fase mulighed for, at vi sammen ser på historier af enhver slags som et fælles anliggende som berører os alle. På mange måder kan det minde om naturfolk, der sidder rundt om bålet en sen aften og deler historier og finder sammen i både eksistens og forbundenhed. Det er selvfølgelig stadig fokuspersonens problem, som er i centrum, men denne fase skaber en anden måde at være sammen på, hvor coach og fokuspersonsidder mere ved siden af hinanden end overfor hinanden. Mulige spørgsmål kunne være:
I denne fase handler det om at bruge refleksionerne fra historierne og se, hvad de kan give af hjælp i forhold til fokuspersonens problem. I denne fase kan man finde inspiration i forfatteren Joseph Campbells Hero Cycle, hvis det kan være hjælpsomt. Her handler det om at skabe yderligere refleksion og til sidst måske stimulere til handling. Hvis man eksempelvis er systemisk praktikker ville det her være oplagt at besøge et fremtidsperspektiv, der søger at hjælpe fokuspersonen til at se muligheder i enønskeligt historie. I den forbindelse kunne følgende spørgsmål være relevante:
I det følgende vil vi introducere en kendt fortællemodel der beskriver de forskellige faser som historier, myter og eventyr ofte gennemløber. Vi præsenterer modellen som inspiration til coachen der kan bruge den som oplæg til en spørgsmålsramme. Med andre ord er det en model, der kan skærpe coachens nysgerrighed på fokuspersonens problemer.
I bogen The Hero With a Thousand Faces beskriver Joseph Campbell, det han kalder The Hero’s Journey. Campbells påstand er, at der er en grundlæggende mytisk struktur i de historier, som vi omgiver os med – eller I hvert fald i de vellykkede af slagsens. Heltens mytiske rejse kan ifølge teorien findes i utallige forklædninger på tværs af kulturer og genrer, men ligegyldigt hvor godt de er skjult i fortællingens form, vil de centrale elementer altid være til stede. Det betyder, at alle psykologisk tilfredsstillende historier har en række skridt, som fortællingen skal igennem. Joseph Campbell identificerer disse 12 skridt som:
Heltens rejse optræder meget sjældent i den rene form, når man ser bort fra klassisk mytologi, men Campbells påstand er, at alle rejsens faser gennemgås i den vellykkede historie. Kronologien kan være vendt op og ned og trinene kan være mere eller mindre symbolske og nærmest uigenkendelige, men de er der ikke desto mindre.
Det at strukturen går igen i de fleste, hvis ikke alle, historier gør, at det kan være brugbart at basere coachens spørgsmål på The Hero’s Journey. Om ikke andet kan den inspirere coachen til større kreativitet i brugen af fortællingernes verden.
Som eksempel på hvordan en historie kan bruges konstruktivt i en coaching, lad os kigge på et konkret eksempel.
A er projektleder i en mellemstor it-virksomhed. Han er glad for sit job og sine kollegaer. Alligevel føler han, at han har svært ved at styre sit temperament, når han bliver presset på arbejdet. Det bekymrer ham, at han mister kontrollen og ofte må gå et andet sted hen for at afreagere. Hans kollegaer og medarbejdere er begyndt at kommentere på det, og han har svært ved at bryde ud af den onde cirkel, som påvirker både hans arbejdsglæde og forholdet til kollegaerne.
A er blevet tilbudt en samtale med coachen M og kommer naturligvis ind på emnet. A og M er enige om at arbejde med A’s vrede og forsøge at finde ud af, hvordan A får bearbejdet den, så den ikke påvirker hans arbejde. A er frustreret og vil bare gerne slippe for sit temperament.
Efter at kontraktfasen er overstået, og problemet står klart for både coachen og fokuspersonen, byder coachen ind og prøver, at få A til at reflektere over, om hans situation minder om noget fra en bog eller film m.m. Samtalen kommer ind på mange forskellige fortællinger og karakterer, som har med vrede at gøre; lige fra Achilleus til Breaking Bad. “Sommetider føler jeg mig bare som Hulk”. fortæller A. “Jeg bliver så rasende, at jeg slet ikke kan styre eller genkende mig selv, og så smadrer jeg ting”. Historien om Hulk bliver snart omdrejningspunktet for samtalen, som M, finder meget godt beskriver hvor A befinder sig.
Ifølge den mytiske rejse befinder Hulk sig nemlig et meget interessant sted. I den Almindelige verden er Bruce Banner en genial forsker. Efter et uheld med gammastråling forvandles han, når han bliver ophidset eller bange til det ureflekterede grønne monster, the Hulk, som kan lægge hele byer i grus med sine bare næver. Banner hader sit primitive, grønne alter ego og forsøger at lægge verden bag sig for at beskytte sine nærmeste og slippe væk fra militæret, der ønsker at udnytte Hulkens kræfter. Han krydser Tærsklen ud i eventyrets verden for at finde en kur mod sin tilstand (Belønningen), men bliver udfordret af en lang række modstandere, som han må kæmpe mod – ofte i selskab med allierede som f.eks. Thor og Iron Man i The Avengers. I en historie der udspiller sig over de sidste næsten 50 år i tegneserierne, når Banner/Hulk ofte sin Prøvelse og får sin Belønning (og mister den som oftest igen) – men det er ikke altid den belønning Bruce Banner ønsker sig; han bliver aldrig kureret for sin tilstand, men lærer i stedet at kontrollere Hulken, dvs. at kombinere sit eget intellekt og menneskelighed med Hulks kræfter. Hulk og Banner smelter sammen og integreres i én og samme person – eller Genopstår for at bruge terminologien fra Heltens Rejse.
Ligesom Bruce Banner føler A, at han mister sig selv i sin vrede og bliver til en, han ikke har lyst til at være, og som han gerne vil slippe af med. Coachen forsøger, at få A til at reflektere over hvilke mønstre, der er i Hulk-historien, som minder om A’s situation. A opremser de ting, som han ser som de største ligheder: Tabet af kontrol og negative relationer.
Coachen, som kender historien i forvejen, forklarer sit syn på historien om Hulk, der efter hans mening er baseret på et paradoks, nemlig at Hulk betragtes som en helt, og sågar er med til at grundlægge ‘the World’s Mightiest Heroes’, The Avengers. Der er altså også noget fundamentalt heroisk ved den vrede, der kendetegner Hulk. Vreden er ikke kun negativ og destruktiv, men har også en positiv, konstruktiv side.
Det som kendetegner Hulks vrede er, at nok er den skræmmende og svær at kontrollere, men den er også meget moralsk funderet og renset for beregning og ondskabsfuldhed. Hulk reagerer instinktivt mod ondskab, smerte og uretfærdighed og er dermed en ren og på en eller anden måde god vrede. Hulks vrede er som regel retningsbestemt og handler typisk aldrig om bare at få afløb. Hulk smadrer ikke for at smadre, men fordi der er noget, der fortjener at blive smadret.
Det er måske i virkeligheden det, som er kernen i historien, foreslår coachen; at Hulk som oftest er i sin gode ret til at blive vred, og at den egentlige modstander i fortællingen er Bruce Banner, som nægter at forholde sig til den vrede og forlige sig med den. Banner forsøger hele tiden at undertrykke og udrydde vreden i stedet for at forholde sig til den og ‘eje’ den.
Måske, foreslår coachen, er A’s vrede ikke altid problemet, men mere at han ikke vil stå ved den, eller at den bliver destruktiv i stedet for konstruktiv.
På basis af historien om Hulk, spørger coachen ind til, om det giver mening, at A ændrer synet på sin vrede. I stedet for at undertrykke den, kan han forsøge at betragte den udefra og forsøge at se på, hvordan han vender den til noget konstruktivt, i stedet for at vende den indad og forvandle den til angst og selvbebrejdelse. Måske kan A bedre forholde sig til sin vrede, hvis han accepterer, at den er der, og i højere grad ‘eje’ den. Hvis han kan betragte vreden udefra, og se den som et værktøj, vil han måske opdage, hvornår den, ligesom Hulks vrede, er retfærdiggjort og løsningsorienteret, og hvornår den er irrationel og udelukkende handler om at lange ud efter nogen, eller hvornår den er beregnende og handler om at såre andre. Ligesom det indimellem sker i tegneserierne om Hulk, er succeskriteriet ikke at eliminere vreden men at integrere den og dermed lære at kontrollere den.
Historien giver dermed som beskrevet en indgang og et værktøj, som gennem den fælles referenceramme, giver coachen et grundlag at arbejde videre på.
I denne artikel har vi forsøgt at give et bud på, hvordan vi i coachingen kan gøre aktivt brug af de historier og fortællinger, som vi til dagligt omgiver os med. Vi ser film, læser bøger, hører radio, spiller computerspil, skaber vores egne narrativer på facebook og twitter i en sådan grad, at vi godt tør påstå, at vi lever historier. I Story Coaching bruger vi disse fortællinger, som en måde at hjælpe fokuspersonen med at løse eller reflektere over sit problem. Det er vores påstand, at vi ofte, hvis ikke altid, kan finde genkendelige elementer fra film,myter,eventyr etc. som kan tilbyde os kreative og nogen gange overraskende løsninger til at løse vores problem. At bruge fortællinger i den hjælpende samtale, giver en legende og kreativ forstyrrelse, der samtidig giver fokuspersonen mulighed for at få spejle sit liv i de fortællinger, som vi omgiver os med. Vi vil slutte denne historie med et citat af den engelske forfatter Graham Swift, der peger på mennesket som “det fortællende dyr”.
Man – let me offer you a definition – is the storytelling animal. Whereever he goes he wants to leave behind not a chaotic wake, not an empty space, but the comforting marker buoys and trail signs of stories. He has to keep on making them up. As long as there’s a story, it’s all right. Even in his last moments, it’s said, in the split second of a fatal fall – or when he’s about to drown – he sees, passing rapidly before him, the story of his whole life.” Graham Swift, Waterland
Campbell, Joseph, (1949), “The hero with a thousand faces”, New World Library, California, (2008 – Third edition)
Gottschall, Jonathan, (2012), “The Storytelling Animal – How stories make us human”, First Mariner Books, New York
Dennett, Daniel C., (1991), “Consciousness Explained”, Penguin Books Ltd, London
Shermer, Michael, (2011), “The Believing Brain – from spiritual Faiths to Political Convictions – How we Construct Beliefs and Reinforce Them as Truths”, Constable&Robinson Ltd, London
White, Michael, (2007), “Kort over Narrative Landskaber”, Dansk udgave Hans Reitzels Forlag, København 2008
Drake, David B., (2010),”Narrative Coaching – The Complete Handbook of Coaching”, SAGE Publications Ltd, London
Ferry, Luc, (2014), “The Wisdom of the Myths – how greek mythology can change your life”, HarperCollins Publishers, New York
Marvel Encyclopedia (2006), Dorling Kindersley Limited, London