Del siden

Sæt power på dine budskaber

9. februar 2018 - Julie Ring-Hansen Holt, journalist

Personlig power kan få dig til at tale med Obamas overbevisning. Men for at finde ind til din ægte kerne og fremkalde din indre kraft kræver det mod og parathed. Er du klar? Og har du modet til det? Så tag første skridt, og bliv inspireret i denne artikel.

Har du din indre kritiker med på skulderen, når du holder et oplæg? Får du røde pletter på halsen og en rystende, skinger stemme, når du skal tale til en forsamling? Eller kommer du til at være enten alt for frembrusende eller for tilbageholdende, når du skal give din mening til kende?

Hvis du oplever noget af dette, så har du måske ikke fundet ind til din personlige power, foreslår stemmetræner Merete Nørgaard og psykoterapeut Lisbeth Storm. Sammen underviser de i, hvordan man finder sin personlige kraft, så man kommer til at formidle budskaber i en tilpas form.

Hvad er personlig power?

”Personlig power er, at man i bredere forstand kender sig selv indvendigt og udvendigt. At man er klar over, hvilke indre ressourcer og potentialer man har. Personlig power er i sidste instans at turde at være sig selv og bruge sig selv,” siger Merete Nørgaard.

”Når man har fat i sin indre kerne, er man i sin power. Derfra kan man sige til og fra og selv tage ansvar. Når man er tryg i sig selv, kommer man tættere på sin personlige power,” siger Lisbeth Storm.

Stemmen som fysisk genvej

Men før du kommer så langt, fortæller dit kropssprog og stemmen dig, om du er ude af dig selv. Derfor giver det mening at begynde at arbejde med kropssprog og stemme, så man i en talesituation kan finde hjem til sig selv igen ved at få sit nervesystem i ro.

Ved at arbejde fysisk med stemmen begynder du at få kontakt til dine sanser, din kreativitet og din kraft i kroppen, og det sætter gang i følelser og gemte ressourcer, fortæller Merete Nørgaard.

”Det er en fysisk vej ind til din personlige power og en gennemslagskraft, som ikke kan konstrueres med hovedet.”

Hvis man ikke er vant til at bruge sin stemme, bliver man usikker, hvis det, man vil sige, ikke er planlagt detaljeret i hovedet. Jo mere man er i kontakt med sig selv, des nemmere bliver det at stille sig frem og tale, fordi det kommer indefra i stedet for at være noget, der behøver at blive nøje planlagt.

”Vi kender nok alle sammen fornemmelsen af, at vi i løbet af de første sekunder, et menneske åbner munden, ved, om det er et troværdigt menneske med integritet og ægthed, vi lytter til. For lyd rammer os som det første, og lyden transporterer så meget mere end bare lyd,” siger stemmetræneren.

Når stemmen stemmer overens med ens indre, udsender den integritet og troværdighed, fordi man har et troværdigt forhold til sig selv.

Med Obamas integritet og pause

Tænk for eksempel på USA’s 44. præsident: Barack Obama.

”Der er så hård konkurrence om opmærksomhed, at det er vigtigt, at man kan ramme med sin stemme. Og ofte bliver vi rørt, når vi kan mærke os selv i andres stemme. Det er det, Obama kan,” siger Merete Nørgaard og forklarer hans retoriske tryllerier med, at hans stemme er meget dyb og transmitterer troværdighed, fordi stemmen har god forbindelse til hans følelser, til hans integritet. Og så er han eminent til at holde pauser, hvor alt bliver samlet, og man kan nå at mærke ham og det, han siger.

”Når stemmen stemmer overens med ens indre, udsender den integritet og troværdighed, fordi man har et troværdigt forhold til sig selv,” siger stemmetræneren.

Dem, der lader til at have naturlig personlig power, er med Merete Nørgaards ord dem, der tager deres skaberkraft alvorligt. Det vil sige, at de har kontakt med det, de rent faktisk ønsker i deres liv, så de ikke er et forkert sted i deres liv. De er i gang med at leve deres potentialer. Når de taler, mærker de sig selv, så andre også kan mærke dem.

Kontakt til empatien

Men ifølge Lisbeth Storm behøver man ikke at være en Obama for at have personlig power.

”Alle har personlig power, men mange har ikke kontakt til den,” siger psykoterapeuten, der har hjulpet mange med at forstå og lære sig selv bedre at kende, så de kommer i kontakt med deres naturlige ressourcer.

Ifølge psykoterapeuten oplever mange dem selv som værende åbne og forstår ikke, at de har de samme konflikter igen og igen. De bliver enten over-ansvarlige eller opgiver – begge dele som følge af frustration – og bliver enten for meget fremme i skoene eller for tilbageholdende og ender i en fastlåst rolle. Nogle bruger al for meget energi på at fikse og løse tingene og kommer til at fratage andre deres muligheder og ansvar. Andre bliver hårde og spydige og sårer andre uden at være klar over, hvor ødelæggende det er for relationen.

Dette kan du afhjælpe, hvis du lærer at se din egen rolle klarere. Set i et lederperspektiv handler det ofte om at have kontakt til sin empati, hvis man skal bruge sin personlige power og gennemslagskraft over for sine medarbejdere. 

”God kontakt med medarbejderne kræver en god fornemmelse for, hvad andre er gode til, og hvad de kan vokse af. Det kræver, at man kan se sig selv udefra og andre indefra og sammenkæde tanker, følelser og sansninger – også kaldet mentalisering. Herfra kan man se tingene i en større sammenhæng og få et reelt samarbejde op at køre. Alternativt har man kun mulighed for at overbevise andre om, at den måde, man selv gør tingene på og løser problemer på, er den eneste rigtige,” siger Lisbeth Storm.

”Man evner ikke at læse situationen, misser medarbejderens egenskaber og kvaliteter, medarbejderen bliver demotiveret, lederen upopulær eller frustreret, og slutresultatet taler for sig selv,” siger hun.

Jo bedre man forstår, hvad der blokerer én, jo stærkere vil man opleve sig selv.

At komme hjem til sig selv

Ifølge Lisbeth Storm er kravet til at være robust enormt stort i dag. Vi lever i en tid, hvor folk bliver væltet omkuld af det store pres i arbejds- og privatlivet. Så jo bedre man forstår, hvad der blokerer én, siden man bliver rød i hovedet, får pletter på halsen, skal forberede sig i evigheder, bliver væltet omkuld eller bare går i stå, når man er i kontakt med andre, jo stærkere vil man opleve sig selv.

”Man kan lære at undgå konfliktsituationer, bruge sine ressourcer og sætte sunde grænser uden at træde andre over tæerne og formidle det, man gerne vil, hvis man er indstillet på at gøre et stykke indre arbejde,” siger psykoterapeuten.

Undgår man at gøre det arbejde, kan der ligge en stor sorg i at være fraværende i sit liv. Lisbeth udbyder: ”For det at arbejde med og have kontakt til sin personlige power er modet til at bruge og give sig selv fuldt ud, og det er en kæmpe befrielse – og føles som at komme hjem.”

Sådan kommer du i gang

1) Begynd at holde pauser i al formidling. Brug tre sekunder ekstra.

2) Tal fra kroppen, og sæt mere kraft på din stemme.

3) Optag din stemme på bånd, og lyt til den. Hvilke kvaliteter udtrykker den?

4) Lav en positivliste over det, du er god til, som du kan vende tilbage til, når du bliver oversvømmet af de negative tanker om, at du ikke kan, ikke duer, ikke har dét osv.

5) Forsøg at bruge din empati i et vanskeligt samarbejde til at forstå den anden. Se, om du kan møde vedkommende fra et nyt sted i dig, hvor I reelt samarbejder.

6) Ground dig selv. Arbejd med vejrtrækning, meditation, yoga, gå en tur i naturen, strik, eller hvad end der virker for dig.

7) Du udvikler dig kun, hvis du kommer ud af komfortzonen. Tag udgangspunkt i en svær situation, og forsøg at se følelsen og hensigten i det, den anden siger, frem for at høre ordene.

Kilde: Merete Nørgaard, livingvoice.dk, og Lisbeth Storm, lisbethstorm.dk

 

  • Personlig udvikling

    Personlig Power

    Er du klar til at arbejde med dig selv på en ny måde? Dette udviklingsforløb er for dig, som ønsker at udfolde dit potentiale og kunne udtrykke dig med ro, gennemslagskraft, overblik og autenticitet.

    6 dage 30900 DKK
    Læs mere
  • Personlig udvikling

    Find ind til din indre kerne

    Gå et spadestik dybere, få adgang til dine indre kræfter, og lev et bæredygtigt liv i balance. Med fokus på selvværd, værdier og identitet får du indsigt samt forandring og lærer at stå ved dig selv. Del 1 afholdes som internat.

    3 dage 20900 DKK
    Læs mere

Om forfatterne

Lisbeth Storm er certificeret ID Psykoterapeut MPF & ID Master Coach. Lisbeth rådgiver forskellige målgrupper inden for stress, trivsel, karrieremæssige udfordringer, angst, depression, selvværd/selvtillid og kommunikation. Hun har bl.a. opbygget flere HR-funktioner, en coachingvirksomhed og deltaget i mange forandringsprocesser samt intensiv medarbejderudvikling. Lisbeth underviser hos Mannaz på ”Find ind til din indre kerne” og "Personlig Power".
 

 

Merete Nørgaard er professionel stemme- og performancetræner og har hjulpet en lang række ledere i det danske erhvervs- og kulturliv med at blive bedre talere og opnå et autentisk udtryk. Hun er uddannet skuespiller og har en mastergrad i teater og stemmetræning. Derudover er hun skolet af internationale stemmetrænere fra Milano, London og New York. Sammenlagt har hun mere end 18 års erfaring med at udvikle lederes og specialisters fremtoning og formidling. Merete underviser hos Mannaz på forløbet "Personlig Power".