Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Sådan ødelægger du din præsentation - del 4

1. juni 2006 - Jørgen Simonsen, underviser for Mannaz

En indøvet præsentationsteknik er vigtig, når du gerne vil komme igennem med dine budskaber. Læs hvad du til gengæld ikke skal gøre

Der findes 10 sikre måder til, hvordan du med en dårlig præsentationsteknik kan ødelægge en ellers god præsentation. I de seneste måneder har du fået nogle af Jørgen Simonsens gode bud på, hvordan du undgår at ødelægge din præsentation med dårlig formidling eller uengageret præsentationsteknik. Følg også fremover med i, hvordan du med sikkerhed kan ødelægge en ellers god præsentation med dårlig præsentationsteknik, så den vil fremstå som middelmådig og ligne alle de andre middelmådige præsentationer, som du har hørt så mange af. Denne gang handler det om, at meget forberedelse ikke altid er lig med god præsentationsteknik og vellykkede præsentationer.  

Her er de 10 titler

1. Bed tilhørerne om at afbryde dig 2. Spring indledningen over 3. Brug Power Point som manuskript 4. Spild ikke tiden med først at udarbejde et mål 5. Sådan ødelægger du en festtale 6. Sådan holder du en festlig festtale 7. Giv tilhørerne en masse informationer, de ikke har brug for 8. Fortæl alt hvad du ved 9. Skyd skylden på din nervøsitet 10.Tal bare videre, selv om du er begyndt på afslutningen 11. Jørgen Simonsens nytårstale

Her kommer Jørgen Simonsens fjerde bud på "How to kill an audience". Spild ikke tiden med først at udarbejde et mål Hvis du vil bruge dobbelt så lang tid som nødvendigt til forberedelse og hensætte dine tilhørere i total forvirring, så skal du endelig ikke spilde tid på at formulere et mål med præsentationen.

Hvad er det der sker?

Taleren skal præsentere et spændende emne på 30 minutter, som han ved en masse om. Han går i gang med forberedelsen. Udarbejder mange flotte slides og skriver et meget udførligt manuskript. Det tager lang, laang, laaang tid, for at tilhørerne skal - få et indblik i - de mange meget vigtige forhold, som øver stor indflydelse på dette afgørende emne, som taleren ved så meget om. Taleren har en fornemmelse af, at han ikke når det hele på 30 minutter, men det går nok, han kan bare tale lidt hurtigere og springe noget over undervejs, hvis tiden løber fra ham, og det gør den med garanti. Dagen oprinder. Tilhørerne glæder sig til at - få et indblik i – som der står i indbydelsen - i emnet. Taleren går i gang, og det går stærkt. Informationerne vælter ned over tilhørerne i en for dem tilfældig rækkefølge. I begyndelsen prøver de forgæves at følge med, men den røde tråd mangler. Taleren mener ikke, at rækkefølgen er tilfældig. Han mener, at de mange informationer er nødvendige, for at tilhørerne kan - få et indblik i – emnet, mens tilhørerne hverken kan finde hoved eller hale i præsentationen. En skæbnesvanger forvirring indfinder sig på rækkerne. Tilhørerne ser spørgende på hinanden. Det ser taleren og tænker: ”Der er noget vigtigt, de ikke har forstået, jeg må hellere forklare det en gang til”. Og det gør han og forvirringen på begge sider af talerstolen bliver total, fordi præsentationen mangler et mål.

Hvorfor er målformulering så kritisk?

Fordi målformuleringen bestemmer præsentationens indhold. Når målet er formuleret, bliver det meget nemmere og hurtigere at vælge de argumenter og informationer, som skal med - og især ikke med - for at tilhørerne når målet.

Hvad skal du gøre?

Begynd forberedelsen med at formulere præsentationens mål. Første punkt i forberedelsen er målformuleringen. Andet punkt er at vælge de argumenter og informationer og kun dem, der er nødvendige for at tilhørerne når målet. Denne metode vil nedsætte din forberedelsestid med mindst 50 %, og dine tilhørere vil kunne følge den røde tråd i dit indlæg. Det vil føre for vidt her at komme ind på, alle aspekter ved målformuleringen, men allerede her kan vi fortælle at - få et indblik i – er et dårlig mål. streg1

Sådan kommer du videre

Har du kommentarer til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.