Del siden

Projekttrekanten er ikke nok i 2019

16. januar 2019 - Af Julie Ring-Hansen Holt, journalist

Projektlederen er i et vadested og går ifølge client director i Mannaz Henrik Bjerregaard Nielsen en spændende fremtid i møde. Projekttrekanten er ikke længere nok, så i 2019 skal du tilegne dig nye kompetencer og møde dit job med nysgerrighed.

Projekttrekanten er ved at miste pusten, spår client director Henrik Bjerregaard Nielsen. Han tror på, at du som projektleder i fremtiden kommer til at fokusere mere på værdien af projektets resultat end på rammerne for projektet.

Det amerikanske Project Management Institute foretog for nylig en global undersøgelse blandt 6.000 projektledere, PMO-ledere og executives, der viste:

  • 48 pct. af projekterne overskrider tidsplanen
  • 43 pct. overskrider budgettet
  • 52 pct. oplever såkaldt ’Scope Creep’ (en ukontrolleret ændring af Scope)
  • Men 69 pct. svarer, at deres projekt alligevel når de forretningsmæssige begrundelser, der var.

”Så det kan godt være, vi vil se, at man begynder at file lidt på tiden eller budgettet for at nå en værdi, man ellers ikke ville have opnået,” siger Henrik Bjerregaard Nielsen, der på den baggrund tror, at projekttrekantens betydning vil falde lidt.

Normalt er det op til den, der har bestilt opgaven, at give resultatet af projektet – et it-system, en motorvej eller et hospital – værdi. Men det vil altså ændre sig, mener han. ”Der kommer så at sige en voksen ind i lokalet og siger, at det ikke kun handler om at være færdig til tiden, men også om, at det skal bruges til noget fornuftigt bagefter,” siger han.

”Vi er nødt til at lære os nogle flere færdigheder og interessere os for kundens situation i højere grad – og være mere forandringsparate undervejs."

Det agile presser projekttrekanten

Projektledelse er et håndværk, og man har rigeligt at gøre med at overholde projekttrekanten, så at kigge op fra skrivebordet kan være en udfordring. Men det kan godt betale sig at se på, om der er noget, der har ændret sig i omgivelserne, for så opnår man i højere grad at få succes med projektet.

”Vi er nødt til at lære os nogle flere færdigheder og interessere os for kundens situation i højere grad – og være mere forandringsparate undervejs. Det kræver også, at du bliver langt bedre til at styre projekter, når du ikke har trekanten at støtte dig op ad.”

Projekttrekanten forsvinder dog ikke helt, beroliger Henrik Bjerregaard Nielsen. ”Projekttrekanten er som en fysisk lov, som man ikke bare kan sløjfe. Men måske udvikler det sig til at blive mange små projekttrekanter i stedet for én stor pr. projekt,” siger han.

En af de væsentlige grunde til, at projekttrekanten er under pres, er, at den agile metode vinder frem. Mannaz’ egen projektlederundersøgelse fra sidste år viser, at der fra 2014 til 2018 er sket en stor stigning i brugen af agile metoder i alle brancher. Selv de mere konservative brancher som bygge- og anlægsbranchen.

”Det betyder store ændringer for projektledere, for som udgangspunkt findes projektlederen ikke i den agile arbejdsform, men det spiller meget godt sammen med, at man ikke låser sig fast på en projekttrekant i starten og kæmper til sidste blodsdråbe for, at den holder,” siger Henrik Bjerregaard Nielsen.

”Du skal kunne motivere folk, der sidder 5.000 kilometer væk, ligesom du skal kunne betjene digitale værktøjer og finde frem til et fælles sprog.”

Projekter på distancen

Set fra et andet perspektiv – og så alligevel ikke – nævner Henrik Bjerregaard Nielsen distancearbejde som en 2019-tendens. Ikke at det er en ny tendens, men at det efterhånden er så almindeligt, at det også for dig som projektleder betyder, at du skal arbejde på en ny måde.

Der er ikke længere mange, der sidder i det samme rum eller i to kontorer ved siden af hinanden, når de arbejder sammen på et projekt, og det er en udvikling, der fortsætter.

”Det stiller krav til, at du eksempelvis skal kunne motivere folk, der sidder 5.000 kilometer væk, ligesom du skal kunne betjene digitale værktøjer og finde frem til et fælles sprog,” fortæller han.

”I vores projektlederundersøgelse kan man se, at projektlederne er ved at have styr på det, men det udvikler sig hele tiden. Så de, der tager det til sig, vil vinde kampen om jobbene, fordi de hjælper virksomheden med at lykkes,” siger Henrik Bjerregaard Nielsen.

"Projektledelse handler i høj grad om at opdage det, der ikke er som forventet."

Sæt robotten til rutinearbejde

Apropos digitale værktøjer så peger Henrik Bjerregaard Nielsen på det digitale som endnu en tendens, for hvilke projekter har efterhånden ikke et eller andet digitalt indhold, spørger han retorisk. Derfor bør man tænke it-afdelingen ind fra starten, når det gælder eksempelvis videndeling i forbindelse med nye projekter.

”Hvis man begynder med at se på, hvad andre har af erfaringer, begynder man på så højt et videnniveau som muligt fra starten, og jo mere man kan lære af andre, des mindre gab er der mellem rækkevidden af beslutningerne og den viden, man står med på et givent tidspunkt,” forklarer client directoren.

En anden del af det digitale er robotics, som sniger sig ind mange steder. Altså at man kan sætte it-værktøjer til at hjælpe sig med rutiner, så man kun behøver mennesker til at gøre den del, der ligger ud over det forventelige. Det kunne eksempelvis være beregningsmetoder i et projekt, planlægning af et projekt eller opfølgning på dele af projektet.

”Projektledelse handler i høj grad om at opdage det, der ikke er som forventet. Så hvis man er alt for optaget af at udføre rutineopgaver, har man ikke overskud til at opdage det uventede i tide. Og så er det, projektet ryger i hegnet,” siger han.

"I mange virksomheder arbejder man både agilt og plandrevet. Nogle steder er der afdelinger, som arbejder forskelligt, der skal arbejde sammen, og det er ikke helt nemt."

Spændende fremtid

Din fremtid er ifølge Henrik Bjerregaard Nielsen uforudsigelig, fordi faget står lidt i et vadested mellem det agile og det plandrevne som beskrevet ovenfor. I mange virksomheder arbejder man både agilt og plandrevet. Nogle steder er der afdelinger, som arbejder forskelligt, der skal arbejde sammen, og det er ikke helt nemt.

”Men det er også en spændende fremtid, og jeg har svært ved at forestille mig, at man helt kan undvære projektledere, for der er nogen, der er nødt til at holde i tømmerne,” siger han og opfordrer til at omfavne den fagre nye verden.

”Jeg tror, det gode råd er, at man aldrig skal stoppe med at være nysgerrig som projektleder. Man skal blive ved med at tilegne sig ny viden og eksempelvis tage det digitale til sig.”

 

5 trends der er vigtige at holde sig for øje som projektleder i 2019:
1. Den agile tilgang presser projekttrekanten: Vi skal ikke udelukkende støtte os til projettrekanten, og det kræver, at du bliver langt bedre til at styre projekter
2. Projekter på distancen: Du skal kunne motivere folk, der arbejder på den anden siden af jorden.
3. Digitale værktøjer: I forlængelse af distancearbejdet, hvor der ofte bruges digitale platforme i samarbejdet, skal du kunne betjene de digitale værktøjer.
4. Tænk it-afdelingen ind fra starten i dine projekter: For hvilke projekter har efterhånden ikke et eller andet digitalt indhold? Som projektleder skal du også kunne opdage det uventede.
5. Vær nysgerrig: Omfavn den nye fagre verden, og bliv ved med at tilegne dig ny viden.

 

 

  • Projektledelse

    Mannaz Projektlederuddannelse

    Få en helhedsforståelse af projektledelse og en brugbar værktøjskasse med redskaber til at planlægge, lede og styre dine projekter. Lær at motivere, kom i dybden med din ledelsesadfærd og bliv klædt på til at levere resultater i projekter på alle niveauer.

    12 dage 58500 kr
    Læs mere
  • Projektledelse

    Projektledelse 1

    Få en helhedsforståelse af projektarbejdsformen og den grundlæggende værktøjskasse til at gennemføre effektive projekter. Du får bl.a. styr på interessentanalyse, målformulering og planlægning, så du bliver en værdsat projektleder.

    3 dage 17500 kr
    Læs mere
  • Projektledelse

    Agil projektledelse

    Få effektive værktøjer til at arbejde hurtigt, fleksibelt og være parat til forandring og tilpasning i dine projekter. Du får bl.a. træning i at benytte Planlægningspoker, Scrum Boards og Burn Down-diagrammer.

    2 dage 13500 kr
    Læs mere

Om Henrik Bjerregaard Nielsen

Henrik Bjerregaard Nielsen er Client Director og projektledelseskonsulent hos Mannaz. Han har over 25 års erfaring fra en række internationale brancher såsom den rådgivende ingeniørbranche, bygge, olie og gas, shipping og it. Henrik er oprindeligt bygningsingeniør, og de første 5 år af hans karriere var han projekterende og tilsynsførende ingeniør, hvorefter han tog springet til ledelse, projektledelse og forandringsledelse. Hans passion er at skabe resultater gennem effektiv projektledelse; planlægning og eksekvering af projekter i organisationen, inddragelse af interessenter samt styring og sikring af projektets business case. Henrik underviser bl.a. på ”Mannaz Projektlederuddannelse" og "Programledelse"