Coaching

Projektcoaching lønner sig

·

Coachens erfaring

Ifølge den erfarne coach Birgitte Elsner burde projektcoaching nærmest være obligatorisk, fordi det hjælper projektlederen med at skabe bedre projekter. Samtidig får projektlederen et frirum, som kan være med til at holde stress og frustrationer nede.

”Projektcoaching er en effektiv og økonomisk måde at maksimere udbyttet af en projektlederuddannelse på.”  Birgitte Elsner er Coach ACC og selv tidligere projektleder. Gennem de seneste fem år har hun coachet projektledere efter færdiggørelsen af deres uddannelsesforløb. ”Mange kursusdeltagere oplever at komme hjem fra et projektlederforløb med hænderne over hovedet for så at blive ramt hårdt af virkeligheden.”

Ansvar for forandring

Virkeligheden for mange projektledere er nemlig den, at de alene får ansvaret for forandringen af virksomhedens måde at rulle projekter ud på. Birgitte Elsner: ”Projektlederen vender tilbage med posen fuld af nye værktøjer, som vedkommende er ivrig efter at tage i brug. Men det kræver mod at bruge det, man har lært, fordi det ofte betyder et opgør med den måde, virksomheden plejer at køre projekter på.”

Orker man kampen?

For at støtte projektlederen og dermed fastholde læringen coacher Birgitte Elsner projektledere gennem deres udfordringer. ”Når projektlederen med sin nye viden gør tingene anderledes, får det konsekvenser for projektdeltagerne, og det kræver overskud at forklare og insistere på, at tingene bliver gjort på en ny måde. Det er i forvejen et krævende job at være projektleder, bl.a. fordi man ofte skal kæmpe for nødvendige ressourcer, og måske orker man næsten ikke endnu en kamp. Det er her, jeg kommer på banen.”

Coaching er et frirum

Coachingen er individuel og kursusdeltageren får 3 eller 5 timer. Alt, hvad der bliver sagt på mødet, er fortroligt. Birgitte Elsner: ”Projektcoaching skaber et frirum for projektlederen, hvor de får mulighed for at sige tingene højt og tid til at tænke tanken til ende uden nogen lytter eller blander sig. Det er endvidere en helt magtfrit dialog, fordi det ikke er en leder-ansat relation.”

 

Personlige erfaringer med projektcoaching

Vi flytter folk

Som coach skal Birgitte Elsner ikke vurdere, om projektlederen fortjener en lønforhøjelse eller ej, men kan stille sig helt på projektlederens side. ”Selvom jeg er der for projektlederen, handler det ikke om at tale nogen efter munden eller skabe et hylekor. Coachen er der for at understøtte den forandring, som projektlederen søger, og hvis det betyder, at jeg går vedkommende kærligt på klingen, så gør jeg det. Coaching handler om at flytte folk videre til næste niveau.”

Fordele ved projektcoaching

Birgitte Elsner fortsætter: ”projektcoaching er ikke kun godt for projektlederen. Der er også en nem måde for en leder at sikre sig bedre projekter på. For det første sikrer man sig, at læringen fastholdes hos projektlederen, for det andet støtter man projektlederen i forandringsprocessen. Det betyder, at projektgruppen fungerer bedst muligt, og virksomheden får de professionelle projekter, den stiler efter. Og endelig vil jeg vove den påstand, at lederen også er med til at mindske risikoen for stress og udbrændthed hos projektlederen.”

Klassisk win win

Birgitte Elsner ved godt, at projektcoaching er en investering, nogle virksomhed vælger at spare bort, men det mener hun, er en kortsigtet betragtning: ”Naturligvis koster det da noget, men det er småpenge i sammenligning med en langtidssygemelding grundet stress eller en projektgruppe der fungerer dårligt, fordi projektlederens stress og frustrationer smitter jo af på gruppen. Via coaching får virksomheden maksimeret udbyttet af sin kompetenceinvestering og som slutprodukt skabt mere effektive projekter. Det er vist en klassisk win win situation.”

Case 1: Projektcoaching

Ulla Lange, General Manager hos Clipper Group A/S

“Klædt på til udfordringer”

I forbindelse med et samlet projektlederforløb fik Ulla Lange tilbudt muligheden for projektcoaching. ”Det var et godt tilbud at få mulighed for projektcoaching, fordi jeg på den måde fik støtte til et projekt, jeg allerede var involveret i. Som ved det fleste projekter var jeg stødt ind i nogle udfordringer, og her fandt jeg et forum, hvor det var tilladt at tale højt om de ting, jeg var nervøs for eller var i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe an. Bagefter følte jeg mig klædt på til at gå i krig med udfordringerne igen.” Ulla Lange oplevede, at hendes coaching ikke altid kom til at handle om, det hun forventede. ”Nogle gange havde jeg en forventning om, vi skulle tale om en bestemt problemstilling, men coachen fik fokus over på et andet område, som reelt var roden til problemstillingen. Det var lærerigt. Derudover gik jeg hjem med en konkret handlingsplan hver gang, hvilket var meget resultatorienteret. Det er ikke for meget at sige, at jeg fik et bedre projekt som resultat, og i virkeligheden handlede det kun om 4-5 timers coaching.”

Case 2: Projektcoaching

Bo Birk, Projektleder hos Missionpharma A/S

“Projektcoaching er en løftestang”

Projektcoaching var interessant for Bo Birk, fordi han som erfaren projektleder vidste, at det kan være svært at konvertere nyerhvervet lærdom til hverdagens realiteter. “Jeg havde prøvet at komme hjem fra et forløb inden for projektledelse fyldt til randen med lærdom for at få smidt hverdagen i hovedet som en kold spand vand. Jeg rendte stadig rundt og lavede de samme ting, og det var svært at søsætte en ny arbejdsform og metodik. Her oplevede jeg, at projektcoachingen blev en løftestang for ændret adfærd.“ Under coaching-timerne kunne Bo Birk lufte sine frustrationer og få sparring på, hvordan han kom videre trin for trin: “Det nok største udbytte af coachingen var, at en række flyvske tanker og følelser blev transformeret til konkrete handlinger, jeg kunne tage fat på. Jeg havde desuden en masse spændende viden inde i mit hoved, som var stort set ubrugt, og som jeg fik aktiveret.“ Bo Birk oplevede også, at bare det, at nogen lagde øre til hans udfordringer, hjalp. “Jeg har kun positive erfaringer med coaching også fra selve projektlederuddannelsen, og jeg har faktisk taget begrebet så meget med mig, at jeg i dag selv fungerer som coach for nogle af mine kollegaer. Det har helt sikkert stor værdi for alle involverede og ikke mindst virksomheden.”

Viden om
Bliv inspireret indenfor coaching
Coaching Coachingens landskaber

Har begrebet coaching stadig sin berettigelse? Bogen forsøger at kvalificere ‘coaching’ som et professionelt samtaleværktøj og forskningsfelt. Den henvender sig til alle med interesse for coaching.

Projektledelse 5 nøgleområder til projektledelse med succes

At være projektleder er et spændende job, men det er samtidig krævende. Læs med, og få indblik i nogle af de vigtigste nøgleområder inden for projektledelse, som du skal være opmærksom på i 2018.

Coaching Er coaching en joke?

Coaching er et udbredt begreb, som ikke alle tager seriøst. Men hvis coaching bliver benyttet på den rigtige måde, så er dette professionelle samtaleværktøj med til at skabe værdifulde professionelle organisatoriske samtaler, som bidrager til bedre resultater og højere effektivitet. Vurdér selv, hvad du synes i denne artikel.

The potential is people