Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Lederen og julefrokosten. Ni gode råd.

8. december 2017 - Heidi Fjelsted

Så er vi kommet til den tid på året, hvor firmajulefrokosterne ruller derudaf. Måske er der særligt i år med #MeToo-bølgen en ekstra god grund til at være varsom og tænke sig godt om som chef. Få 9 gode råd i denne artikel til, hvordan du som leder navigerer sikkert gennem det festlige højdepunkt. Find ud af, hvor grænserne går, og hvordan du fx afmonterer fuldemandssnakken.

Om lidt er det tid til snaps, sild og juletræer, for december er over os. De traditionsrige julefrokoster kommer i rap som en tsunami af julehygge, og ikke mindst er årets firmajulefrokost en stor begivenhed for de fleste - men den kan bringe lederen på usikker grund. For dig som leder er der både muligheder og udfordringer forbundet med julefrokosten. Lars Hansen, ledelseskonsulent hos Mannaz, har som leder selv stået i julefrokostsituationen mange gange. I denne artikel deler han ud af sine erfaringer i form af ni gode råd om, hvordan lederen navigerer sikkert gennem julefrokosten:

1. Hyg dig med kollegaerne
Årets sidste firmafest er alletiders lejlighed til at hygge dig med kollegaerne. Sænk derfor paraderne, spring ud af rollen som chef, og gå ind i rollen som gæst. Lyt, spørg og del. Vær en god bordherre eller -dame, og vis dig fra den afslappede og uformelle side. På den måde får du også andre omkring dig til at slappe af.

2. Vær ikke observatør
Som chef er det vigtigt, at du ikke trækker dig tilbage og observerer festen. Det er afgørende, at du deltager, for ellers kan du skabe en følelse hos medarbejderne af, at du holder øje med deres opførsel. Og så kan du hurtigt være med til at dræbe den gode julestemning.

3. Gå ikke forrest
Selvom du deltager aktivt i julefrokosten, er det sund fornuft, at du ikke går forrest i forhold til alkohol og fjollerier. Find en balance, så du ikke bliver festens midtpunkt på den dårlige måde. Det kan eksempelvis være en god ide at beslutte dig på forhånd for, hvor meget alkohol du hælder indenbords, for en overdrevet fuld chef er ikke nogen god rollemodel. Desuden sætter det spørgsmålstegn ved din dømmekraft, hvis du skejer alt for meget ud.

4. Vær en vandrepokal
Som leder har du et særligt ansvar for at dele ud af din opmærksomhed. Lad derfor være med at blive siddende ved det samme bord eller tale med dem, du plejer. Gå rundt og tal med de forskellige, så alle medarbejdere føler, at deres leder interesserer sig for dem.

5. Håndtér fuldemandssnakken
En klassiker ved julefrokosten er medarbejderen, som drikker lidt for meget, og som så vil snakke løn eller sige sin ærlige mening. Det er en svær situation, som hurtigt kan udvikle sig pinligt – særligt for medarbejderen. Vær ikke afvisende, men prøv høfligt at afmontere fuldemandsgranaten. Anerkend synspunktet, og foreslå, at I snakker om det på et andet tidspunkt, fordi julefrokosten ikke er det rette sted. Lad dig endelig ikke trække ind i en lang snak. Du gør jer begge en tjeneste ved at undgå det.

6. Pas på humoren. Særligt ironien.
En joke er vel en joke. Eller? Ikke helt hvis du er chefen. Selvom du skal sænke paraderne og være deltagende i julefrokosten, så skal du passe på med vittighederne. Som leder har du en anden position og indflydelse, og derfor vejer dine ord langt tungere. Andre kan for sjov fx kalde en kollega en ”fedterøv”, men hvis du gør det, lyder det bare langt mere alvorligt.

7. Sociale medier. Klik.
Klik. Blitz. Facebook. Det tager kun 10 sekunder at ryge på Facebook i en kikset eller misforstået situation. Tænk over, hvad du vil stille op til og overvej, om der skal være nogle generelle regler for brug af sociale medier i forbindelse med julefrokosten? Du skal i hvert fald have taget stilling til, hvor din grænse går. Et foto af dig sammen med glade medarbejdere er godt. Men et af dig som danser ”crazy” er måske mindre flatterende.

8. Du er leder. Også til julefrokosten
Som leder står du på mål for ledelsens beslutninger – også til julefrokosten. Derfor er julefrokosten ikke stedet, hvor du deler dine holdninger eller betvivler beslutninger. Hold fokus på at være med til at skabe en sjov julefrokost, og bidrag med din personlighed og dit engagement.

9. Glædelig jul!
Selvom du ikke helt kan slippe lederrollen til julefrokosten, er det stadig en fantastisk mulighed for at styrke relationer og tale med personer, du måske ikke når at tale nok med i en travl hverdag. Hyg dig, og brug lejligheden til at få sagt: Glædelig jul!  

 

 

Om Lars Hansen

Lars Hansen er Client Director og ledelsesekspert hos Mannaz. Han har en baggrund fra den finansielle sektor, hvor han i 18 år har været i forskellige lederroller. De seneste 9 år har Lars arbejdet som intern og ekstern konsulent med speciale i implementering af strategien gennem struktur på forandringer og derigennem opnåelse af resultater. Gennemgående for hans arbejde er at skabe tillid i organisationen, så potentialet kan realiseres – dette gennem opbygning af stærke relationer.