Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Kom sikkert igennem julefrokosten som leder

1. december 2009 - Isa Lindbæk
Navigér sikkert gennem julefrokosten
Skål og syng med – men husk at bevare kontrollen til julefrokosten.

Få tips og tricks til, hvordan du er et forbillede som leder til årets julefrokost

Julefrokosten er tidspunktet, hvor medarbejderne slår sig løs, men for lederen er julefrokosten først og fremmest arbejde, hvor man skal fremstå som forbillede. Kunsten er at kunne være en nærværende og hyggelig leder, men samtidig holde igen uden at blive en distanceret observatør. Få gode råd om julefrokosten, og pas endelig på med vittighederne som leder. Skål! I julemåneden ruller julefrokosterne hen over landet, og der bliver spist sild og flæskesteg i lange baner. Dertil kommer konsumeringen af ikke ubetydelige mængder af vin, snaps og øl.  For de fleste medarbejdere er julefrokosten en munter lejlighed til at slutte året af, men for lederen er betingelserne lidt anderledes.

Medarbejdernes helle

Erhvervspsykolog, Jacob B. Theilgaard, uddyber hvorfor julefrokosten stiller nogle andre krav til chefen: ”Fra et traditionelt synspunkt er julefrokosten et helle for medarbejderne, hvor de får lov til at skeje ud. Der ligger næsten en implicit forventning om, at vi bliver fulde og har affære med vores kollegaer på kryds og tværs. Det er den forestilling, vi er flasket op med, selvom jeg personligt mener, at det er lidt af en myte.”

Dum dig ikke

Julefrokosten er ganske vist et frirum for medarbejderen, men ifølge Jacob B. Theilgaard er dette ikke tilfældet for lederen. ”Lederen skal ubetinget med til julefrokosten for at vise, at vedkommende interesserer sig for sine medarbejder, men julefrokosten er arbejde for lederen. Hyggeligt arbejde – men først og fremmest arbejde. En leder kan miste meget anseelse og i værste fald sit arbejde, hvis vedkommende skejer for meget ud til julefrokosten. En leder skal foregå med det gode eksempel, og kan blive fyret for eksempelvis at have en affære til julefrokosten.”

Mentalt oven på

Hvis man som leder har behov for at gå til den, bør det ifølge Jacob B. Theilgaard ske i et helt andet forum med nære venner. Til julefrokosten skal lederen derimod være nærværende, hyggelig og i kontrol. ”Det er nødvendigt at være mentalt ovenpå for at kunne navigere gennem julefrokosten. Den klassiske situation er jo den, hvor en fuld medarbejder har behov for at tale løn eller for at sige sin ærlige mening om virksomheden. Her må man som chef være i stand til at lave en høflig undvigemanøvre.”

Undvigemanøvren

Og hvordan undviger man så? Jacob B. Theilgaard: ”Som leder må man holde fast i, at julefrokosten ikke er det rette sted at tale om løn og arbejdsrelaterede problemer, men samtidig er det vigtigt at anerkende personens behov for at tale om emnet. Det kan man gøre ved at sige, at man kan se, det er et vigtigt emne, og at man synes, der skal aftales et møde om emnet på mandag.”

Hjem i en taxa

Der kan naturligvis være medarbejdere, der er så overrislede, at sund fornuft ikke længere trænger ind, og i det tilfælde, kan man opfordre en mindre fuld kollega til at sørge for at vedkommende kommer hjemad. Jacob B. Theilgaard mener faktisk, at man på den måde gør den fulde medarbejder en tjeneste, så personen ikke falder helt igennem.

Modangrebet

Udover den undvigende manøvre, er der også et såkaldt modangreb. Jacob B. Theilgaard: ”Hvis en medarbejder bliver ved med at ville tale om løn eller arbejdsproblemer, kan man styre samtalen hen på et andet område ved at stille et modspørgsmål. ”Hvordan er de nye skriveborde egentlig?” ”Fungerer frokostordningen godt?” På den måde styrer man emnet ind på sikker grund.”

Hurra for small talk

I det hele taget bør lederen til julefrokosten indstille sig på at pudse talentet inden for small talking af. Jacob B. Theilgaard: ”Hvis man ikke er særlig god til small talking, kan man forberede sig på nogle emner på forhånd. Det er godt at spørge ind til personlige forhold, for på den måde lærer man sine medarbejdere bedre at kende samtidig med, at man befinder sig på et ufarligt område: ”Hvad laver din kone?, ”Hvor går dine børn i skole?” ”Hvor er det nu, du kommer fra, oprindeligt?”

Pas på vittighederne

Som leder skal man endvidere være meget opmærksom på, hvilke vittigheder man slynger ud til julefrokosten. Jacob B. Theilgaard: ”En leders ord bliver analyseret i langt højere grad end andres, fordi der er en hierarkisk forskel. Det kan virke som om, julefrokosten er et magtfrit rum, men lad dig ikke narre, for hvis du driller en medarbejder sarkastisk her, kommer du til at stå til regnskab for det om mandagen. Julefrokosten er aldrig et helle for chefen.”

Overvej hvem du driller

Personligt har Jacob B. Theilgaard selv prøvet, hvor galt man kan komme af sted med godmodigt drilleri. ”På en tidligere arbejdsplads var vi meget forskellige medarbejdertyper, og der var eksempelvis nogle smede, som elskede at drille os psykologer. Men da vi til en julefrokost drillede lidt tilbage, syntes smedene overhovedet ikke det var sjovt. Af det har jeg lært, at man skal overveje hvem man driller i organisationen, for der bliver hurtigt lagt meget mere i det.”

Ikke observatør

Selvom man som chef er på arbejde til julefrokosten, er det ikke ensbetydende med, at man ikke skal være deltagende. Jacob B. Theilgaard: ”Det er en svær balancegang. Man må ikke skeje ud og blive fuld, men man må heller ikke trække sig tilbage og være observatør. Lederen skal se ud, som vedkommende er en del af festen: Hæld øl og snaps op i glasset, men drik vand. Skål og syng med men hav situationen under kontrol. Julefrokosten er næsten som at være til eksamen, og det er særlig svært for nye chefer, fordi julefrokosten sidste gang var helle, og nu ikke er det længere.”

Kommentér ikke Travolta-dansen

Hvis man som chef har set nogen kysse hinanden i kopirummet eller give den gas som Travolta på dansegulvet, skal man undlade at kommentere det om mandagen. Jacob B. Theilgaard: ”Julefrokosten er jo et helle for medarbejderne, og derfor skal lederen vænne det blinde øje til med mindre naturligvis, at udskejelserne er så vilde, at man bliver nødt til at feje op om mandagen. Heldigvis er julefrokosten normalt bare en sjov og hyggelig aften for de fleste.”

streg1

Sådan kommer du videre

Har du kommentarer til forfatteren eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.