Kommunikation

Kom i mål med din argumentation

·

Hvordan bruger Kenn L. Hansen sin erfaring fra fodboldbanen, når han arbejder med træning i bedre argumentation, præsentationsteknik og formidling?

FIFA-dommer Kenn L. Hansen står hver weekend ansigt til ansigt med ophidsede fodboldspillere i Superligaen og i de store europæiske turneringer. De råber konstant på straffespark, udvisninger og mange andre ting, så Kenn L. Hansen skal på et øjeblik kunne fremføre en argumentation, der kan afmontere hele situationen. Læs med, og bliv inspireret til at blive skarpere i din argumentation og præsentationsteknik. Konstant skal vi overbevise andre mennesker om vores synspunkter eller sag. Uanset om vi præsenterer, skriver mails eller forhandler arbejdsopgaver, så skal vi bruge en argumentation, der virker. Når vi argumenterer eller modargumenter, handler det om at vælge den mest effektive præsentationsteknik og formidling, afhængig af modtageren og situationen.

Sprudlende heksekedel

Det er noget, Kenn L. Hansen kan tale med omkring. Med sin kandidatgrad i retorik fra Københavns Universitet, mangeårig erfaring som underviser i Mannaz og praktiske virke på fodboldbanen har han bygget en effektiv værktøjskasse op. I særdeleshed har han gennem sine 17 år som dommer lært at kommunikere effektivt med mange forskellige modtagere. Og hvordan er det så at argumentere i en sprudlende heksekedel – kan det overhovedet lade sig gøre? Kenn L. Hansen: ”Ja, det kan det faktisk godt. Der er naturligvis ikke plads til den lange akademiske forklaring bag mine overvejelser for eller imod et straffespark, mens 40.000 tilskuere buher. Spillerne vil dog gerne have en forklaring, så det prøver jeg ofte at give dem. Men den skal være kort og kontant. Det er nu også en sund øvelse for en akademiker.”

Strategi og knivskarp analyse

Med sin baggrund som retoriker trækker Kenn på sin faglighed, når han er på de store stadions verden over. Nøglen til succes over for spillerne ligger i at finde den bedste strategi for sin forklaring, forklarer Kenn L. Hansen: ”Sommetider skal man være afvisende, andre gange lyttende og imødekommende. Det handler rigtig meget om situationsbestemt ledelse ud over det gode argument.” Som topdommer er medierne en stor del af Kenn L. Hansens hverdag: ”Jeg skal ofte forklare mig på tv eller i aviserne om, hvorfor jeg gjorde dit og dat. Inden jeg åbner munden, bliver jeg nødt til at have en knivskarp analyse af fordele og ulemper ved de forskellige argumenter. Så jeg føler faktisk, at argumentationsværktøjet har været en af de rigtig vigtige ting i min værktøjskasse.”

Du får ret – jeg får fred

Ifølge Kenn L. Hansen handler argumentationsanalyse ligeså meget om, hvornår man skal holde mund. På jobbet – såvel som derhjemme – kan det nogle gange betale sig at trække sig i stedet for at argumentere imod. Når Kenn L. Hansen får spørgsmålet, om han nogensinde giver op retorisk, lyder svaret ”Jeg ved ikke, om jeg giver op, men sommetider vurderer jeg, at det er bedst ikke at argumentere. Hvis jeg vurderer, at den pågældende spiller eller træner ikke er i stand til at rumme mit synspunkt, så vælger jeg nok at vente lidt med min fine argumentationskæde.”

Undgå det røde kort, når du argumenterer

Hvis Kenn skal opsummere sine tre bedste råd til effektiv argumentation – baseret på sin erfaring både på fodboldbanen og i undervisningslokalet – lyder de:

  1. Hav fokus på dine modtagere. Uden fokus på modtagerens behov og horisont vil det aldrig lykkes.
  2. Sørg for, at præmissen for dit argument deles af modtageren. Din hjemmel, som det kaldes i argumentationslæren, skal være accepteret af modtagerne.
  3. Hav forståelse for din modparts synspunkt. Alt for mange lytter ikke ordentligt efter, hvad der egentlig bliver sagt. Aktiv lytning er en forudsætning for effektiv argumentation.

Kenn L. Hansen siger afslutningsvis: ”Effektiv argumentation er noget, man kan raffinere i det uendelige. Men med øget indsigt i argumentets natur kan man ganske hurtigt blive meget mere effektiv.”

Kenn L. Hansen om kurset ”Argumentation der overbeviser”
Du har udviklet kurset “Argumentation der overbeviser” til Mannaz – hvad skyldes det?
”Jeg har i mange år undervist for Mannaz i både PowerPoint og præsentationsteknik. Men jeg synes, vi manglede en vigtig del for at fuldende paletten. Vi manglede et kursus, som benhårdt træner deltagerne i indholdsdelen.”
Hvad får deltageren med sig hjem fra kurset?
”Deltagerne bliver på én dag trænet i at kunne identificere argumentationens enkeltdele lynhurtigt. På den måde kan de både lave nogle gode argumenter selv, men de kan også analysere andres kommunikation. De bliver skarpere hele vejen rundt. Virksomheden får altså en medarbejder hjem, som kan formulere sig langt mere skarpt og velovervejet, både i tale og på skrift, så mon ikke, der også er en PowerPoint eller to, der får et gevaldigt kvalitetsløft. Det urealiserede potentiale er i hvert fald enormt.”
Viden om
Bliv inspireret indenfor kommunikation
Salg & Forhandling Forhandling: 6 gode råd til succes

Er dine forhandlinger en win-win-proces eller en kamp om at vinde? Hvis det er sidstnævnte, så bør du læse med i denne artikel, hvor vores forhandlingseksperter giver 6 gode råd til succes ved forhandlingsbordet.

Kommunikation Forhandlingscoaching - vejen til bedre resultat

I denne artikel er omdrejningspunktet brugen af coaching som forberedelse til forhandlinger – både overfor medarbejdere og kolleger, men også i direktion og bestyrelsen. Det giver nemlig større gennemslagskraft og styrker resultatet.

Kommunikation Sådan sikrede forhandlingsteknik bedre aftaler

Executive Assistant fra JUC har haft succes efter hun udviklede sin forhandlingsteknik. Læs hendes historie, og bliv inspireret til selv at opnå resultatskabende forhandlinger.

The potential is people