Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Kan vi gøre noget bedre?

1. september 2011 - Merete Bernhardtsen
Af Merete Bernhardtsen 1. september 2011

Selvom markedsføringen af Nykredits internationale afdeling fungerer særdeles fint, er Anne Katrine Schädler Villemoes, der marketing manager, alligevel åben over for nye muligheder. Det er blandt andet derfor, hun for nylig gennemførte Mannaz Kommunikationsuddannelse. Sidste år leverede den internationale afdeling i Nykredit sit bedste resultat nogensinde for realkreditudlån. Med den succes er det nemt at forestille sig, at man hurtigt kunne blive fristet til at hvile på laurbærrene og uden tøven genbruge den samme markedsføring. Men sådan tænker Anne Katrine ikke. "Vi har uden tvivl et rigtig godt fundament inden for markedsføring, men bare fordi vi har gjort noget i 30 år, er det ikke ensbetydende med, at vi skal blive ved. Vi skal holde os åbne for nye muligheder, så vi ikke stagnerer. Lige nu har vi en unik markedsposition, men den skal vi værne om for at bevare. Det evige spørgsmål må være: Kan vi gøre noget bedre?" Anne Katrine har for nylig gennemført en kommunikationsuddannelse. Dels for at holde sig opdateret inden for kommunikation. Dels for at styrke sin gennemslagskraft. "Vi er en lille bitte afdeling i en kæmpe stor virksomhed, og det kan være en udfordring at blive hørt internt. Alle har travlt med deres eget, og da vi har et stort behov for at blive anbefalet og husket af afdelingerne med direkte kundekontakt, var jeg interesseret i nye måder at få folk i tale på."

Vi må bevæge os med kunderne

Storytelling og sociale medier var et par af de punkter, som Anne Katrine var interesseret i at lære mere om. "Vi har godt fat i vores målgrupper, men de bevæger sig, og vores markedsføring skal bevæge sig med dem, så vi fanger dem på nye måder. Der kan også være helt nye målgrupper, som skal kontaktes på anderledes måder." Også mere effektive personlige præsentationer var i søgelyset hos Anne Katrine Schädler Villemoes. "Jeg har et job, som involverer mange præsentationer, og jeg har fået tilbagemeldinger om, at jeg har manglet noget gennemslagskraft. Det, synes jeg ikke, var godt nok, når jeg ved, at vi har med travle mennesker at gøre. Man skal have noget særligt at byde på, når man tager folks tid. Derfor ville jeg gerne arbejde på at forbedre min præsentationsteknik blandt andet ved at lære at opbygge mine præsentationer på en mere effektiv måde. Nu føler jeg mig langt mere sikker på mine præsentationer, fordi jeg har lært, hvordan man sparker døren op til opmærksomheden og forhåbentlig holder den åben til præsentationen er slut."

Luksus at fordybe sig

På kommunikationsuddannelsen fik Anne Katrine mulighed for at arbejde intensivt på et nyt markedsføringsprojekt. "Det var meget effektivt at få lov til at inddrage mit arbejde i undervisningen, så jeg kunne bruge det, jeg lærte, mens jeg lærte det på et faktisk projekt. Det gjorde det nye nemmere at forstå, og jeg fik samtidig tilført noget ekstra til projektet." Anne Katrine har en uddannelse inden for international markedsføring fra CBS, men en travl arbejdsdag og et aktivt familieliv gjorde det svært for hende at holde sig opdateret. "Jeg må erkende, at jeg ikke altid får læst op på det nye. Derfor er det luksus at kunne tage nogle hele dage ud af kalenderen og så fordybe sig. Det er vigtigt i min stilling, at jeg hele tiden får nye input." Selvom Anne Katrine tydeligvis trives med at få ny viden, understreger hun, at det ikke handler om at smide alt det gamle væk. Det handler derimod om at forfine og tilføre nye elementer.

"Vi har godt fat i vores målgrupper, men de bevæger sig, og vores markedsføring skal bevæge sig med dem, så vi fanger dem på nye måder."

Indpakningen er bedre

At verden bliver bombarderet med kommunikation er en rammebetingelse for alle inden for markedsføring. Det ved Anne Katrine udmærket. "Hvis man vil gøre sig bemærket, så er det nødvendigt at være bevidst omkring, hvordan man kommunikerer. Man må stille en række spørgsmål: Hvordan er mit sprogvalg i forhold til målgruppen? Hvordan skal jeg starte og slutte? Kan jeg gøre noget kortere eller mere præcist? Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg havde styr på indholdet, men jeg har gjort indpakningen bedre for at sige det enkelt." Nykredit er en virksomhed, der er optaget af kommunikation, og som marketingansvarlig er det også en del af kunsten at kunne manøvrere inden for de rammer, der er sat på koncernniveau. "Vi er en del af finansverdenen, som traditionelt har haft en mere formel kommunikationsform, men det stive har vi lagt bag os, og vi har nu øjnene rettet mod fremtidens markedsføringsmuligheder." Anne-Katrine-Villemoes1Om Anne Katrine Schädler Villemoes Anne Katrine Schädler Villemoes er uddannet cand.merc. i International Marketing & Management fra Copenhagen Business School. Hun har arbejdet i Nykredit siden 1999. Først som projektkonsulent, siden som projektleder og nu som marketing manager i Nykredits internationale afdeling. Om den internationale afdeling i Nykredit Den internationale afdeling i Nykredit formidler realkreditlån til danskere, svenskere og nordmænd, som ønsker at købe bopæl eller sommerhus i udlandet. Udover kontoret i København er der destinationskontorer i Cannes, Alicante og Marbella. Afdelingens målgrupper er både pensionister og børnefamilier, som har et ønske om at bosætte sig i udlandet, samt familier eller vennepar, som ønsker en feriebolig sydpå.

Sådan kommer du videre

Har du kommentarer til forfatterne eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail. Seneste artikler: