Ledelse

Hemmeligheden bag Googles innovative og robuste ledere

·

Hvordan går du fra at være en god leder til en fremragende leder? Måske finder du svaret et andet sted, end du tror? Nemlig inde i dig selv. I denne artikel deler Joakim Eriksson, som er underviser på det eftertragtede program ”Search Inside Yourself – Developed at Google”, ud af sine betragtninger om lederskab, selvindsigt og robusthed.

Hos Google arbejder nogle af verdens klogeste hoveder. Fra alle hjørner af verden strømmer højtuddannede kandidater til for at blive en del af klodens mest eftertragtede it-arbejdsplads. Men hvis du tror, at det er den høje intelligensmasse, som alene gør, at Google-ledere formår at skabe både resultater, engagement og innovation, så tager du fejl. Hos Google har de for længst fundet ud af, at der skal meget mere end faglig dygtighed til at skabe fremragende resultater. Nu tænker du måske, hvad det er for en ingrediens, som Google har forstået at tilføre deres ledere? Den korte forklaring er, at de har fokuseret på at supplere IQ med EQ. De har konstateret, at bare fordi ledere og medarbejdere er fagligt dygtige og intelligente, betyder det ikke nødvendigvis, at de er gode til at bruge deres kompetencer sammen. Det kræver selvledelse, fokus, intuition og samarbejdsevner for at skabe resultater ud over det normale. Det kræver EQ – emotionel intelligens.

“Not everything can be found on Google – sometimes you have to Search Inside Yourself”.

 Blødt og langhåret?

Det er muligt, at du synes, det lyder en smule for blødt det der med emotionel intelligens. Ledelsen i Google har dog konstateret, at hvis man skal lede i en kompleks verden, så kan man ikke søge svarene på de svære spørgsmål ude i verden – man er nødt til at søge inde i sig selv. Denne tanke blev for snart 10 år siden startskuddet til det, som har udviklet sig til at være Googles mest populære interne uddannelse – Search Inside Yourself (SIY). SIY fokuserer på det indre lederskab og på at udvikle lederes evne til opmærksomhed og selvindsigt for at frigøre deres lederpotentiale. Hos Google er forståelsen, at hvor en højere uddannelse hjælper dig intellektuelt med at forstå elementer såsom modeller og teorier, så fortæller den dig ikke, hvordan du skal omsætte den viden til adfærd i hverdagen. Forskellen på viden og evnen til at skabe resultater er det indre lederskab. Hvis du fortsat synes, at indre lederskab lyder langhåret, så er du ikke alene. Højtuddannede ingeniører hos Google er en kritisk målgruppe, og da man udviklede SIY, fik man derfor hjælp af førende hjerneforskere for at sikre, at programmet fik et evidensbaseret afsæt. Programmet tager udgangspunkt i de sidste årtiers forskning omkring, hvordan hjernen kan trænes. SIY bruger en række mindfulness-teknikker til at styrke lederes fokus, empati, intuition m.m. Langhåret eller ikke – et eller andet har de ramt hos de kritiske ingeniører.

Er den indre faktor også i spil i din organisation?

Efter mange år som leder og senere som konsulent, har jeg oplevet, at det sjældent er mangel på analyser og handleplaner, som står i vejen for, at organisationer lykkes med en strategi eller en forandring. De indre faktorer er dog i spil både på ledelsesgangen og hos medarbejderne, og det påvirker eksekveringskraften. Spørgsmålet er bare, om vi har de værktøjer, der skal til for at arbejde konstruktivt med det indre lederskab? Da jeg selv fik mulighed for at tage Search Inside Yourself-programmet for et par år siden, oplevede jeg, at den gav svaret på netop det, vi ofte mangler i andre lederuddannelser. Vi er blevet så optaget af de ydre modeller og analyser, at vi nogle gange glemmer, at det i sidste ende altid er et menneske, som skal tage en beslutning og sætte noget i spil. Der er et kæmpe potentiale ved at udvikle de indre kompetencer og selvindsigten hos dem, som skal bruge modellerne og tage beslutningerne.

 Dårlige beslutninger koster dyrt

Noget af det, SIY dykker ned i, er evnen til at bevare fokus og opmærksomhed. Denne evne er uhyre vigtig for personer i højere stillinger, som har en hverdag, hvor de konstant er under pres. Der er tit for mange opgaver og for lidt tid. Løsningen bliver ofte multitasking, vi slår autopiloten til og bliver mindre reflekterende. Men hvad er resultatet af den coping strategi? Det, vi belyser med et videnskabeligt afsæt i SIY-programmet, er, hvordan kvaliteten af beslutninger påvirkes, når opmærksomheden er udfordret. Dette gælder både vores evne til at være fokuserede og effektive, men også det med at kunne være åben for nye input og andre aktørers idéer og synspunkter. Dette er en aha-oplevelse for mange. Den gode nyhed er, at man kan træne sin opmærksomhed, ligesom man træner sine muskler i fitnesscentret. SIY-programmet bruger blandt andet mindfulness-teknikker og viser koblingen mellem en række praktiske mentale træningsmetoder, samt hvordan disse er brugbare i forhold til personlig effektivitet og forretningskritiske processer. Resultaterne er videnskabeligt dokumenteret. Nu har jeg selv praktiseret mindfulness i over 10 år, så jeg kan sige god for, at det over tid forandrer din tilgang til kompleksitet, forandringer og stress. Der er derfor nemlig god grund til at deltage i personlig effektivitet kursus for træne sin mindfulness.

Kernen til forandringsledelse og resiliens

En styrket opmærksomhed gør dig også bedre i stand til at aflæse din egen adfærd og reaktioner – men i real tid, ikke bagefter når det alligevel er for sent. Dermed åbner du også døren til noget andet. Og det er en game changer i dit lederskab, for dermed giver du dig selv muligheden for at foretage et andet valg, end det du har indkodet på autopiloten. Forandringsledelse begynder med den enkelte leder. Du kan lære at ”pause” dig selv et sekund og således tage en anden og bedre beslutning. En evne som kommer alle til gode – også på et organisationsniveau – for du bliver i stand til at kigge ud over dine egne antagelser. Den øgede selvindsigt og de bredere perspektiver giver overskud og bevirker, at du kan tage andre vinkler ind. I den proces finder du også nøglen til innovation. Samtidig gør den større selvindsigt dig mere robust, fordi du bedre forstår, hvad der påvirker dig negativt. Du bliver bedre i stand til at håndtere stress og pres omkring dig. Og jo mere forankret du er i dig selv som person, jo sværere er det for dig at blive kastet rundt af bølgerne omkring dig. Øget resiliens og overblik hos lederne har en direkte påvirkning på organisationen, fordi de med et større overskud vil være i stand til at navigere i kompleksitet og sætte helhedens behov frem for sit eget, når det er nødvendigt.

”Du bliver nødt til at kigge ind i dig selv for at få større succes udadtil”.

 Fra Google til Danmark

I 2011 besluttede Google at gøre SIY-programmet tilgængelig for ledere uden for Google. Der blev dannet en non-profit organisation – Search Inside Yourself Leadership Institute – som har ansvaret for at undervise i SIY både i og uden for Google. Organisationen har uddannet 100 personer i verden, som er certificeret i at undervise i programmet uden for Google. I 2015 gennemførte jeg denne certificeringsuddannelse, og her i Danmark har vi for nylig gennemført de første forløb af Search Inside Yourself. Vi har haft alt fra CEOs og HR-direktører til salgschefer og it-programmører gennem programmet. Det er blevet modtaget meget positivt sandsynligvis fordi, det taler ind i nogle underliggende udfordringer og kompetencer, som er relevante på tværs af fagligheder og sektorer. Din faglighed åbner døren til ledelse for dig, men det er den stærke selvindsigt og det indre lederskab, som gør, at du går fra at være en god leder til at være en fremragende leder. Hos Google har de fundet ud af, at man paradoksalt nok bliver nødt til at kigge ind i sig selv for at få større succes udadtil. Hvad kan du mon lykkes med, hvis du træner dig i at kigge både udad og indad?

Viden om
Bliv inspireret indenfor ledelse
Ledelse 3 ting ledere skal lykkes med

Ved du, hvad de tre vigtigste faktorer i succesfuld ledelse er? Læs med, og få et kort og præcist indblik i disse faktorer.

Læs artiklen
Ledelse 3 tips til dig som ny leder

Få inspiration, hvis du er ny i rollen som leder. Der er mange udfordringer og spørgsmål, der melder sig, når du træder ind i rollen som ny leder.  I denne artikel får du 3 tips til, hvordan du kommer bedst fra start med din ledelse som ny leder.

Ledelse 4 tips til at ”resette” dit lederskab

Dine indre ledelseskvaliteter såsom empati, fokus, modstandsdygtighed, emotionel intelligens og nærvær er essentielle for din succes som leder. I denne artikel får du fire gode råd til at styrke dit personlige lederskab og håndtere pressede situationer.

Strategi & organisation Derfor slår organisationsændringer fejl
The potential is people