Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Fra fagspecialist til leder

11. oktober 2010 - Birgitte Lenstrup,

Få 6 tips til dig, som er ny leder. At gå fra at være specialist til pludselig at stå som ny leder kan indebære en række udfordringer, man må forholde sig til, såsom skellet mellem drifts- og ledelsesopgaver. I denne artikel kan du finde inspiration til din nye rolle som leder.

Faglige specialister, der klarer sig godt i deres arbejde, vil blive forfremmet, indtil de havner i en ny stilling som leder, hvor de ikke klarer sig godt. Hvorfor? Fordi mange ledere udpeges for deres faglige dygtighed og ikke for deres lederegenskaber. I forbifarten er der måske nok nogen, der har glemt at fortælle dem, at de ikke længere er specialister inden for deres felt, men nu skal bruge mere tid til at lede.

Erkendelsen

1010-fagspecialist

Nøglen til en succesfuld transition fra specialist til leder ligger dér, hvor lederen erkender, at han/hun ikke længere er specialist, men leder. Man skal ”relancere” sig selv i en ny version. Det er hårdt arbejde for mange og sætter nogle helt specielle krav til udvikling af mennesket inde bag ved. Peter Jentoft Ebdrup fra Rigspolitiet kan fortælle om netop denne transition, for han har prøvet det på egen krop.

Forfremmet til leder

Afsnitsleder i Rigspolitiet, Peter Jentoft Ebdrup, meldte klart ud til sin chef, at han måtte have styrket sin viden inden for ledelse for at overtage det tilbudte lederjob. ”Der var ingen tvivl fra min side: Jeg SKAL have noget lederuddannelse, ellers kan jeg ikke påtage mig jobbet.” Det ønske fik han omgående opbakning til. ”Jeg var en specialist, der nu stod over for forfremmelse til et lederjob. Et temmelig stort spring fra en funktion med faglig fordybelse til en funktion med et helt andet tempo og store resultatkrav. En omvæltning der, efter min mening, nemt kan gå galt, hvis man ikke understøtter den nye leder med faglighed. Derfor var det et krav fra min side, at jeg fik et kompetenceløft. I min situation måtte jeg tage lederuddannelsen sideløbende med, at jeg startede i det nye job. Omstændighederne gjorde det nemlig nødvendigt at overtage jobbet med det samme.”  

Anførsel, start Mennesker kan være uforudsigelige, og der opstår konflikter, uanset hvor meget man prøver at tale og planlægge sig ud af det. Anførsel, slut

 

Aha-oplevelserne

Allerede fra første færd kom Peter Jentoft Ebdrup hjem med kufferten fuld af både teori og praktisk viden. ”På min lederuddannelse fik jeg indsigt i gruppepsykologi og menneskelige reaktioner, og det gav mig nogle værktøjer til nemmere at få mine medarbejdere til at følge mig. Det var naturligvis en kæmpe hjælp i det daglige.” Uddannelsen har været en lang række ”aha-oplevelser” for Peter Jentoft Ebdrup. ”Jeg forstod pludseligt min medarbejdergruppe bedre, og jeg vidste, at jeg måtte gøre målene tydeligere og den enkeltes rolle helt klar. Og det er ingen overdrivelse, at fra første medarbejdermøde, hvor jeg tydeliggjorde mål, rammer og roller, så lettede gruppen og har leveret fantastisk siden.

Åben ledelsesstil

Det er heller ikke gået ubemærket hen hos medarbejderne, at Peter Jentoft Ebdrup er kommet stærkere tilbage efter hvert modul. ”Jeg har valgt at have en åben lederstil, og mine medarbejdere har været med i processen. Det giver fordele og ulemper, men det har været rigtigt for mig. Det er i øvrigt en situation, jeg har drøftet med flere af underviserne på uddannelsen, hvilket bekræftede mig i mit valg.” Feedback fra undervisere og de andre deltagere på, hvordan man virker i forskellige situationer og rollespil viste sig at være meget lærerigt. Og Peter Jentoft Ebdrup frabad sig, at der blev lagt fingre imellem, når han skulle kommenteres: ”Jeg fik at vide, at jeg skulle lade være med at tryne folk med min stemmeføring og myndige positur, og det kom lidt bag på mig. Kunne jeg bruge det? Absolut, og jeg tænker tit over det, når jeg taler med folk.”

6 tips til den nyudnævnte leder

  • Husk at udvikle og arbejde aktivt med din rolle som leder
  • Få din egen leder til at afgrænse rammerne for dit lederskab
  • Få indsigt i, hvordan du tackler stress og stressede situationer som leder
  • Træn dig selv i at at skelne mellem driftsopgaver og ledelsesopgaver
  • Øv dig i at prioritere dine opgaver
  • Få forståelse for lederopgavens juridiske ramme

God ledelse smitter

Overgangen fra specialist til leder har ikke været uproblematisk for Peter Jentoft Ebdrup. ”Som specialist i support-afdelingen sad jeg dér med min database og en temmelig forudsigelig hverdag. Lederjobbet er det modsatte. Mennesker kan være uforudsigelige, og der opstår konflikter, uanset hvor meget man prøver at tale og planlægge sig ud af det. Men med de rette værktøjer kan man som regel sørge for, at alle kommer videre – uden at nogen taber ansigt.” Peter Jentoft Ebdrups personlige holdning til ledelse er, at hvis man ikke klæder ledere fagligt og menneskeligt på, så beder man selv om problemer. ”I politisystemet, hvor jeg stammer fra, før jeg kom til Rigspolitiet, er man meget dygtige til at uddanne folk. Lederne er fuldt uddannede, inden de bestrider en stilling, og niveauet er højt. Med andre ord ved jeg af erfaring, at det betaler sig at uddanne folk, og det offentlige er faktisk rigtig gode til at udvikle de ansattes kompetencer. Det er endnu en offentlig succes, vi ikke er gode nok til at få fokus på i medierne.”

Energi og inspiration

En anden af Peter Jentoft Ebdrups holdninger til ledelse er, at man aldrig bliver færdig med at uddanne sig. ”Der sker konstant noget nyt inden for ledelse, og vi bliver hele tiden klogere. Hvis man føler, at man har uddannet sig færdig, er man efter min mening gået i stå. ” Og man må heller ikke glemme, at når der kommer ny energi og inspiration til chefen, så smitter det af på resten af organisationen. streg1

Sådan kommer du videre

Har du kommentarer til forfatterne eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.