|
Lederskab og følgeskab er tæt forbundet med hinanden.
|
En af lederens fornemmeste opgaver er at kunne skabe gejst og forståelse hos medarbejderne for den vej, som virksomheden skal ud ad. Til den opgave er retorikken et nødvendigt værktøj, men hvordan rammer man den rigtige stil?
Det, og meget mere, blev en gruppe forventningsfulde tilhørere klogere på til et inspirationsmøde om retorik og ledelse hos Mannaz. Retorik for en leder er som bolden for en fodboldspiller. De to ting hænger sammen, men øvelse og medfødt talent afgør, hvor dygtig du er til at score mål hos tilhørerne eller på banen. Tag nu den amerikanske præsident. Uden hans fantastiske talegaver ville Obama bare ikke være Obama. Og Pia Kjærsgaard ville ikke få så mange stemmer, hvis ikke hun var i stand til at tale så letforståeligt og effektivt. Som leder bliver din skæbne måske ikke afgjort i stemmeboksen, men det er lige så vigtigt for din evne til at skabe resultater, at medarbejderne tror på det, du siger, og følger den retning, du har lagt. Retorik og Ledelse var overskriften, da Mannaz slog dørene op for et gratis inspirationsmøde i april, og at dømme efter det store fremmøde var emnet relevant for mange. Med underviser, Mariann Bach Nielsen, og erhvervspsykolog, Jacob Theilgaard, i spidsen var det da også to sværvægtere inden for retorik, psykologi og kommunikation, som delte ud af deres store viden på området.
Jacob Theilgaard: “Noget af det, som er sket i nyere tid, er, at formel magt har ændret sig til en mere uformel magt og det har betydning for kravene til lederens retoriske evner. I gamle dage handlede det om, hvor mange striber man havde på skulderen, og den med flest striber bestemte, hvad du skulle gøre. Sådan er virkeligheden ikke mere. Du kan måske udstikke en ordre, men hvem siger, at medarbejderne gør, som du vil have? Derfor er det blevet vigtigere end nogensinde at forstå, hvad der foregår mellem mennesker. At det er et lederskab OG et følgeskab, og at vi skal være enige om, at det forholder sig sådan.” Et af de eksempler, Jacob Theilgaard brugte til at illustrere sin pointe med, var hvorledes en gruppe mennesker, som er faret vild ude i skoven, agerer. “Hvad skal man gøre, hvis den ene person siger, at vejen ud er den vej, og den anden person siger, at vejen ud er den stik modsatte? Her vælger vi at følge den person, som vi har mest tillid til, og dermed accepterer vi vedkommendes lederskab. Vi giver vores følgeskab, fordi vi kan se, at vedkommende kan bringe os ud af skoven, eller derhen vi gerne vil.”
På en arbejdsplads viser medarbejderne, at de donerer deres følgeskab ved at troppe op hver eneste dag. Det er lederens opgave at kommunikere den retning, som virksomheden har, på en måde så medarbejderne føler sig forbundet til lederen, til missionen, til virksomheden. Jacob Theilgaard: “Hvis medarbejderne ikke tror på den vej, som lederen viser, så går de et andet sted hen. Det bliver derfor afgørende for succes i både virksomheden og hos lederen, at lederen har evnen til at formidle mening med arbejdet. Kan lederen det, får hun følgeskab – ellers ikke.” Mariann Bach Nielsen samlede tråden op og uddybede, hvordan man kan arbejde med sin kommunikation som leder: “Helt tilbage til Aristoteles vidste man, hvad der skal til for at tale og trænge igennem. Man taler blandt andet om tre appelformer, som du som leder kan få et stort udbytte af at være bevidst om, fordi du derved skaber en mere troværdig og inspirerende retorik.”
Herefter fik tilhørerne et lynkursus i de tre retoriske appelformer af Mariann Bach Nielsen: “Etos er selve dit fundament og din troværdighed som person. Man taler i den forbindelse ofte om de gode karakteregenskaber, også kaldet politikerdyder, som eksempelvis ærlighed, åbenhed, idealisme og humor. Og hvis du tænker på din yndlingspolitiker, vil vedkommende nok besidde disse egenskaber et langt stykke hen ad vejen.” Mariann Bach Nielsen forklarede videre, at den anden appelform er logos, som er substansen og det faktuelle: “Hvis du som leder ikke har styr på fagligheden, bliver det let til tom snak og hurra-ord. Det er mange ledere bevidste om, og derfor drukner de tilhørerne i logos og kommer til at virke tørre og stive.” Den tredje appelform er patos, som er at tale til en bred vifte af følelser fra glæde og vrede til medlidenhed og ophidselse. Mariann Bach Nielsen: “Det er med patos, at man i høj grad får tilhørerne med sig, fordi patos netop rører følelserne. Som leder kan det godt betale sig at tænke en præsentation igennem. Er min tale i balance? Er jeg troværdig, har jeg nok fakta med, og husker jeg at inddrage patos ved eksempelvis at sige ting som: Jeg kan godt forstå, at I er pressede i øjeblikket.”
Efter at have åbnet for den retoriske godtepose opfordrede Mariann Bach Nielsen tilhørerne til at tænke mere over deres sprog generelt, fordi man dermed lettere får tilhørerne med sig. “Prøv at undgå at bruge et passivt sprog eksempelvis ved at sige: Det er blevet besluttet at nedlægge kantinen. Medarbejderne sidder bare tilbage og er i tvivl om, hvem der egentlig har lukket kantinen? Så er det bedre at stå ved beslutningen og sige lige ud, at det er os i ledelsen, som har lukket kantinen. Det virker mere troværdigt og skaber ikke afstand.” Blandt en perlerække af retoriske virkemidler blev metaforer også nævnt af Mariann Bach Nielsen. “Bare sæt nogle skibe i søen og læg fra kaj. Det sætter billeder på hos tilhørerne og får dem med, men udfordringen er at bruge nogle metaforer, som ikke er så slidte, at de er blevet klicheer. Treklangen er også effektiv og gør dine ord nemmere at huske. Villa, Volvo og vovhund. Fyrre, fed og færdig er nogle af de mere populære af slagsen, mens sund, solid og sober er et nyere og mere unikt eksempel.”
Efter at have givet en række gode råd om, hvordan man puster liv i sproget, rundede Mariann Bach Nielsen af med at tale om vigtigheden af at have fælles værdier. For selvom man skruer op for den retoriske varme, vil der nemlig altid være nogle popcorn, som ikke popper. “Du kan være en super dygtig taler, men hvis dine tilhørere ikke deler dine værdier, kan du stadig ikke nå i mål. Alligevel kan du måske få en dør på klem ved at være inkluderende i din tale.” Jacob Theilgaard tog over for at tale om den ramme, der er omkring kommunikation. “Hvis man er usikker på relationen til sin chef eller sine kollegaer, bliver man også usikker på det, som bliver sagt. Indholdet bliver uklart, fordi andre parametre er usikre. Det kan eksempelvis ske, hvis man har en chef, som er meget ironisk eller til tider optræder meget venskabeligt. At skabe følgeskab er ikke kun at være forstående og ”nursende”. Det er også at skabe klarhed om ens rolle, så der ikke opstår usikkerhed om kommunikationen hos medarbejderen.” Selvom tilhørernes blokke efterhånden var tæt pakkede med noter, fik de et par gode råd mere med hjem af Mariann Bach Nielsen: “Pentagrammet er et praktisk, retorisk værktøj, som sikrer lederen, at præsentationen er så effektfuld som muligt, og som sætter tingene i relation til hinanden. Hvad er emnet, og hvilke fakta skal med, hvem er afsender og modtager, hvordan vil du tale for bedst at nå dem? Hvad er konteksten? Endvidere må vi i moderne tider tænke mediet med. Er du ude at blogge, eller skal du op på en ølkasse og tale?”
Det allersidste emne på dagsorden var storytelling – altså kunsten at bruge den gode historie i sin kommunikation. “Der er fire ting, man skal huske på, når man fortæller en historie. Det første er, hvorfor man vil fortælle historien, hvad er budskabet. Den andet er, at man skal huske at have en konflikt i historien. Dernæst skal rollerne være klogt besat, eksempelvis med både en ond og en god rolle. Endelig skal handlingen i historien være interessant skruet sammen. Husker man det, kan man med succes bruge storytelling som retorisk værktøj – også selvom man ikke er et retorisk supertalent, men bare en helt almindelig leder.” 
Har du kommentarer til forfatteren eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.
