Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Er din præsentationsteknik god nok?

9. november 2010 - Birgitte Lenstrup

I denne artikel kan du blive inspireret til at styrke din præsentationsteknik, så du fremstår med større selvtillid, og din formidling får et gevaldigt løft

Kaster du en godbid ud til dit publikum, som får dem frem i stolen med det samme, når du præsenterer noget? Eller straffer du deres opmærksomhed med at kede dem til døde med en masse oplysninger og slides, længe inden du når frem til pointen? Underviser og forfatter, Kirsten Andersen, fortæller her, hvor overraskende hurtigt vi alle sammen kan blive meget bedre til at præsentere med en effektiv præsentationsteknik. ”Man kan næsten ikke tro, at det er den samme mand! Han er jo blevet spændende at høre på”. Sådan kommer der ofte højlydte, overraskede kommentarer, når deltagerne på et af Kirstens Andersens præsentationskurser hos Mannaz oplever, hvor meget et par dages undervisning kan løfte både ens præsentationsteknik og selvtillid. Som erfaren underviser, og medforfatter til flere bøger om præsentationsteknik, er Kirsten Andersen ikke længere overrasket, når folk rykker sig markant. Kirsten Andersen: ”Præsentationsteknik er et af de områder, hvor man kan løfte sit niveau allerhurtigst. For det første er det ren personlig udvikling, så du er ikke afhængig af at få alle andre i afdelingen med for at opnå succes, og du kan således bruge dine nye redskaber helt uden at involvere andre. For det andet er de værktøjer, man får med hjem, så effektive og motiverende, at du vil have en helt anden tilgang til præsentationer efterfølgende.”

Op på ølkassen – åh nej!

Den værste straf er ...

Mennesker tilmelder sig et forløb i præsentationsteknik på baggrund af forskellige problematikker. Kirsten Andersen: ”Nogle oplever, at virksomheden presser dem og forventer, at de står mere frem. Det kan skabe nervøsitet og en følelse af straf hver eneste gang, og det tapper rigtig meget energi. Andre er måske mere garvede og har lavet rigtig mange præsentationer, men de fornemmer, at der er en anden og bedre måde at gennemføre en præsentation på.” Uanset årsagen til behovet for læring, oplever Kirsten Andersen, at folk kommer til at se på præsentationer med helt nye øjne. ”Præsentationsteknik skal ikke udelukkende bruges på store konferencer. Teknikken kan også bruges på helt små salgsmøder eller til interne møder. Man kan ikke sige entydigt, hvilke møder som er de vigtigste, og derfor bør en professionel præsentationsteknik være et gennemgående værktøj, man har med i sin faglige kuffert.”

  ”Ender dine powerpoints som en huskeliste over det, du selv skal sige? Naturligvis skal dit publikum have facts, men de skal ikke kvæles i dem. Brug nogle eksempler, start med de gode historier og hav fokus på highlights og den generelle forståelse."  

To dage kan gøre det

Kirsten Andersen mener ikke, at præsentationsteknik behøver at tage lang tid at lære. ”Allerede før man kommer, bliver man bedt om at forberede sig. Blandt andet beder jeg deltager om at lave en præsentation, og på den måde tyvstarter vi processen. Efterfølgende forsøger jeg at forlænge læringen ved at give dem noget let omsætteligt materiale at arbejde videre med. Så to dage kan føles meget effektivt.” Et af de punkter, som der arbejdes med når man skal forbedre sin præsentationsteknik, er personlig power. En præsentation er nemlig langt mere end indhold, den handler også om form. Kirsten Andersen: ”Mange af os ved ikke, hvordan vi virker på en scene. Nogle vader uroligt meget frem og tilbage. Andre finder en uheldig parkeringsplads til hænderne, som giver et lukket eller uengageret indtryk. Derfor filmes deltagerne, så de kan opleve sig selv under en præsentation.” At se sin egen præsentation på film er noget, som kan gøre selv de allermest garvede nervøse. ”Uha, det frygter folk virkelig, men heldigvis finder folk næsten altid ud af, at det ikke er så slemt, som de troede. De oplever fx med egne øjne, at det øjeblik hvor de mistede tråden, som indvendigt føltes som en evighed af indre kaos, i virkeligheden blot var et kort sekund, hvor de udadtil virkede ganske rolige. Den oplevelse skaber en tryghed omkring deres præsentationer fremover.”

Dårlige vaner kommer frem i lyset

Alligevel oplever de fleste at blive konfronteret med nogle dårlige vaner, som ingen nogensinde har turdet fortælle dem om før. Kirsten Andersen: ”Selvom det er en positiv oplevelse at se sig selv, er det også en øjenåbner. ”Hold op, jeg står jo og hænger. Se min fod vipper konstant og distraherer tilhørerne.” Folk kan være meget overraskede over deres egne dårlige vaner, som de så heldigvis forholdsvist let får rettet op på, efter de er blevet bevidste omkring dem.” Gennem årene har mange fortalt Kirsten Andersen, at de finder det svært at sætte sig ned og lave en præsentation. ”De tænder computeren og åbner PowerPoint og skriver navn, titel og emne, og så går det galt: Præsentationen ender som en huskeliste over det, de selv skal sige. Jeg anbefaler en helt anden fremgangsmåde, hvor man først laver en brainstorm med fokus på målgruppen. Hvilken viden mangler målgruppen, og hvor kommer jeg ind i forhold til det? Hvilke fakta skal med, og hvilke eksempler illustrerer bedst mine pointer? Hvilke citater og anekdoter vil være gode? Først når de ting er på plads, skal man tænde computeren.”

Start med en godbid

Kirsten Andersen anbefaler også, at man lægger benhårdt ud. ”Start præsentationen med en overraskelse, et chok eller et grin. Brug din saftigste godbid først, så du får tilhørerne til at bide på og gå dernæst videre med, hvad præsentationen egentlig skal handle om, og hvad dit mål er med den. Først efter målet skal du præsentere dig selv, og det er en rækkefølge, som folk generelt er meget overraskede over, at jeg anbefaler. De har jo i årevis ikke hørt andet end præsentationer, som starter med: ”Mit navn er”. Men jeg synes, det er langt vigtigere at bygge en interesse op først, og når den er der, kan du fortælle noget om dig selv.” Den værste straf, du kan udsætte dit publikum for, er at kede dem med et overload af information, hvis du spørger Kirsten Andersen. ”Naturligvis skal deltagerne have facts, men de skal ikke kvæles i dem. Brug nogle eksempler, start med de gode historier og hav fokus på highlights og den generelle forståelse. ”Som på en flyvetur er en god landing noget af det mest essentielle. Kirsten Andersen forklarer: ”Mange glemmer afslutningen på præsentationen, men det er vigtigt at have besluttet sig for, hvordan man kommer elegant ud af præsentationen, ellers står man der og blafrer og giver et usikkert sidste indtryk.” Selvom Kirsten Andersen efterhånden har undervist i mange år, giver undervisningen hende en helt særlig følelse. ”Jeg bliver helt høj af at undervise. Det, at jeg og deltagerne sammen kan se, hvordan der sker en markant fremgang med hver enkelt persons evne til at lave og fremføre en præsentation, er en stor glæde. Deltagerne retter ryggen og begynder at tro på, at de kan levere en super præsentation, og jeg ser, hvordan de indtager ”kongepladsen” i lokalet og taler med selvtillid. De træder i karakter på den gode måde – hvem vil ikke gerne være vidne til det.” I december måned kan du glæde dig til at læse om to personer, som har deltaget på et udviklingsforløb i præsentationsteknik og få indblik i deres udbytte. streg1

Sådan kommer du videre

Har du kommentarer til forfatterne eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.