Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Derfor går verden glip af dit geni

8. november 2012 - Henrik Juul, Erhvervspsykolog
  ”Der er ingen vej udenom: du må turde krænge dine lånte fjer af dig, lag for lag, indtil du kommer derind, hvor du er nøgnere end nøgen.”  

Hvad er nytænkning egentlig? Eksisterer det? Er der overhovedet nogen, der tænker nyt? Er nytænkning det samme som gammel vin på nye flasker og som de slidte møbler, der flyttes lidt om på? Er vi ikke for altid låst fast i at reproducere vore tankemønstre om og om igen? Mens spørgsmålene regner ned over os, må vi konstatere, at begrebet nytænkning er i flittigt brug, ligesom længslen efter radikal innovation er stor, især i en krisetid. De mest pressede i at skulle levere nytænkning er formentlig politikere og ledere i erhvervslivet.

  1210-detektiv-kasketten
   

Hvad skal nytænkning bruges til? Erhvervslivet synes konstant at have behov for at finde nye afsætningsmarkeder, udvikle nye produkter, lave mere kvantitet og/eller kvalitet for færre penge, skille sig ud, øge produktivitet, ride kriser af, optimere medarbejdertilfredshed/-sundhed/-talent, håndtere stress og konflikter, osv. Listen er lang. De politiske ledere har også deres at se til. Imens krisetid og kaos truer med at sænke skuden, skal de levere holdbare løsninger, der kan holde fartøjet flydende, ligesom de skal holde håb og humør oppe samtidig med, at der igen og igen opdages nye sprækker og svage steder både i skroget, i maskinrummet og på kommandobroen. Når det viser sig, at de gode, gammeldags krisestyrings-boller-på-suppen ikke længere dur, gribes der – af og til desperat eller små-panisk – ud efter nye. Hastværk, frygt og pres fra konkurrenter, politiske modstandere samt eget bagland kan bevirke, at man kun får fat i allerede eksisterende hyldevarer, som befinder sig inden for syns- og rækkevidde.

OK, hvad er så nytænkning…?

Nytænkning er at tænke helt nyt og tænke på nye måder. Sand nytænkning er inspiration, der løber til, fra kildevældene i originalitetens svært tilgængelige eller glemte landskaber. Når vi er åbne for nytænkning, trækker vi på vores åndelige ressourcer, hvorfra vi kan downloade jomfruelige tanker samt invitere gennembrud af fornemmelser, indre billeder og visioner, der ikke tidligere har set dagens lys. Være på opdagelsesrejse. Dette lader sig sjældent gøre via målstyret og viljebaseret præstation, men hjælpes derimod godt på vej gennem en åben, nysgerrig og fordomsfri indstilling. Det nye eksisterer allerede i horisonten. Opgaven er at fjerne slør og andet, der forhindrer os i at få øje på det.

  ”Tanker har det med at slå sig ned i sindet som vanemæssige mønstre.”  

… og hvad gør man?

For at bane vejen for nytænkning er vi nødt til at tage detektiv-kasketten på og finde samt rense de gamle filtre, vi oplever verden igennem. Vi må også sende reviderende lys ind over vore værdier samt kortlægge vore vanemæssige tilbøjeligheder. På et psykologisk plan er det imidlertid helt afgørende, at vi sætter en stopper for den indre kritikers - overjeg’ets - automatiske kassationsprincip, der – uden vores viden - sender alt det, der er for anderledes, for frækt, for sjovt, for provokerende osv. lige lukt i skraldespanden. For at give plads og rum til noget nyt, må vi afspænde vanemusklerne. Vi er nødt til at afbryde vores slavearbejde for vanesindet. Det skal udsultes. Vi må helt enkelt foretage os noget andet, end vi plejer. Lade være med altid at gøre det, der ligger lige til højrebenet, men i stedet eksperimentere med nye typer oplevelser, fx afprøve andre film, rejser, musik, kurser, osv., end vi er vant til. Undlade altid at gøre det logiske. Kongevejen ud af vanetænkning er at flytte sin opmærksomhed fra tankerne til kroppen. Mærke og udforske livet i kroppen samt fordybe sig i det. Give sig selv nogle oplevelser, hvor kroppen er i centrum. En anden ting: Mange af nutidens travle mennesker nedprioriterer at få sovet nok. Det er bare slet ikke smart. Krop og psyke skal hvile om natten for at være din trofaste support om dagen. Vi har bedst af at få mindst 7-9 timers søvn i døgnet! Der skal være tid til at glide ned i den helt dybe søvn, vi skal drømme, og de psykiske ressourcer skal genopbygges for at skabe space og nyt brændstof til kreativiteten. Nytænkning fremmes af, at man er et menneske, der er i stand til at flytte sig og desuden er villig til det. At man aktivt søger inspiration i nye kontekster såvel i den ydre som i den indre verden. At man tør lade sine etablerede forestillinger og begreber om verden vige eller falde. Åbne sine sanser, se, lytte og slippe noget nyt ind, der kan danse med det eksisterende. At man er lydhør over for den stille hvisken inde i sig selv. Virkelig at lytte er at være parat til at forandre sig. Vores danske, eksistentialistiske filosof, Søren Kirkegaard, fandt sine bedste idéer under spadsereture gennem København. Mozart oplevede inspirationen til himmelsk download af sine kompositioner på vandringer i bjergene.

Kvantespring eller knopskydning

Det er fantastisk fascinerende - til tider overraskende og pludseligt - når man ser deciderede kvantespring i nytænkning og innovation. Ikke nødvendigvis smukt eller behageligt. Ikke altid let at overskue konsekvenserne af. Men interessant, ikke? Hvor kom det lige fra? Fra historien kender vi til tankernes gigantiske bevidstløft, fx Leonardo da Vincis forbløffende frembringelser og forudsigelser, Mozarts kompositioner, der synes at være downloadet direkte fra de himmelske haller. Og Einsteins tænkning og teorier, der opstod som produkter af hans stærke intuitive fornemmelser og hans tillid til dem. Formlerne blev først efterfølgende føjet til. Endvidere da fysikerne udviklede atombomben, og politikerne lod dem springe i Japan. Rumskibet, der landsatte mennesker på månen, Berlinmuren og den kolde krig, der forsvandt. Dengang Apple lancerede Iphone, osv. Nytænkning foregår også som langsommere udviklingsforløb, hvor fx det ene tager det andet, et værk knopskyder eller bygger oven på noget, der var skabt i og til en anden kontekst. Nytænkning kan også være at opdage muligheder i det gamle, som ingen andre tidligere har fået øje på. Hvor der dannes helt nye kompositioner på basis af eksisterende materiale. Vi har i den nyere tid set mange eksempler herpå. Her er et par stykker: Skrivemaskiner er blevet til ”elektronhjerner” og herfra videre til små bærbare computere med et ocean af muligheder og afsindig stor kapacitet. Vi har set store, klodsede spolebåndoptagere udvikle sig til små, lækre MP3-dimser, kalkerpapir blive til superkopimaskiner osv., osv. Ulemperne ved at bygge oven på gamle fundamenter er imidlertid, at fortidens og nutidens imponerende udviklingsryk og hotte fremskridt, på et eller andet tidspunkt, bliver til fremtidens begrænsninger, hvis ikke vi er beviste herom, og formår at ”kill our darlings”.

  ”For at give plads og rum til noget nyt, må vi afspænde vanemusklerne.”  

Forhindringerne

Det kedeligste ved nytænkning er nok, at det ikke er let for alle, selv om det kan se sådan ud. Rigtig mange mennesker tænker i virkeligheden ad eksisterende stier eller gentager sig selv igen og igen i en bevidstløs automatik, uden at opdage, at de betræder gamle spor og bevæger sig rundt i snørklede labyrinter. Som tidligere antydet, har tanker det med at slå sig ned i sindet som vanemæssige mønstre, og disse tankevaner bliver til fastlagte neurale baner i hjernen, som kun brydes, ændres og udbygges, når de udfordres, fx ved at vi bryder vores rammer og udsætter os for nye typer adfærd og oplevelser. Vores tankemønstre og måden vi bruger os selv på designer vores hjerne og dermed vores liv. De færreste er dog i stand til bare at beslutte sig til at ville nytænke. Vi er simpelthen ikke trænede i det. I vores nutid er vi mest vant til at kopiere det trendy – og måske tilføje vores egne (lånte) genbrugsfjer for at fremstå som specielle.

Nytænkning kræver – og giver - bevidsthed og mod

Det er sgu da også svært at (op-)finde sig som nyskabende original, hvis man er opbygget som en kopivare uden om sit, i øvrigt absolut enestående og originale, menneske-kernemateriale. Men lad os nu antage, at du har mod til at fravælge de velkendte og mest trygge og komfortable veje. Du føler trang til at skabe noget originalt, noget absolut nytænkende. Du ønsker at tage et kreativt kvantespring ind i originalitetens frie og ubundne regioner. Så er der ingen vej uden om: Du må turde krænge dine lånte fjer af dig, lag for lag, indtil du kommer derind, hvor du virkelig er nøgen. Nøgnere end nøgen. Derind, hvor der end ikke er tanker om, at du vil eller skal, eller overhovedet kan noget som helst. Finde det absolutte nulpunkt og opholde dig i det. Denne vågne og livfulde bevidsthedstilstand kan du lære at finde og glide ind i fx via meditation og mindfulness, eller du kan øve dig i at opdage den, når den dukker op spontant. Du skal lære at genkende din personlige oplevelse af tilstanden og forlænge dine ophold i den, give oplevelserne værdi og tage det med dig tilbage, som du har fundet eller som af sig selv dumpede ned i dit sind. Skriv ned. Masser af stikord. Nytænkning er nemlig gjort af luft og fordufter let lige så hastigt, som den opstod. Dit udbytte af disse øvelser kan sammenlignes med en fortættet eller kompakt pakke, der efterhånden åbner sig selv mere og mere, når din opmærksomhed lyser på den. Og langtidsgaven er, at du udvikler dig til at blive et langt mere nuanceret, nærværende, bevidst, spændende, fantasifuldt, modigt og levende menneske. So far so good! At omsætte nytænkning til nyhandling er noget helt andet en disciplin for sig selv, som ikke mestres af alle og enhver. Det kigger vi på i en anden artikel. streg1

Sådan kommer du videre

Har du kommentarer til forfatteren eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.