Mannaz.com – Cookie- og privatlivspolitik

Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige oplevelse. Få flere oplysninger
Luk
Del siden

Brænd igennem eller brænd ud. Har du gennemslagskraft?

25. februar 2014 - Heidi Fjelsted, Redaktør

Vi kender dem alle. Vi har mærket dem. Følt os suget nærmere. Til familiefesten. På arbejdspladsen. Og vi har set dem på TV. Personer, som virkelig brænder igennem og indtager rummet med overbevisning, troværdighed og karisma. Få inspiration til at styrke din personlige gennemslagskraft og kommunikation.

Personlig gennemslagskraft er fascinerende. Nogle gange er det for meget, nogle gange er det for lidt. Men gennemslagskraften er lige nøjagtig det, der gør forskellen i mødet med andre mennesker, hvis du vil respekteres, forstås og huskes. Vi har ikke alle sammen lige meget gennemslagskraft. Spørgsmålet er, hvorfor nogle mennesker mester denne evne så sublimt? Mens andre gang på gang snubler i kommunikationen. Og er det overhovedet muligt at øge sin gennemslagskraft? Vi har sat Johnny Schultz, cand.psych. og mangeårig underviser hos Mannaz, i stævne for at komme tættere på, hvad der gemmer sig bag personlig gennemslagskraft, og hvad man kan gøre for at styrke sig selv på området.

Obama-effekten

De fleste er nok enige i, at Barack Obama er indbegrebet af power. Johnny Schultz forklarer, hvorfor han er sådan et godt billede på personlig gennemslagskraft. ”Obama gennemtænker sin kommunikation nøje. Han er god til at formulere sig, og han underbygger sit budskab med det rigtige kropssprog. Med sin udstråling og sit nærvær formår han at indleve sig passioneret i enhver situation. Med ganske få verbale og nonverbale virkemidler skaber han en stærk kontakt i mødet med sit publikum.” Kropssproget er i særdeleshed en afgørende faktor i forhold til personlig gennemslagskraft, uddyber Johnny Schultz. ”Hvis der er uoverensstemmelse mellem det, du siger, og det, du udstråler med kroppen, udsender du signalforvirring. Kropssproget betyder nemlig meget mere, end de fleste tror, i det samlede kommunikationsflow.” Mange vil sikkert mene, at gennemslagskraft udelukkende handler om scenetække og en stærk formidlingsevne. Men det er langt fra sandheden, mener Johnny Schultz. ”De personer, der har størst gennemslagskraft, er i høj grad også i stand til at tilpasse deres kommunikationsstil til de mennesker, de henvender sig til – på scenen eller ej.”  

  "Hvis du bare lader andre tromle hen over dig og ikke gør noget for din indre power, så ender du med at brænde ud.”  

 

Er du på samme kanal som modtageren?

Et effektivt redskab i forhold til tilpasning af kommunikationen er, ifølge Johnny Schultz, den klassiske transaktionsanalyse. ”Eric Berne udviklede den i 1960’erne, og den går ud fra, at vores personlighed består af tre dele, som på forskellige måder kommer til udtryk gennem det, vi siger til andre, både verbalt og nonverbalt. Det er forældre-jeg’et, barne-jeg’et og voksen-jeg’et.” Johnny Schultz forklarer videre: ”Når du har en samtale, så vil relationsniveauet – altså om du taler som forælder, voksen eller barn – påvirke kommunikationen og den måde, den anden svarer på.” Han tilføjer: ”Simpel transaktion er kommunikation, der foregår mellem ens jeg-tilstande – fx voksen til voksen. Ved krydset transaktion kommunikeres der derimod frem og tilbage mellem forskellige jeg-tilstande. Fx kan lederen opleves opdragende på en medarbejder (forældre-jeg’et), og medarbejderen kan reagere trodsigt som reaktion (barne-jeg’et). Resultatet er, at parterne oplever, at de taler forbi hinanden.”

Vil du være venlig at tie stille, når jeg afbryder

Lige så meget charme, der kan være ved personer, som virkelig brænder igennem og har power, lige så lidt tiltalende kan gennemslagskraften komme til udtryk. Johnny Schultz forklarer: ”Et klassisk eksempel, som de fleste nok kender, er kollegaen, der til møder er så synlig og dominerende, at andre har svært ved at trænge igennem. Personen opleves som hurtig og frembusende. Og personen ser det som sin ubetingede ret at få så meget taletid som overhovedet muligt. Resultatet er ofte, at der sidder nogle tilbage, som føler, de brænder inde med vigtig information, og ikke bliver hørt”. Med andre ord opfattes stor gennemslagskraft ikke altid som en ubetinget positiv egenskab. Specielt hvis man med sin gennemslagskraft ”trumler” andre mennesker".

Sådan bliver du hørt

Det kan være svært at tilkæmpe sig taletid i selskab med personer med stor gennemslagskraft. Det kender vi nok allesammen. Ifølge Johnny Schultz er det et vilkår, som altid vil være aktuelt, men som heldigvis sagtens kan omgås med en række konkrete redskaber. Han uddyber: ”Den metode, jeg kalder ”hak-i-pladen”, er fx meget effektiv. Konkret medfører metoden, at du genafbryder og repeterer, at du gerne vil tale færdigt. Du kan også understrege din taleret yderligere ved at sige: ”Du lovede at lade mig tale færdig” eller ”Jeg vil godt lige tale færdig”. Et andet redskab tager udgangspunkt i metoderne fra transaktionsanalysen. ”Hvis du gentagende gange oplever, du bliver talt ned til eller overfuset af den samme dominerende person, hvad enten det er på møder eller i dagligdagen, så skal du helt klart tage kampen op. Man kan naturligvis prøve at tale den anden person til fornuft, at tale til hans ”bedre jeg”. Men den metode virker langt fra altid. Den bedste måde er, at du selv ændrer adfærd ved, at du ryster det mentale billede, som den anden har af dig. Hvis personen typisk taler fra forældre til barn, og du typisk reagerer på barnebåndet ved at blive sur, fornærmet eller ved at lukke af, så skal du i stedet svare fra voksen til voksen. Så sker der noget! For den reaktion er personen jo ikke vant til," understreger Johnny Schultz.

Det starter indefra

Redskaberne virker jo logiske nok, men kan det ikke være svært eller grænseoverskridende at tage dem i brug, hvis man ikke føler sig mentalt rustet til det? Johnny Schultz svarer: ”Det hele hænger selvfølgelig sammen. Det handler først og fremmest om at være i kontakt med sig selv på indersiden – dernæst bliver man i stand til at formidle det konstruktivt på ydersiden. Men heldigvis er netop din mentale styrke et punkt, du kan arbejde med.” Johnny Schultz forklarer: ”Mental styrke kan defineres som evnen til at mestre krævende situationer uden at miste overblikket og selvkontrollen. Det betyder, at du under stort pres kan fortsætte med at tænke positivt, konstruktivt og realistisk med klarhed og ro i sindet – hvad enten det er over for dominerende arbejdskolleger eller i situationer, hvor du skal præstere foran en forsamling.”

Omprogrammér dig selv

Af andre metoder til at overbevise og omprogrammere sig selv mentalt nævner Johnny Schultz affirmationer som en af de mest kraftulde metoder. Eksempler herpå kunne være at gentage over for sig selv:

  • Jeg ved, jeg kan mine ting!
  • Jeg ved, de vil lytte til mig!
  • Jeg ved, jeg har grund til at være stolt af mig selv!
  • I dag vil jeg betragte det store arbejdspres som en positiv udfordring, der skal vindes!
  • I dag skal være dagen, hvor jeg melder mig ud af flinkeskolen!

Samtidig skal du huske at fokusere på, hvornår du i forvejen har succes med din kommunikation, og hvornår du rent faktisk allerede har gennemslagskraft. Johnny Schultz: ”Hvad gør du særlig godt i de situationer? Fokusér på dine succeser, og lær af det, du allerede gør, som virker!”

Knap powerskjorten op

Kan det være for sent at opbygge sin personlige gennemslagskraft? Svaret er nej, hvis du spørger Johnny Schultz. ”Du kan altid blive bedre til at danse med dine omgivelser. Hvis du bare lader andre tromle hen over dig og ikke gør noget for din indre power, så ender du med at brænde ud.” Johnny Schultz siger afsluttende: ”Det gælder om at starte et sted og opleve de små sejre, der er ved at knappe powerskjorten op. Hvis du arbejder med din mentale styrke, vil du uden tvivl opleve større tydelighed i forhold til, hvad du tænker, og hvad du handler ud fra. Du vil opleve, at du bliver bedre til at formidle budskaber og er mere proaktiv i din adfærd. Men det tager tid. At knappe powerskjorten op er ikke et quick fix. Du skal arbejde aktivt med din gennemslagskraft, før det sætter sig i selvværdet. Men uanset hvad træder du langsomt men sikkert et skridt ad gangen længere frem i bussen. Det hele starter indefra og arbejder sig langsomt udad. Så hvad vælger du; at brænde igennem eller at brænde ud?

5 gode råd til at trænge igennem med din kommunikation

1. Gennemtænk nøje, hvad du ønsker at kommunikere
2. Vær faglig forberedt og velfunderet – det giver ro og selvtillid
3. Vælg rette tid og sted for din kommunikation (timing er afgørende)
4. Tun dig ind på modtagerens kommunikationskanal
5. Underbyg dit budskab med det rigtige kropssprog
6. Brug korrekt stemmeføring – tal højt, tydeligt og med begejstring i stemmen