HR

3 bøger, der styrker din HR-rolle

Få HR-konsulentens tre bud på bøger, der kan ruste dig til din rolle i det nye år. Mange kæmper med at se, hvordan HR bedst muligt supporterer virksomheden i at nå sine mål, men HR har netop nu alle muligheder for at skabe værdi for virksomheden. Læs her, hvordan.
·

Ved at gå mere op i din virksomheds kunder og deres ønsker, kan du som HR-professionel være en væsentlig driver til at skabe forandringer og mere værdi. Her får du HR-konsulentens tre bud på bøger, der kan ruste dig i dit job.

HR er i en brydningstid. Mange HR-organisationer trænger til at se sig selv i et nyt lys: Som en del af organisationen, der bidrager ved at skabe direkte værdi og understøtter innovation i stedet for “blot” at være ensbetydende med udgifter.

Det er i det lys, at HR-specialist og underviser på Mannaz HR-uddannelse, Hasse Steenbuch, anbefaler nedenstående tre bøger som ferie- eller aftenlæsning, så du kan ruste dig til fremtiden.

Det er særligt i forandringsprocesser, at HR kan skabe værdi, mener Hasse Steenbuch, sådan som den første bog beskriver. Og for at få indsigt i, hvordan man kan understøtte forandringer, kan det være en god idé også at læse bog nummer to. Den er egentlig ikke henvendt til HR-folk direkte, men handler mere overordnet om, hvordan man driver innovation – udefra og ind.

Den sidste bog fokuserer på, hvilken adfærd der ligger bag ved forandringerne og ikke mindst vaner og rutiner.

”For hvis alle har forstået, hvad vi skal, men der ikke sker nogen forandring, så må man se på mekanismerne bag for at forstå, hvorfor alle går til højre, når vi lige har aftalt, at vi skal gå til venstre,” siger Hasse Steenbuch.

1. HR Transformation: Human Resources udefra og ind, Dave Ulrich

Bogen er skrevet af en amerikansk HR-guru. Den beskriver, hvordan en virksomhed opnår en konkurrencemæssig fordel, når man kender sit marked og sine kunder og anvender denne viden i HR-arbejdet internt på eksempelvis talent, lederskab og kultur.

Det er ifølge Hasse Steenbuch interessant for HR. Mange HR-professionelle fokuserer på, hvad der sker internt i virksomheden og kæmper derfor med at få deres aktiviteter og indsatser til at skabe høj værdi for organisationen.

Dave Ulrich mener, at det er HR-professionelles opgave at definere, hvilke kapabiliteter virksomheden besidder, og hvilke kapabiliteter kunderne forventer.

’Kapabiliteter’ (eller egenskaber) er et udtryk for, hvordan HR kan binde forretningen (og markedet) sammen med menneskene. Ifølge forfatteren skal HR understøtte på flere niveauer: på det relationelle niveau, niveauet for processer og systemer og på det organisatoriske niveau (som organisationsarkitekt, forandrings- og kulturagent eller talent manager). Bogen beskriver, hvordan man gør dette med mange gode eksempler og cases.

I forhold til at se på forretningen udefra og ind får du input til at arbejde med, hvordan HR understøtter forretningen. Det kan for eksempel være ved at tiltrække de rigtige talenter og udvikle de rigtige færdigheder i fremtidens organisation. ”Så bogen handler om at binde mennesker og forretning sammen, og hvilket sæt af færdigheder det kræver at transformere HR fra et niveau til et andet,” siger Hasse Steenbuch.

2. Business Model Generation, Alexander Osterwalder og Yves Pigneur

Bogen kalder sig en håndbog for nytænkere, banebrydere og rebeller og er ikke reelt en HR-bog. Men den beskriver mange vinkler, der kan være afgørende for HR at forstå for at kunne udøve værdiskabende HR, fortæller Hasse Steenbuch.

Grundlæggende ser bogen på, hvad der skal være til stede, for at vi har en forretning, der er bæredygtig og stærk og samtidig tager udgangspunkt i kundens behov. Ligesom bog nummer ét beskriver, kan man som udgangspunkt være drevet indefra og ud eller udefra og ind. Hvis forretningen er drevet indefra, har man – lidt simplificeret – et produkt, man mener, markedet vil have. Men der mener forfatterne, at man bør være langt mere kundedrevet – altså udefra og ind.

”Det er der som sådan ikke noget nyt i, men det er interessant at se nærmere på, om man har bygget sin forretning og organisation op omkring det perspektiv,” mener Hasse Steenbuch.

For HR er det interessant, at man er nødt til at understøtte og supportere en idédrevet kultur med strukturer og rammer, hvor medarbejdere skaber idéer og arbejder videre med dem, hvis man skal skabe innovation.

”Jeg synes helt klart, det også er HR’s rolle at understøtte den kultur,” siger HR-konsulenten.
På samme måde opfordrer bogen til at vende økonomien lidt på hovedet og tale om værdi skabt i forhold til de markeder, man befinder sig på.

”Man kan prøve at se HR’s “forretning” lidt på samme måde for at synliggøre, hvad HR’s value proposition er. Det, synes jeg, kan styrkes betydeligt ude i organisationerne,” siger Hasse Steenbuch.

3. Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag, Morten Münster

Bogen handler om, hvordan du bruger adfærdsdesign til at skabe forandringer i den virkelige verden. Mennesker i den virkelige verden opfører sig sjældent som de mennesker, vi opbygger strategier til. Vi gør ofte ikke det, som vi har planlagt, at vi skal gøre. Faktisk modarbejder vi menneskets biologi og psykologi, når vi insisterer på, at gode argumenter, brændende platforme, klassisk change management, pjecer, kampagner og fællesmøder er vejen frem. Forfatteren giver dig en masse værktøjer og eksempler til at gøre det nemmere for folk at tage en beslutning ved eksempelvis at begrænse valgmulighederne.

Groft sagt arbejder hjernen med to systemer, hvor vi med det ene ”skyder fra hoften”, mens det andet bruges til mentalt krævende opgaver.

Meget ofte kommunikerer vi til modtagernes system 2, mens vi reagerer med system 1. ”Vi bliver mødt med mange krævende system 2-valg hver dag, og det er en stor udfordring for hjernen, fordi den hele tiden skal vurdere, hvad den skal gøre i den ene og den anden situation. Det er svært og komplekst,” fortæller Hasse Steenbuch. Så hvis man kan flytte flere af de valg, vi tager, over i system 1, hvor beslutningen sker mere på rutinen, fungerer menneskets hjerne bedre i forhold til at tage beslutninger i dagligdagen.

”Det er interessant viden for HR, fordi du meget ofte forventes at være en driver på forandringer i organisationen. Bogen giver meget konkrete idéer til, hvordan man så skaber de forandringer,” siger HR-konsulenten.

De tre bøger, som Hasse Steenbuch anbefaler, kredser altså om, hvordan HR i højere grad kan være med til at skabe en endnu større værdi ved at betragte sin rolle mere forretningsorienteret – udefra og ind.

God ferie og rigtig god læselyst!

Viden om
Bliv inspireret indenfor hr
HR 5 gode råd til den værdiskabende evaluering

Hvordan evaluerer du mest effektivt din organisations indsatser? De senere år er der sket en markant udvikling inden for evalueringsfeltet. Det er gået fra et bagudrettet fokus til et mere holistisk og fremadrettet fokus. Få gode råd til værdiskabende evaluering i praksis i denne artikel.

HR Involvering: Laver du pseudoprocesser med medarbejderne?

Medarbejderinvolvering i forandringsprocesser er guld værd. Men pas på, at det ikke ender i en skadelig pseudoproces. Bliv klogere på, hvordan du som HR-partner kommer pseudoprocesserne til livs i denne artikel.

HR Digitalisering af HR-data giver bedre redskaber

Er jeres HR-processer digitaliseret? Ellers burde I snart gøre det. I denne artikel giver HR-eksperten sit bud på, hvilke områder af HR der med fordel kan digitaliseres.

The potential is people