
Globaliseringen er på vej til at skabe et nyt verdenspolitisk landskab, hvor Sydøstasien og særligt Kina kommer til at spille en langt større rolle, mens Mellemøsten sakker bagud. Vesten er stadig den store drivkraft på den internationale scene, men hvor længe varer det ved? Det er essensen i en aktuel bog, Fred og Fare, hvor den danske kosmopolit Sven Burmester tager læseren med på rejse ud i fremtiden for verdens tre store civilisationer. Den vestlige, den islamiske og den asiatiske.
Mannaz møder Sven Burmester i Aalborg tæt på bydelen, hvor han har trådt sine barnesko. Sven Burmester har siden fundet sig til rette på fire af verdens kontinenter. Bogtrykkersønnen fra Bejsebakkevej har arbejdet 26 år for Verdensbanken. I Sudan, Somalia, Etiopien, Ægypten og Washington, afsluttende med titel af vicedirektør. Derefter fire år i Beijing som leder af, FN’s Befolkningsfond, UNPFA, landekontoret for Kina og Nordkorea.
Sven Burmester er i en alder af 66 år pensioneret fra Verdensbanken, men hans aktivitetsniveau kan stadig tage pusten fra de fleste. Pensionisttilværelsen fordeles på skift mellem Kina, Egypten, Danmark og USA. Han er gæsteprofessor ved Sichuans befolkningsinstitut i Kina, ekstern forsker ved biblioteket i Alexandria, Egypten, adjungeret professor ved Aalborg Universitet og på 35. år bosiddende i Washington DC, USA. Han er en moderne opdagelsesrejsende, der lever af at udforske, hvordan forskellige civilisationer møder de globale udfordringer.
Globalisering
I Sven Burmesters barndom var det kulskibene fra Newcastle, der lå opankeret i Aalborg Havn, som var vinduet til verden. Få år i verdenshistorien har ændret det udsyn totalt. I dag flyder økonomi, varer og arbejdskraft langt hurtigere på tværs af grænser og kulturer. Udviklingen rummer ifølge Sven Burmester både fordele og ulemper. Globaliseringen vil blive afgørende for verdens udvikling og stabilitet.
”På den positive konto betyder globaliseringen, at flere mennesker i verden bevæger sig ud af fattigdommen. Det muliggør en bedre levestandard og sikrer udvikling for de lande, som indstiller sig på en moderne markedsøkonomi,” forklarer Sven Burmester.
Trods et optimistisk udgangspunkt hæfter Sven Burmester sig ved tre ting, der vil få negativ indflydelse på fremtidens udformning.
”Jeg ser tre store farer for verdensudviklingen. Miljøet påvirkes af et overvældende forbrug, befolkningstilvæksten stiger og truslen om brug af atomvåben bliver mere nærværende. Allervigtigst er globaliseringens indflydelse på miljøet. Hvis hele verden skal op på, hvad der svarer til en dansk levestand for de ni milliarder mennesker, som lever på jorden om 50 år, så skal verdensproduktionen tidobles. Befolkningstilvæksten er klart med til at forværre miljøets tilstand og samtidig danner det grobund for spændinger mellem kulturerne, som i værste fald optrappes til konflikter, hvor atomvåben spiller en større rolle,” siger Sven Burmester.
Uduelige regeringer
I bogen hudfletter Sven Burmester verdens tre store civilisationer. Den vestlige, den arabiske og den asiatiske. Med et årelangt tilhørsforhold i alle tre civilisationer har han tilegnet sig en dyb og indsigtsfuld viden om Vestens, islams og Kinas kultur og historie.
”Europa er på vej mod forening, og Østasien er for alvor på vej ud af fattigdommen. Men den islamiske verden har brug for modernisering for at komme ud af økonomisk og social stilstand. Vi i Vesten er misundt af både den islamiske verden og det meste af Østasien, men misundelsen er ikke, som vi gerne vil tro , baseret på vores fortræffelige menneskerettigheder og demokrati. Det er i stedet vores fantastiske evne til at sikre en rimelig levestandard for almindelige mennesker, der gør, at andre på kloden gerne vil efterligne os,” siger Sven Burmester.
Den islamiske verdens tilstand optager i høj grad Sven Burmester, men han mener den lider under, at alle ikke er lige for loven uanset køn og religion samt, at det er gud og ikke en parlamentarisk forsamling, der vedtager lovene. Hans synspunkter bakkes op af en FN rapport, Arab Human Development Report, der i 2002 rettede en sønderlemmende kritik mod denne del af verden. Rapporten var skrevet af arabere.
”Når det står værre til i den islamiske verden skyldes det, at de fleste lande er præget af uduelige, korrupte regeringer. Man diskriminerer halvdelen af befolkningen – nemlig kvinderne, som er en ressource, der er brug for. Og uddannelsessystemerne er simpelthen for dårlige. Islam inspirerer til ligegyldighed over for den omliggende verden, og det er uforeneligt med opfindsomhed, iværksætteri, teknologisk fremskridt og demokrati,” forklarer Sven Burmester.
Udvid horisonten
Der findes ikke længere hvide pletter på verdenskortet. Der findes kun hvide pletter i vor viden om andre civilisationer. En større forståelse af, hvordan de tre store civilisationer spiller sammen og påvirker hinanden er ifølge Sven Burmester en vigtig forudsætning for at kunne navigere i verden i dag.
”Vesten, islam og Østasien vil påvirke fremtiden ganske afgørende. Og for at forstå verden er man nødt til at vide, hvor de forskellige civilisationer får deres værdier fra, og hvorfor de handler, som de gør. Myten om, at alle kulturer er lige gode holder ikke stik, når man ser på, hvem der overlever. Vi skal turde have holdninger til verden omkring os og passe på, at vi ikke falder ind i rollen som tossegode danskere, der tolererer alting. Jeg bruger normalt udtrykket skyldig ved samtykke. Det betyder, at vi eksempelvis ikke skal acceptere omskæring af kvinder i Danmark, blot fordi det hører en fremmed kultur til. Her er den demokratiske debat det bedste våben til at afgøre vanskelige problemstillinger,” forklarer Sven Burmester.
Sven Burmester mener, at den enkelte bærer et vist ansvar i mødet med andre kulturer. Både som turist og i erhvervslivet.
”Det er i erhvervslivet de gensidige fordele ved globaliseringen er mest tydelige. Jeg mener, vi vil se en mere vidtfavnende kulturel mangfoldighed fremover. Men kan forestille sig, at danskerne lever det globale liv fra kl. 8-16 på arbejdet og efter kl. 16 står den så på stegt flæsk og en kold bajer. Det er en transformation, vi er nødt til at indstille os på,” siger Sven Burmester.
Et kig i krystalkuglen
Globaliseringen giver en enorm frihed og stort ansvar. Sven Burmester mener, det kræver et nyt regelsæt, at skabe en fredelig sameksistens mellem verdens civilisationer. Det store spørgsmål er, om ledere med vision og de rette værdier kan sørge for, at det sker i den rigtige retning.
”Undervisning af især unge, økonomisk samarbejde mellemfolkelig forståelse og støtte til FN er væsentlige elementer til at sikre en stabil verden. De unge skal lære alverdens ting, men de skal først og fremmest lære et fælles sprog, håndtere moderne teknologi og allervigtigst forstå og tolerere hinanden. Det forholder sig med FN som med demokratiet: Organisationen er langtfra ideel, men den er det bedste vi har. Og bør derfor støttes, udbygges og forbedres,” siger Sven Burmester.
Kina har de seneste 25 år løftet 400 mio. mennesker ud af fattigdom. Det har skabt en hidsig materialisme på alle niveauer hos Riget i Midten. Men velstanden i Kina og særligt Vesten trænger ifølge Sven Burmester det åndelige i baggrunden, mens meningsløsheden langsomt breder sig. Her kan der dog være inspiration at hente i en moderne udgave af den islamiske civilisation.
”Vesten vil fortsat styre mod globalisering blandt andet ved at fremme de økonomiske forhold og udvikle teknologien. Kina vil tage vores globalisering og køre den igennem som aldrig set før. Begge civilisationer vil altså være præget af materiel fremgang. Islam vil kunne bidrage med en form for åndelighed i en mere moderne udgave. Få vil vælge islam, men når de muslimske lande er stærke i troen, kan det få os til at tænke over, hvorfor vi ikke er det. Der er altså noget at lære her, for hvis den nye verden ikke får et åndeligt indhold, der giver tilværelsen mening, vil den næppe overleve,” siger Sven Burmester.
I sin nye bog skriver Sven Burmester, at Indien som verdens største demokrati næppe kommer til at spille en hovedrolle i verdens fremtid. Ganske kendetegnende for den globale nomade vil han dog gerne tættere på kulturen for at se, om det er helt sandt. Til foråret rejser han derfor en måned til Kerala-provinsen i Indien, hvor han skal undervise på en lokal business school. Det er særligt de mange religioners evne til at leve i relativ fredelig sameksistens, der pirrer hans nysgerrighed. Trods udsagnet om, at fremtiden vil se både fred og fare, brænder Sven Burmester stadig for at bedre forståelse af verdens civilisationer.
![]()
Om forfatteren
Kenneth Mikkelsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole med udmærkelse fra Jyllands-Postens jubilæumslegat for bedste udenrigspolitiske reportage på årgangen. Han er ejer af konsulentfirmaet Controverse, der arbejder med strategisk kommunkation om ledelse og HR. Kenneth Mikkelsen er initiativtager til det internationale netværk Global Village Worknet. Han har rejst i mere end 40 lande i verden og tidligere arbejdet som udenrigskorrespondent i Indien.
![]()
Sådan kommer du videre
Har du kommentarer til forfatteren eller artiklen, er du velkommen til at sende en mail.
Læs også artiklen: