Sats på at vinde (December 2011)
Af adm. direktør Mette Vestergaard, Mannaz A/S
Mette Vestergaard skriver til klummen ”Ledelse på Spidsen” i
Berlingske Business Søndag ca. 5 gange om året.
Se hendes tidligere klummer
![]() |
|
|
Mette Vestergaard
Adm. direktør i Mannaz |
Alle profetier spår om et hårdt 2012. Hvor man end sig vender hen, så er det krise og krise igen. Udflytning af jobs, euroen i forfald, og nedjusteringer er en del af dagsordenen – både i pressen, og når direktørerne mødes over netværkskaffen.
Kriseværktøjskassen er heldigvis for nylig blevet støvet af, og det er derfor let at finde frem til de redskaber som blev brugt for et par år siden. Men hvor krisestyringen i første omgang medvirkede til at fjerne overflødigt fedt, og sørgede for en tiltrængt opstramning af processerne, så er situationen nu en anden. De fleste virksomheder er veltrimmede og velfungerende, og så kan omkostningsbesparelser være en farlig løsning. Ledelsesforsker fra London Business School, Jules Goddard, udtrykker det således i ledelseidag.dk: Omkostningsbesparelser er ofte den lige vej til fiasko, og for det meste dækker de bare over en umodig ledelse, som er løbet tør for ideer.
Krisestyring vol. 2 handler om at have en klar vision for virksomheden. Om at innovere. Om at turde investere og kun skære i de omkostninger, som ikke understøtter visionen. Og derefter om at udvise mod til at tage skridt ind i det usikre. Jules Goddard fremhæver ligefrem, at den modige beslutning i en krisesituation er en intelligent forøgelse af omkostningerne.
Desværre viser en undersøgelse foretaget af ugebrevet A4, at danske direktører ikke tør tage chancer og satse hvad der skal til for at vinde nye markeder. Det vurderer 38% af 104 direktører fra landets bedste vækstvirksomheder, som har deltaget i undersøgelsen. Danske ledere og virksomhedsejere er ikke ambitiøse og aggressive nok, og de er faktisk vældig tilfredse med status quo, lyder det.
Men status quo har det med at være en uholdbar strategi, fordi verden ikke står stille.
Leo Pharma er en dansk virksomhed, som har vist modet til at tage nye skridt. I stedet for at være tilfreds med status quo og fortsætte med at trimme en i forvejen særdeles velsmurt virksomhed, har ledelsen valgt at investere massivt i at forny virksomheden. Der er blandt andet blevet brugt adskillige milliarder på at tilbagekøbe licenser og opbygge egne salgsstyrker. Konsekvensen har været tab af profit på den korte bane. Men samtidig en begejstring og optimisme blandt den kraftigt voksende medarbejderstab – og en toplinievækst på næsten 20% sidste år.
The only way you can do something well is to do something poorly first, siger Harvard professor Thomas J. DeLong. Han opfordrer ledere til at være modige nok til at tage risici og acceptere usikkerhed som et væsentligt middel til at skabe fornyelse og vækst.
Det er lettere sagt end gjort, ikke mindst fordi omgivelserne ofte er utålmodige og utilgivende. Men hvis udgangspunktet er en stærk tro på en fælles vision – så har man en ledestjerne, som kan give mod og retning i en turbulent tid.
Glædelig jul.
Til toppen
