Kamp til stregen om kompetenceudvikling (Maj 2008)

Af adm. direktør Mette Vestergaard, Mannaz A/S

Mette Vestergaard skriver til klummen ”Ledelse på Spidsen” i
Berlingske Business Søndag ca. 5 gange om året.
Se hendes tidligere klummer

	Mette Vestergaard Adm. direktør i Mannaz

Jeg har den fornøjelse at være dommer i en international konkurrence, som skal udpege en virksomhed og en udbyder, der tilsammen har skabt et banebrydende kompetence-udviklingsprogram. Jeg har derfor brugt en del tid i den sidste uge på at vurdere de mange bidrag. Det er spændende læsning, for de konkrete udviklingsforløb er alle præget af kvalitet, kreativitet og sammenhæng til forretningsstrategien. Og der er tydeligvis lagt masser af energi og ressourcer i design og gennemførsel.

Det er ret fascinerende at se, i hvor stort et omfang de progressive virksomheder fokuserer på at videreuddanne medarbejdere. Vi er kommet langt fra den tid, hvor udvikling blot var et personalegode. Dertil er det, set med danske briller, interessant at se, i hvor høj grad man også i andre lande satser på at optimere konkurrenceevnen gennem målrettet læring. For mange virksomheder – danske som internationale – er udsagnet ”medarbejderne er vores væsentligste aktiv” tydeligvis ikke blot en kliché, men en reel filosofi og en strategisk prioritet. Man investerer i forretningen ved at udvikle sine medarbejdere.

Eller det vil sige, man betragter det som en investering, men reelt set er penge brugt på medarbejderudvikling typisk en omkostning, som ses på bundlinien, og ikke en investering som ses på balancen. Lidt paradoksalt, for det er yderst relevant at kende medarbejdernes kompetenceniveau, når man skal bedømme en virksomheds potentiale, og det er derfor interessant at kende de investeringer der er foretaget i medarbejderne over de seneste år. Har ledelsen udviklet medarbejderne, eller har den udsultet udviklingen for at få resultatopgørelsen til at fremstå mere fordelagtig?

For medarbejderen er det særdeles attraktivt at være ansat i en virksomhed, som tager kompetenceudvikling alvorligt. For den enkelte er livslang læring en nødvendighed, som er med til at sikre ansættelighed, markedsværdi og en god løn. Men her har vi et andet paradoks. For i Danmark er det ikke – set fra et økonomisk synspunkt – nødvendigvis attraktivt at forbedre sine kompetencer.

Jo mere man dygtiggør sig, jo større sandsynlighed er der for at blive budt velkommen i topskatten. I Danmark brandbeskatter vi viden og kompetencer, højere end noget andet land i verden. Det er da besynderligt, når vi nu har som erklæret mål, at vores fremtidige plads i verdensordenen skal være én, hvor vi bidrager med viden, innovation og kreativitet.

Bidragene i den internationale konkurrence viser med al tydelighed, at hvis vi i Danmark fortsat skal gøre os gældende i verdenssamfundet, og hvis vores platform skal være overlegne kompetencer, så får vi kamp til stregen. Der masser af ambitioner og viden derude, og det ville ikke skade Danmark, hvis vi fokuserer på yderligere at stimulere virksomheders og individers anstrengelser for at løfte sig op over mængden. Vi kan jo starte med at heppe på Skattekommissionen.