Giver dit arbejde mon mening? (Oktober 2007)

Af adm. direktør Mette Vestergaard, Mannaz A/S


Mette Vestergaard skriver til klummen ”Ledelse på Spidsen” i
Berlingske Business Søndag ca. 5 gange om året.
Se hendes tidligere klummer


Mette Vestergaard
Mette Vestergaard
Adm. direktør i Mannaz

For nylig havde jeg den fornøjelse at byde tre nye medarbejdere velkomne i vores firma. Vi talte om løst og fast, om firmaets strategi og planer og om, hvorfor de havde valgt at arbejde for os. Deres svar på det sidste var meget enkelt: ”Fordi den her virksomhed bidrager med noget værdifuldt. Derfor synes vi, at det giver mening at arbejde her.”

Her er de helt i tråd med tidens ånd. Begrebet ”mening” bliver mere og mere afgørende for den enkelte medarbejder. Man skal være stolt af sin virksomhed, den skal gøre en forskel og have et produkt og en ydelse, som man kan stå inde for. Hvis det er tilfældet, og medarbejderen selv kan se, at hun bidrager til den overordnede mening, så kvitterer hun med engagement, loyalitet og en stor arbejdsindsats.

Arbejdet er for mange et udviklingsprojekt og en grundsten til selvrealisering. Før var lønnen en primær drivkraft for at møde op på arbejdet. I dag har vi så stort økonomisk råderum, at designersmarte udekøkkener er blevet et salgbart produkt. Før var det et privilegium at have et job. I dag har de dygtige medarbejdere let ved at finde et nyt, velbetalt arbejde – det er et privilegium at have en medarbejder.

Tidens medarbejdere ønsker at arbejde for virksomheder, som giver dem mulighed for at gøre en forskel. Der skal være mening i det. En mening, som rækker ud over ”ussel mammon”.

Umiddelbart sætter det virksomhederne i et dilemma. For de fleste virksomheders grundlæggende formål er jo at tjene penge. Uden overskud overlever virksomheden ikke længe, og så kan al den snak om mening være ligegyldig. Men virksomheden tiltrækker ikke de rigtige medarbejdere ved hjælp af devisen: Vi skal tjene penge. For økonomiske resultater alene dækker ikke medarbejdernes behov for mening i hverdagen.

Heldigvis kan mening og bundlinie godt gå hånd i hånd. De fleste virksomheder har jo en ”mening”, som er rygraden i deres produkter og deres måde at drive forretning på, og den mening kan relativt let aktiveres og tydeliggøres for medarbejderne. De fleste medarbejdere vil være stolte af at være en del af en virksomhed, som har succes med at øge bundlinien. Det er nemlig både sjovt, og ser rigtig godt ud på CV’et.

Virksomheder med engagerede medarbejdere tjener påviseligt flere penge. Og medarbejderne engageres lettere, når de begejstres over den mening og de resultater, som de skaber i fællesskab. Det er en positiv spiral, som skaber en vindervirksomhed, også på lang sigt.

Det behøver ikke være svært at identificere meningen med virksomheden, hvis man sætter sig for, at det skal gøres. Det svære kommer, når den enkelte leder skal oversætte den overordnede mening, mål og vision til noget nærværende og meningsfuldt for den enkelte medarbejder. Det stiller store krav til både menneskelig indsigt og strategisk forståelse – en vanskelig cocktail for de fleste. Men det kan læres.

Jeg er meget glad for, at mine nye kolleger synes, at det giver mening at være på vores arbejdsplads. Hvad er meningen med din?

Til toppen