Frem i lyset chef (Februar 2010)
Af adm. direktør Mette Vestergaard, Mannaz A/S
Mette Vestergaard skriver til klummen ”Ledelse på Spidsen” i
Berlingske Business Søndag ca. 5 gange om året.
Se hendes tidligere klummer
| Skæg og blå briller er uetisk. Men værdien af at kende dine medarbejderes hverdag er uendelig stor – for dig og virksomheden.
|
![]() |
|
|
Mette Vestergaard
Adm. direktør i Mannaz |
»UNDERCOVER CHEF« er titlen på én af tidens underholdningsprogrammer. Konceptet er, som så mange andre, hentet fra udlandet, og tager udgangspunkt i, at en direktør klæder sig ud, og udgiver sig for at være en almindelig medarbejder. Derpå deltager han – og tv-holdet – i udvalgte medarbejderes dagligdag for at checke, hvordan livet på gulvet er. Programmet afsluttes med, at direktøren giver sig selv til kende for de noget overraskede medarbejdere.
JEG ER UENIG i programmets grundlæggende præmis – at chefen skal iføres skæg og blå briller for at føre en reel dialog med medarbejderne. I min verden er det uetisk, og kan skabe en uheldig præcedens for, at det er tilladt at føre ansatte bag lyset, bare det sker for »et godt formål«. Cheferne har det tydeligvis også skidt med at være uærlige. MEN DERUDOVER ER der megen inspiration at hente i programmet.
FOR DET FØRSTE er det fantastisk bekræftende at opleve de dedikerede medarbejdere, som med stolthed og engagement løser deres opgaver. Selvom et tv-hold naturligvis aldrig opfanger alle nuancerne, så er der ingen tvivl om, at de er rollemodeller for et helt samfund. Og som chef kan man konstatere, at den gamle sandhed, som blev afdækket for snart 100 år siden i Hawthorne, stadig holder vand; Hvis man interesserer sig for sine medarbejdere og deres behov, så øges engagement og produktivitet.
FOR DET ANDET er der ingen tvivl om, at der er stor værdi i at chefen bruger tid på at være med medarbejdernes dagligdag, for at kunne forstå dem – og dermed sit eget firma – bedre. Samtidig mindskes den mentale afstand mellem direktionslokale og frontlinje til gavn for alle parter. Jeg har selv gjort det flere gange, og den indsigt det giver, er langt mere værd end den man kan få fra et regneark eller en månedsrapport. Samtidig giver det masser af positiv respons og nye input fra medarbejderne. Men man skal gå ydmygt til opgaven – fuldstændig ligesom cheferne i tv-programmet gør det. Hensigten skal være at lytte og forstå, ikke at kontrollere og undersøge. Og smid slipset, eller tænk i det mindste over påklædningen.
EN GOD BEKENDT, som er direktør for en fabrik, går skridtet videre. Han har gennem mange år haft en månedlig »jobbyttedag«. Her overtager han én af medarbejdernes job – receptionisten, fabriksarbejderen, regnskabsassistenten – og overlader samtidig sin direktørstol til den pågældende. Det får ham frem i lyset, og giver ham en fantastisk god fornemmelse for sin forretning. Samtidig har han høstet uendelige mængder af goodwill fra medarbejderne på den konto, og han siger, at der aldrig er blevet taget en dårlig beslutning fra direktørstolen. Alt i alt en god og enkel måde at udvikle sine ledelseskompetencer på.
Til toppen
