Tid til fornyelse (November 2009)

Af adm. direktør Mette Vestergaard, Mannaz A/S


Mette Vestergaard skriver til klummen ”Ledelse på Spidsen” i
Berlingske Business Søndag ca. 5 gange om året.
Se hendes tidligere klummer


Mette Vestergaard
Mette Vestergaard
Adm. direktør i Mannaz

’Styrket ud af krisen’ hedder oplægget til regeringens vækstforum, som fokuserer på at øge konkurrenceevne og innovation. ’Styrket ud af krisen’ er ligeledes titlen på DI’s katalog over forslag til hvordan vi fornyr det danske samfund. Og samme tema, at komme ’styrket ud af krisen’, står højt på den aktuelle dagsorden i rigtig mange virksomheder.

Krisen er gået ind i sin tredje fase. Første fase var generelt kendetegnet af chok og fornægtelse.
Anden fase har været præget af omkostningsreduktioner, afskedigelser og optimeringer. Nu er tredje fase i gang, og her fokuseres der på at udnytte d d d  en nuværende nedtur til at få en langsigtet fordel for virksomheden. Det er tid til fornyelse.

Det er på mange måder en langt sjovere fase end de tidligere. Man træder på speederen i stedet for bremsen. Hvor der før var tilbageholdenhed og depression, er der nu aggressivitet og kampgejst.

Men denne fase er også sværere end de tidligere faser. Det er nemlig langt vanskeligere at forny sig end at skære til. Til det kræves både kreativitet, mod, mængder af energi, som skal hentes i en slidt organisation, og tit også en ny mental model.

Som mennesker er vi programmet af vores erfaring, uddannelse og kultur til at løse opgaver på en bestemt måde. Vi griber ofte til de sammen mentale modeller og handlingsstrategier, når vi står i en kompliceret situation, og falder derfor tilbage til det prøvede og velkendte. Det gavner ikke fornyelsen.

En væsentlig forudsætning for at lykkes med fase tre er derfor dels at gøre sig klart hvilken retning man skal forny sig i, dels at arbejde med innovationsevnen og de mentale modeller i virksomheden.

Retning udarbejdes ved hjælp af godt gammelt strategisk håndværk. Man beskriver hvorledes virksomheden ser ud om 2-3 år, så alle i virksomheden har en fælles forståelse og et fælles mål, og man laver man en plan for hvordan man kommer derhen.

Udfordringen er blot, at denne opgave er særdeles vanskelig lige nu, fordi markedet er så turbulent, og sigtbarheden meget dårlig. Bare at lave en et-årig plan er for mange umuligt. Derfor kan man ikke lykkes ved alene at være god til at lave forretningsplaner.

Man må sideløbende arbejde med at styrke innovationsevnen. Det gøres bl.a. om at bearbejde ledelsens og medarbejdernes mentale modeller. Det gøres også ved at øge evnen til at arbejde med komplementære kompetencer, hvor man udnytter styrken i forskellighed. Og så er det afgørende at intensivere og forny kunde- og markedsforståelsen.

’Styrket ud af krisen’ er tidens mantra, både på samfundsplan og på virksomhedsplan. Under den fængende sætning er der en heftigt brændende platform, for alternativet er jo uspiseligt. Heldigvis er der rigtig mange, som er i fuld gang med fornyelse.

Til toppen