Frigiv energien hos medarbejderne (Juni 2008)
Af adm. direktør Mette Vestergaard, Mannaz A/S
Mette Vestergaard skriver til klummen ”Ledelse på Spidsen” i
Berlingske Business Søndag ca. 5 gange om året.
Se hendes tidligere klummer
![]() |
|
|
Mette Vestergaard
Adm. direktør i Mannaz |
Èn af de bedste bøger jeg har læst slutter med ordet ”timshel”. Timshel er, ifølge bogen, hebræisk og betyder Du Kan; ”Det er måske det vigtigste ord i verden. Det siger at vejen står åben. Det siger at man har et valg. Det lægger ansvaret på mennesket.” Bogen er Steinbecks ”Øst for Paradis”.
”Øst for Paradis” er ikke ligefrem en håndbog i ledelse, men den rammer alligevel noget helt centralt for den moderne arbejdsplads. Timshel sidder i hjertet af den nye ledelsesstil, i begrebet ”selvledende medarbejdere”, og i medarbejdernes opfattelse af sig selv.
Vi husker alle Kaj Holgers ledelsesstil i Krøniken, og ved at den ledelsesstil ikke er i overensstemmelse med nutidens værdisæt. Dette skyldes, at medarbejderne er blevet mere vidende og indsigtsfulde, at arbejdsopgaverne er blevet mere komplekse, og at arbejdsbetingelserne hele tiden forandrer sig. Det er derfor helt umuligt for en leder at udstikke detaljerede arbejdsdirektiver a la Kaj Holger. Hans ledelsesstil byggede på ”du skal”.
Moderne ledelsesstil skal bygge på ”du kan”. Der er brug for en ledelsesstil, som frigiver den energi, den viden og de kompetencer, som medarbejderne besidder. En ledelsesstil som understøtter de såkaldte selvledende medarbejdere, der efterhånden findes overalt.
Selvledende medarbejdere evner at tage ansvar for eget arbejde og ønsker det også. De tager selv beslutninger, tager initiativ og sætter i gang. De er, i modsætning til tidligere tiders medarbejdere, uafhængige af ekstern ledelse. De venter ikke på, at chefen skal fortælle dem hvad de skal gøre; faktisk fortæller de hellere end gerne chefen, hvad han skal gøre – og hjælper ham derefter med at sætte det i gang! Og de henter en stor del af deres motivation i bevidstheden om, at de kan udføre et godt og værdifuldt stykke arbejde.
Selvledende medarbejdere er guld værd for en virksomhed, fordi deres energi og engagement driver virksomheden fremad. Som leder er det derfor væsentligt at fokusere på at skabe rammer, så disse medarbejdere har mulighed for at udfolde sig. Eller sagt på anden vis: fokusere på at skabe rum for en oplevelse af frihed, valgmuligheder og timshel.
Dette rum skabes – lidt forenklet sagt – ved at give medarbejderne mulighed for tre ting. For det første, mulighed for at udvikle deres kompetencer, så de oplever, at de har evnerne til at udføre deres arbejde. For det andet mulighed for at være involveret i en række beslutninger, så de får en vis grad af kontrol over egen situation. Og for det tredje, en forståelse af det overordnede formål (hvad har vi gang i, hvor skal vi hen, hvad er ”meningen”?).
Timshel siger, at du kan, og at du har frihed til at vælge. I det moderne arbejdsliv har man som medarbejder mulighed for at tage stilling og aktivt påvirke udviklingen. Som leder har man mulighed for at skabe rammer som frigiver energi både hos den enkelte og i fællesskabet. Tilsammen kan man hæve sig op over mængden – hvis man vælger det.
Til toppen
