Action Learning
- en metode til implementering og forankring af læringen fra ledelsesudviklingsforløb
At deltage i et lederudviklingsforløb er spændende og udfordrende. Man udvider sine horisonter og får nye redskaber til at forstå sin ledelsespraksis. Mange ledere oplever dog, at det er hårdt arbejde at vende tilbage efter forløbet er slut og implementere de nye måder at bedrive ledelse på i deres egen virksomhed. Her kommer Action Learning grupper ind i billedet.
Hvad er Action Learning?
Action Learning er en afprøvet og effektiv metode til at forankre og gøre den viden nyttig, som du har lært på et ledelsesudviklingsforløb. For at din nye viden om ledelse kan gøre nytte i din virksomhed, er det altafgørende at du får lejlighed til at omsætte og tilpasse din viden til netop din virksomhed.
I en Action Learning gruppe mødes du med andre ledere, der har gennemgået et ledelsesudviklingsforløb i Mannaz. I gruppen sættes der fokus på de udfordringer, som du møder i forbindelse med implementeringen af din nye læring. Gruppen danner en formel ramme om din videre læringsproces når forløbet er slut, og sikrer dermed at du ikke lader den daglige drift overtage agendaen, når du er tilbage på arbejdspladsen igen.
Den grundlæggende idé i Action Learning er, at læring sker bedst når den baserer sig på en vekselvirkning mellem handling og refleksion. Med ”handling” menes, at du skal hjem i din virksomhed og afprøve de nye ideer og værktøjer du har lært om på kurset – du skal handle. Samtidig er det vigtigt løbende at reflektere over, hvordan dine nye måder at handle på bliver modtaget i din organisation. Ofte kræver det en del tilpasning at få det lærte til at ”passe” netop til din organisation og dine medarbejdere. Her er det vigtigt at have nogle sparringspartnere at drøfte udfordringerne med, og det er netop det en action learning gruppe stiller til rådighed for dig.
Læringsprocessen i en Action Learning gruppe
Din læringsproces når du deltager i en Action Learning gruppe vil være baseret på nedenstående læringsspiral:

Læringsspiralen illustrerer, hvordan du i en Action Learning gruppe både skal afprøve din nye viden gennem små handlingseksperimenter i din virksomhed, og forholde dig til dine erfaringer med disse eksperimenter gennem analyse og refleksion sammen med Action Learning gruppen. At skifte løbende mellem handling og refleksion skaber et optimalt læringsforløb for dig, hvor netop dine udfordringer med implementering af din nye læring vil være omdrejningspunktet.
Deltagelse i en Action Learning gruppe
I Mannaz opretter vi løbende Action Learning grupper. Action Learning gruppen består af 6-7 ledere og mødes 1 hel dag hver 6. uge igennem ½ år sammen med en erfaren Action Learning coach.
På hvert møde vil hver deltager have sit personlige tidsrum, hvor netop hans/hendes udfordringer med at omsætte sin viden til praksis drøftes. Action Learning coachen faciliterer mødet og hjælper gruppen til at stille spørgsmål, støtte, udfordre, være nysgerrige og reflektere over hver deltagers udfordringer. På denne måde holder gruppen dig fast og støtter dig i at afprøve og tilpasse de ideer som du har fået på ledelsesudviklingsforløbet.
Ved at blive stillet intelligente spørgsmål af andre ledere, bringes megen brugbar viden om ledelse i spil i Action Learning gruppen. Mange deltagere i Action Learning grupper oplever at finde helt nye perspektiver og handlemuligheder i forhold til deres udfordringer, som de ikke ville have fundet frem til ved egen indsats. Derudover kan du gennem Action Learning gruppen få megen ny inspiration angående ledelse, ved at høre, hvordan andre ledere tackler de ledelsesmæssige udfordringer som de bringer op i gruppen.
Kort sagt: Action Learning gruppen giver dig muligheden for at få dit ledelsesudviklingsforløb implementeret helt ind i din hverdag som leder, så læringen ikke slutter ved de gode intentioner efter forløbet.
Sådan kommer du videre
Er du interesseret i at høre mere om Action Learning grupper, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Jacob B. Theilgaard, Cand. psych. aut.
![]() |
||
| Chefkonsulent, Cand. psych. aut. Jacob B. Theilgaard Dir. tlf: 5139 6019 |
||

