Tid til netværk eller netværk til tiden?

Af Birgitte Lenstrup

Det virtuelle netværk som optændingsblok til ny inspiration

 

Prioritering af tid er som regel den største hindring for netværk. Det tager tid at etablere kontakt og komme i gang, før man kan begynde at give og modtage viden. Så hvor skal du starte, hvis det skal lykkes? Med at prioritere din tid? Eller med at få et netværk? Og behøver et netværk kræve, at du mødes fysisk med noge

Mannaz har talt med Finn Svenning, konsulent, underviser og selvstændig med specialviden om projektledelse og bl.a. redaktør på MyProject bloggen, som Mannaz hoster samt Abelone Glahn, forfatter, journalist og selvstændig med specialviden om netværk. I artiklen kan du læse om deres bud på, hvorfor netværk er vigtige, hvad du skal være opmærksom på i virtuelle netværk, og hvordan du kommer i gang.

Hvorfor overhovedet netværke som projektleder?

Tid til netværk”En projektleder uden netværk er som en person, der står på ét ben med lukkede øjne. Man kan ikke stå ret længe uden stimuli udefra, fordi man ikke har noget at støtte sig til. Derfor bliver man utrolig sårbar og kan risikere at vælte”, som Finn Svenning forklarer det. Ifølge ham er der to rigtig gode grunde til at netværke:

  1. Du får hurtig hjælp
  2. Du får inspiration

Hurtig hjælp er guld værd

Egentligt er det jo meget enkelt. Projektledere er problemløsere, der ved, at de løber ind i problemer før eller siden. De skal kunne besvare spørgsmål om alt muligt ved at bruge deres netværk. Derfor jo større netværk de har jo bedre. I princippet bør man kunne få svar på næsten hvad som helst ved at tærske sit netværk igennem pr. telefon i en time. Finn Svenning forklarer det sådan: ”Projektledelse foregår ofte på tværs af brancher og du ved aldrig, hvilke udfordringer du møder i et projekt. Konflikter, ledelsesmæssige udfordringer, miljøproblemer eller noget andet uforudset. Hurtig hjælp på parametre, hvor du ikke selv er stærk, kan hurtigt blive nødvendig. Men helt ærligt – du er nødt til at tage nye stier i skoven, hvis du vil møde nye dyr.”

Inspiration som vejen til udvikling

Et netværk sikrer dig en eksponering, hvor du kan udvikle dig. Et netværk giver dig mulighed for at få besked om, at ”her er noget, som jeg tror virker for dig” eller ”jeg har hørt dette foredrag – det skulle du også gå til” eller ”..set eller læst denne bog/artikel/rapport/podcast/blog, som er lige noget for dig”. På den måde får du stimuli, som sikrer dig, at du kommer i en gavnlig situation, hvor du udvikler dig. Udvikling er en nødvendig faktor, hvis du skal følge med samfundsudviklingen – både fagligt, ledelsesmæssigt og personligt. ”Hvor meget tid sætter du af til at prøve noget nyt pr. uge eller måned? Hvis svaret er nul, så overvej, hvem og hvad der inspirerer dig? Hvem har ansvaret for din inspiration? Er det tilfældigheder eller vil du selv tage ansvar?” spørger Finn Svenning og fortsætter ”jeg køber f.eks. blade fra andre brancher og til andre målgrupper og går til foredrag, som intet har med mit fag at gøre. Jeg smager ofte nye ting og husker engang i mellem også at køre en ny vej hjem. Ja, det er enormt banalt, men det virker, og det leverer de stimuli, som jeg har brug for til at tænke i nye baner. Og så øver jeg mig i øvrigt også med min blog på www.myproject.dk. Bloggen giver mig en masse ny inspiration”. Bloggen på www.myproject.dk er den første dansk blog – altså en klumme på nettet – om projektledelse. Et forum, hvor projektledere hurtigt kan afgive og få inspiration. Bloggen skal virke ligesom en optændningsblok virker på grillen for den, som læser, reflekterer over teksten og forhåbentligt reagerer på den. Det skaber ild i debatten og det giver stimuli, inspiration og videndeling.

Virtuelle netværk og din online-identitet

Fremtiden bliver mere og mere virtuel og for at overkomme forhindringerne i forbindelse med tid og ressourcer, er det virtuelle netværk en nem og hurtig måde at få et bredt netværk. Eller er det? For hvis du skal have det maksimale ud af at neværke virtuelt, skal du nemlig også forberede dig, før du kaster dig ud i det.

Formålet med det virtuelle netværk er det samme som med det traditionelle – at trække på folk og få ideer til løsninger. I et netværk skal du både kunne give og få, men på nettet skal du især give, før du kan få. Allerførst er du nødt til at overveje, om du kan klare dig i et virtuelt netværk. Når du først får en synlig tilstedeværelse på internettet, er det også vigtigt, at du sørger for at have en professionel online-identitet. Men hvordan er det egentlig lige, det fungerer, hvordan sorterer man til – og især fra – i mulighederne? Det du i første omgang måske skal spørge dig selv om, er om dine færdigheder som netværksdanner er gode nok til nettet? Det kræver en anden adfærd end i et netværk, hvor du mødes fysisk med nogen. Hvad finder folk, når de slår dig op på nettet? Altså hvordan afgiver du et godt virtuelt håndtryk.

Pas godt på dit virtuelle håndtryk

Hvis du gerne vil opsøges af nogen med samme interesser som dig, er det vigtigt at din online-identitet fremstår som professionel og seriøs. De spor, du efterlader dig på internettet bliver aldrig slettet – de arbejder 24 timer for dig eller imod dig. Abelone Glahn forklarer det sådan: ”De sociale netværksteknologier udvikler sig voldsomt i øjeblikket. Hvad der er i dag er anderledes i morgen. Internettet er derfor et rigtig godt værktøj til at tegne dig som professionel person, fordi det hele tiden er opdateret. Men det betyder også, at du skal tænke rigtig grundigt over, hvad du lægger ud på din egen weblog eller hjemmeside. Lad være med at lægge noget ud, som du ikke ønsker en kollega eller arbejdsgiver skal se. Vær forsigtig med dit sprogbrug, undgå sarkastiske bemærkninger og fjollede billeder, fordi selv om du sletter det fra din eller andres hjemmesider, bevarer nettet en tracking af det, og derfor kan du risikere, at det alligevel ”popper” op, når nogen søger på dit navn. Det er fantastisk, hvis det drejer sig om en god rapport eller et interessant indlæg, men meget trist, hvis det er et kompromitterende billede.”

Gør dig selv interessant

Når du gerne vil finde sammen med ligesindede på nettet, er du nødt til at gøre dig selv interessant. Du skal være søgbar, findbar og salgbar. Online eller offline – det at netværke er en langtidsinvestering, som består i at give før du kan tage – ellers bliver du hurtigt upopulær. Abelone Glahn, som underviser i det virtuelle håndtryk, spørger altid sine kursister: ”Hvad finder folk, når de slår dig op på Google? Er din profil ude på LinkedIn.com, Ecademy.com eller andre steder, hvor man ligger, hvis man gerne vil findes af andre? Har du skrevet artikler, rapporter eller andet, som ligger tilgængeligt på nettet og som andre finder ind til og linker til? Kommenterer du nogensinde andres weblogs? Har du selv en weblog, hvor du fortæller om dine resultater og løsninger, og hvor du viser dig som en professionel person, der ikke er bange for at dele med andre?” og hun fortsætter, ”alt dette er tips til, hvordan du gør dig interessant og troværdig i både netværks- og karrieremæssig sammenhæng. Du stiger simpelthen i valør jo flere relevante ting, du lægger ud på nettet.”

Tre gode grunde til at netværke virtuelt

For det første har et virtuelt håndtryk den store fordel, at det arbejder for dig 24 timer. Du er på, selvom du sover. For det andet kan du få overraskende forbindelser, fordi uanede mængder af forskellige mennesker får adgang til det professionelle input du lægger ud. Og for det tredje er det et rigtig godt værktøj til at vedligeholde social kontakt uden hele tiden at skulle på café.

Hvorfor bruger dagens projektleder ikke tid på netværk?

Undersøgelser viser at mange projektledere ikke afsætter tid til at netværke – hverken virtuelt eller fysisk. Finn Svenning har undervist hundredvis af projektledere, og hans erfaring er, at ”mange projektledere ikke er bevidste om, hvordan de fortsætter med at være gode projektledere. Det er ikke alle, som holder øje med teknologien, og de kommer lynhurtigt håbløst bagud. Mange ved simpelthen ikke, at det godt kan lade sig gøre at holde et virtuelt netværk i gang. En af grundene er efter min mening, at du simpelthen ikke opbygger evnen til hele tiden at være undersøgende og ”følge med” i din opvækst/uddannelse i Danmark. Du bliver ikke lært op til at skulle opsøge muligheder selv. Derfor er det nødvendigt at dagens projektleder vågner op og tager ansvar for egen udvikling – og har disciplin til at følge med.”

Opsøg heldet

Netværk handler om at snuse rundt, vende sten – og nogen gange være heldig at finde noget, som man ikke kender, men godt kan bruge. Et virtuelt netværk er drevet af nyt, af aktualitet og gensidig inspiration. Hvis du helt holder dig fra virtuelle netværk, når du heller aldrig at vende så mange sten, at du sætter dig selv i en situation, hvor heldet kan ramme dig.

 

Abelone Glahn kommenterer på hyppige forbehold om virtuelle netværk

Hvordan får jeg tid til det?
”Du bliver nødt til at prøve, for verden bliver mere og mere virtuel. Det, du alligevel laver i dit daglige arbejde kan genbruges til nettet. Og jo mere aktiv du selv er, jo mere får du igen. Det, du giver, får du igen ti-dobbelt og det vil i længden spare dig for tid.”

Er det noget for min generation?
”Tag en bid af gangen, så vænner du dig til det. Nøjes med at sætte dig ind i det, der er nødvendigt for at gøre dit job bedre.”

Jeg får ikke nok ud af det
”Hvis du giver det noget tid, får du noget ud af det. Du bliver nødt til at give en hel del, før du begynder at modtage, men i længden får du nye genveje, indfaldsvinkler og viden til at udføre dit job nemmere og mere professionelt.”

Jeg kan ikke overskue mulighederne
”Hvis det virker overvældende, så prøv at sætte dig sammen med nogen, som netværker aktivt på nettet. Du kan lære meget af, at se hvad andre gør og hvad de får ud af det.”

Alting bliver meget privat og synligt på nettet
”Du er selv herre over, hvor privat det er. Det du lægger ud på nettet, må gerne være personligt, men aldrig privat.”

Andre stjæler min viden, når den er på nettet
”Nøjes med at lægge det ud, du vil have sparring på. Du viser dig som en professionel person, når du beder om andres sparring og input. Og husk – når to mennesker deler en tanke, så opstår der som regel en tredje.”

 

Sådan kommer du videre

Har du kommentarer til forfatteren eller artiklen, er du velkommen til at sende en mail.

Følg med på projektlederbloggen på projektledelse.mannaz.com

M Events
Mannaz afholder mange spændende inspirationsmøder. Nogle møder er gratis – andre koster et symbolsk beløb. Se det komplette program på www.mannaz.com/events.

Tilmeld dig M Knowledge
Mannaz nyhedsservices forsyner dig med relevante artikler om aktuelle trends, unikke tilbud og nyheder inden for kompetenceudvikling nationalt og internationalt – direkte i din indbakke.

Tilmeld dig M Knowledge

Til toppen


Bookmark and Share