Tænk, hvis det går galt?
![]() |
Af Heidi Fjelsted, projektleder i Mannaz 27. april 2011 |
Stine Bosse fra Tryg har gjort det. Brian Petersen fra Københavns Lufthavn har gjort det: Stoppet fuldtidsarbejdet for i stedet at bruge mere tid på bestyrelsesarbejde. Bestyrelsesposter har altid været eftertragtede. Sjældent har der dog været så meget omtale af bestyrelsesarbejde på godt og ondt som i de seneste par år.
For Jan Nørgaard er interessen nu ingen overraskelse: ”Flere er blevet klar over, at der ligger mange muligheder i bestyrelsesarbejde. Det gælder både dem, der ser det som et springbræt til en større karriere, og dem, som gerne vil trappe ned efter en succesrig karriere uden helt at miste forbindelsen til erhvervslivet. For de fleste gælder dog, at bestyrelsesarbejdet er et supplement til det faste arbejde, og de færreste gør det til en decideret karriere”.
Uvidenhed ikke en undskyldning
Vil I virkelig gerne have mig med i bestyrelsen? Jan Nørgaard understreger, at man skal gøre sig nogle klare overvejelser, før man accepterer en bestyrelsespost, uanset hvor smigret man bliver over at få tilbudt posten.
”Seriøsiteten er for alvor slået igennem i dansk bestyrelsesarbejde, og man bør kende spillereglerne, før man takker ja til at sidde i bestyrelsen. Og det gælder i øvrigt for ALLE bestyrelsesposter fra tennisklubben og børnehaven til faglige organisationer og store firmaer. Reglerne er de samme”.
Økonomien er et af de punkter, der ifølge Jan Nørgaard kan være svære at gennemskue i bestyrelsesarbejdet. Som bestyrelsesmedlem skal man eksempelvis skrive under på årsregnskabet, og derfor bliver man nødt til at have et vist kendskab til, hvordan et regnskab læses.”Hvis man ikke forstår regnskabet, bør man ikke skrive under på det. Jeg kan sagtens se, at det kan være svært at indrømme, men det er trods alt værre at skrive under på et regnskab, som potentielt er helt misvisende. Det er en fejl, som man ikke kan tale sig ud af, og som kan medføre store personlige og økonomiske konsekvenser. Uvidenhed er ikke en undskyldning i bestyrelsesarbejde”.
|
Den værste fejl, som en bestyrelse kan begå, er at fortsætte en handlemåde, som påfører virksomheden unødige tab. Det er derfor, man som bestyrelsesmedlem skal sætte sig ind i tingene, så man kan trykke på bremsen i tide. |
Er der en forsikring?
Nu skal man, ifølge Jan Nørgaard, ikke tro, at man skal være økonom for at kunne være med i en bestyrelse. Langt mindre kan gøre det. ”Noget af det vigtigste at vide er, hvad det er for nogle ting, man som bestyrelsesmedlem skal kigge efter. Hvor i regnskabet, er der potentielt røde lamper, der lyser? Hvad er faresignalerne? Hvordan ser man sammenhængene? Man skal eksempelvis også sikre sig, at der er en forsikring, så bestyrelsesmedlemmerne ikke hæfter personligt for tab. Noget, som bestyrelsesmedlemmerne i Amagerbankens tidligere bestyrelse i øvrigt havde glemt at sikre sig. Det fortryder de med sikkerhed i dag”.
Alligevel oplever Jan Nørgaard, at mange siger ja til en bestyrelsespost uden at vide, hvad de går ind til. ”Man må ikke sige ja til en bestyrelsespost, fordi bestyrelsesarbejde ser godt ud på CV’et, eller fordi man tror, at det er hurtigt tjente penge. Man skal sidde i en bestyrelse, fordi man interesserer sig for det, og fordi man får mulighed for at udvikle sig personligt sammen med en gruppe engagerede mennesker”.
Stop tab i tide
Jan Nørgaard oplever, at der i løbet af de senere år er sket en professionalisering af bestyrelsesarbejdet i Danmark. ”Tidligere var bestyrelsesarbejde fryns på toppen, hvor man kunne slippe af sted med en minimal indsats. Sådan synes jeg ikke, billedet er længere. Bestyrelsesarbejde bliver taget mere alvorligt. Det er også på sin plads efter min mening, for en bestyrelse er virksomhedens overordnede ledelse”.
Må man ikke begå fejl, når man sidder i en bestyrelse? Jan Nørgaard: ”Alle kan tage fejl. Det sker jo, at en bestyrelse bestemmer sig for at ride mod øst, selvom det smarte med tiden viser sig at have været at ride mod vest. Sådan en forkert beslutning bliver man ikke gjort ansvarlig for, hvis der ligger et seriøst beslutningsgrundlag bag beslutningen. I bestyrelsesarbejde handler det altid om at gøre sit forarbejde godt nok”.
Som de fleste andre steder i livet gælder det også for bestyrelsesarbejde, at man skal stoppe, mens legen er god. Jan Nørgaard: ”Den værste fejl, som en bestyrelse kan begå, er at fortsætte en handlemåde, som påfører virksomheden unødige tab. Det er derfor, man som bestyrelsesmedlem skal sætte sig ind i tingene, så man kan trykke på bremsen i tide”.
Gode oplevelser med bestyrelsesarbejde
I takt med at bestyrelsesarbejde er blevet mere seriøst i Danmark, oplever Jan Nørgaard, at der er større fokus på afgrænsningen mellem direktion og bestyrelse. ”Der har været nogle uheldige sager, hvor direktionen har været stærkere end bestyrelsen til trods for, at bestyrelsen har det overordnede ansvar og burde have holdt øje med direktionen. Det har givet genlyd i erhvervslivet, for hvor direktøren har kunnet smutte med et gyldent håndtryk og et par pletter på renomméet, så risikerer bestyrelsesmedlemmerne tiltale for at have påført virksomheden unødige tab. Dette er et klart eksempel på, at man skal være vågen i bestyrelsen og ikke bare antage, at der er styr på tingene, fordi direktøren siger det”.
Jan Nørgaard glæder sig over den stigende professionalisering af bestyrelsesarbejdet i erhvervslivet og håber, at det vil smitte af på bestyrelsesarbejde på alle niveauer. ”Det er meget spændende at være involveret i bestyrelsesarbejde og få lov til at være med til at tage de afgørende beslutninger. Man skal bare gøre sig selv den tjeneste, at man sætter sig ind i tingene først. Fordi de kendte erhvervsfolk gør det, behøver det ikke at være ufarligt eller en sikker vinderkupon. Er man derimod klædt på til bestyrelsesarbejde, styrer man forholdsvist nemt uden om farerne, og så er bestyrelsesarbejde noget, som de fleste vil kunne få gode oplevelser med”.
![]()
Om Jan Nørgaard
Jan Nørgaard er civiløkonom og en trænet underviser, der gennem mange år har fået kursusdeltagere til at medtænke økonomi i deres daglige beslutninger. Jan Nørgaard har været beskæftiget i en række kendte danske koncerner inden for økonomistyring, administration, salg og ledelse. Han lægger vægt på, at der undervises for praktikere – og af en praktiker.
Jan Nørgaard er underviser på:
![]()
Sådan kommer du videre
Har du kommentarer til forfatterne eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.
Andre artikler
Til toppen
