Den varme stol: Helt uundværlig faglighed
![]() |
Af Heidi Fjelsted, projektleder i Mannaz 23. februar 2011 |
Hvis du slukker for strømmen, er der stort set ikke nogen virksomhed eller bolig, som fungerer. Det ved de godt hos Energinet, og derfor er deres slogan også: Helt uundværlig. Men det er ikke det eneste, der er uundværligt hos Energinet. Medarbejdertrivsel og høj faglighed er også helt uundværlige elementer i dagligdagen hos den selvstændige, offentlige virksomhed med 550 ansatte.
Vi har sat HR-chefkonsulent fra Energinet, Claes Nielsen, i den varme stol til en snak om HR og Energinets mantra om, at ansatte hos Energinet skal have mindst den samme, og meget gerne større, markedsværdi, når de en dag forlader organisationen igen.
Hvordan sikrer Energinet sine ansattes ”markedsværdi” og trivsel?
”For at leve op til vores eget mantra om at bevare og styrke ansattes markedsværdi og for at sikre os, at vores medarbejdere trives, har vi fokus på tre hovedpunkter. Det første er noget, som vi kalder Faglig Formel 1. Udtrykket betyder, at vores medarbejdere skal være meget stærke på deres fagområde, uanset om det er stærkstrøm, kabelteknologi eller bogføring. Det næste punkt er, at medarbejderne er med til at skabe noget så vigtigt som morgendagens energiløsninger. I 2050 skal en stor del af vores energi være vedvarende energi. Det er en enorm opgave, som fascinerer og motiverer vores ansatte, fordi det, udover at være fagligt spændende, også er vigtigt i forhold til miljøet. Vores tredje fokusområde er noget mere nede på jorden. Det handler om, at vi gerne vil have, at vores medarbejdere går glade på arbejde, fordi vi tror, at glade medarbejdere skaber bedre resultater.”
Hvorfor begyndte Energinet at afholde uddannelsesmesser?
”I 2008 oplevede vi, at det var svært for medarbejderne at holde fokus på egen udvikling i en travl hverdag. Det var en udfordring, fordi det daglige arbejde selvfølgelig var vigtigt men ikke måtte fylde så meget, at medarbejderne glemte at løfte blikket og se ud mod fremtiden. Vi besluttede os for at lade os inspirere af de messer, vi selv havde været på, og lavede vores egen uddannelsesmesse. Helt konkret udvalgte vi 12-14 udbydere og lagde selv lokaler til. På den måde fik medarbejderne et specifikt tidsrum, de kunne dedikere til at undersøge mulighederne for videreuddannelse. Vi fik elimineret undskyldninger om afstand eller besvær ved at gøre det så nemt for medarbejderne som muligt.”
“Jeg vil gerne sætte fokus på en yderligere professionalisering af HR. Det er vigtigt med en stor faglighed, som kan gøre HR til en strategisk sparringspartner i forretningen.”
Hvad var responsen fra medarbejderne?
”Responsen fra medarbejderne var meget positiv. Timingen var også nøje gennemtænkt, idet vi afholdt uddannelsesmessen lige før de årlige medarbejdersamtaler. Det var ideelt, tænkte vi, for så kunne medarbejderne forberede sig på kompetencedelen. Men der var nogle medarbejdere, vi ikke fik dækket ind – nemlig medarbejdere med fagområder, som er meget specialiserede og smalle. Læringen for os har været, at vi fremover vil inddele i temaer, så vi rammer flere målgrupper. Når det er sagt, så lykkedes hovedmålet om at sætte fokus på kompetenceudvikling på messerne i 2008 og 2010 til fulde.
Hvad har været kendetegnede for HR de seneste par år i Energinet?
”Energinet er i den specielle situation, at uanset om der er krise eller ej, så behøver man energi. Vi har faktisk udvidet antallet af medarbejdere de sidste tre år, fordi der er kommet endnu mere fokus på energi, og det har tilført os nye opgaver. Energi er gået fra at være noget, der bare var der, til at være et sikkerhedspolitisk, udenrigspolitisk og miljøpolitisk emne. Der findes næsten ikke noget emne, der er mere hot end klima og energi. Vi oplever eksempelvis også de senere års udvikling, når vi slår stillinger op, der kræver mere generelle færdigheder, så får vi dobbelt så mange ansøgninger som før 2007, og ansøgerne er mere kvalificerede.”
Hvad er det, som optager HR i Energinet lige nu?
”Det, som optager os lige nu, er at arbejde med kompetenceudvikling på et strategisk niveau. Det fokus er kombineret med, at vi skal have et understøttende system, som gør det nemmere for os at forudsige, hvad vi kommer til at mangle af kompetencer fremadrettet. Helt konkret går vi ud og laver en kompetenceprofil af samtlige medarbejdere og sammenligner kompetenceprofilerne med behovene. Hvad har vi, hvad skal vi bruge, og hvor er vi følsomme?
Hvad synes du personligt der skal mere fokus på inden for HR?
“Jeg vil gerne sætte fokus på en yderligere professionalisering af HR. Det er vigtigt med en stor faglighed, som kan gøre HR til en strategisk sparringspartner i forretningen. Det er blevet meget bedre, men der er stadigvæk et stykke vej igen – særligt i små og mellemstore virksomheder. Det er dejligt med mennesker, som brænder for HR, men der er et stort uudnyttet potentiale her. Jeg vil også gerne fokusere på, hvordan HR kan gå ind og understøtte forretningen bedre. HR bør, efter min mening, på lige fod med andre forretningsområder understøtte forretningen. Hvad kan en proaktiv handlemåde i forhold til sygefravær eksempelvis spare virksomheden for?”
Hvad bliver den næste store ting inden for HR i din afdeling?
”Den næste store ting hos os handler om, at HR skal flyttes fra staben ud i forretningen både billedligt og fysisk. HR kommer til at opholde sig meget mere ude i butikken – inklusiv mig selv. Vi kommer til at bruge mere tid i forretningen end på udvikling af nye overordnede HR-produkter, og så kommer vi til at sætte spørgsmålstegn ved os selv. Hvorfor er det eksempelvis sådan, at projektledere, der reelt sidder med størstedelen af ressourcerne og medarbejderne, har en mindre direkte dialog med HR end linjecheferne, bare fordi de ikke har det formelle ansvar? Ja, der er masser af spændende udfordringer, som venter derude.
![]()
Om Claes Nielsen, HR-chefkonsulent i Energinet.dk
Cand.merc. i strategi og ledelse fra Handelshøjskolen i Århus. Claes Nielsen har tidligere arbejdet i den finansielle sektor og været direktionsassistent hos Told og Skat i Sydjylland. Er i dag ansvarlig for rekruttering og udvikling hos Energinet.dk, som er en selvstændig offentlig virksomhed med ansvar for den overordnede el- og gasinfrastrukur i Danmark.
![]()
Sådan kommer du videre
Har du kommentarer til forfatterne eller til artiklen, er du velkommen til at sende en mail.
Andre artikler
